Saa er det ved at vaere slut med Buenos Aires og Argentina for denne gang. Det har vaeret en fantastisk maaned, som ikke har budt paa saerlig mange byer eller megen rejse, men mere vaeret fokuseret paa menneskelig samvaer frem for oplevelser i det fri.
Argentina er det foerste land jeg har besoegt her i Sydamerika, hvor der var toiletpapir paa alle toletterne, og braedder paa langt de fleste. Og det lyder dumt naar jeg siger det her, men man savner lidt det andet, da det virker som, at saa er man langt vaek fra DK og alt det der minder om at vaere hjemme. Her i Argentina, som tiltrods for at vaere et land der lige nu, oekonomisk er helt ud at skide, er naesten lige saa civiliciseret som DK.
Buenos Aires har nogen lidt maerkelige tendenser om natten og aftenen. Jeg gik en dag ude paa gaden og havde tidligere undret mig hvorfor gaderne var saa fyldte med papir og skrald. Og jeg fik svaret paa papiret. En virksomhed, kontorbygning eller hvad det nu var, blaeste simpelthen, hvad jeg tror har vaeret dagens kladder, noter og andet, som ikke skulle bruges mere, der alt sammen var revet i stykker, ud af vinduet, saa det spredte sig og dalede ned til jorden som overdimensionerede snefnug. Affaldet kommer nok bare af, at der bor over 10 millioner mennesker i byen. Men hver morgen er gaderne rene og alt skraldet er vaek, for der bliver aaben bart gjort en stor indsats om natten, da jeg har set folk rende rundt med vogne, trilleboerer og saagar hestevogne, og samle skraldet op. Det er en underlig maade at gere det, men det virker.
Metroen i byen, som ike daekker et saerlig stort areal, men gaar ud til de vigtigste steder fungerer ogsaa fremragende. Og en billet koster halvanden kr.

Folket i Buenoes er generelt venlige og hjaelpsomme. Undtagen paa busstationer hvor man som jeg, der skinner langt vaek er at vaere gringo, og med mit begraensede spanske, bliver udsat for en del pegen og grinen.
Corrientes var det helt anderledes. Da Ditte og jeg ventede paa bussen som jeg skulle med, kiggede vi kort paa baenken inden for gennem vinduet, da der ikke var nogen udenfor. Der gik maaske 5 sekunder, som blev baenken baaret udenfor, og vi blev venligt bedt om at tage plads indtil bussen kom.
Men modsat Corrientes, saa kysser man kun en gang her paa kinden her, hvor det i Corrientes er paa hver kind. Hvilke jo var at foretraekke naar der som hjemme hos Maty, pludselig/ ofte/ hele tiden kom et ryk-ind paa tre, fire, fem piger.

Nytaarsaften holdte jeg paa mit nye hostel, som jeg i foerste omgang ikke rigtig syntes saerlig godt om. Mest fordi der ikke var nogen der snakkede engelsk, og ikke var bordtennis og en altan. Jeg havde egentlig bare koebt ind til noget pasta om aftenen, men det viste sig, at der var faelles middag, og alle bragte noget med. Det fik jeg at vide, efter alt var lukket, saa jeg kunne ikke bidrage med andet end en stor Cola. Der var heldigvis blevet byttet om paa sproget under middagen, sa nu snakkede vi engelsk. Saa kunne jeg ogsaa undskylde da jeg vaeltede skaalen med dressing ud over bordet.
Jeg faldt i snak med en israeler efter maden, og da vi sad og ventede paa nedtaellingen, med hver vores lille champagne med skruelaag i haanden. Han var journalist, og havde vaeret i DK fire gange. Vi fandt ud af, at vi begge er i NZ paa samme tid, og at vi helt ikkert skal moedes. Vi snakkede om at lave noget bungy jump, eller paragliding, da han ikke har proevet noget af det foer. Jeg er jo garvet dobbelt bungy springer, men der helt sikkert frisk paa et tredje og fjerde hvis chancen byder sig. Saa som det ser ud nu, saa bliver New Zealand, landet hvor jeg skal gense en masse mennesker. John, Dave, hans kaereste fra La Paz, Enro fra Buenos Aires, og nu hvor jeg ogsaa skal til sydoeen i New Zealand, saa vil jeg nok ogsaa lige se, om ikke Amy og Penny fra Salkantaytrekket i Peru, ikke ogsaa har lyst til at sige hej naar jeg kommer forbi.

Men der er saa meget at se rundt omkring i Buenos Aires, men det er bare for varmt til at tage rundt og se ting. Solen bager hele dagen, og det er foerst omkring kl. 10 om aftenen er det er behageligt at gaa udenfor. Og det er gaaet hen at blevet for meget for mig, saa jeg glaeder mig til at komme herfra, hvilke jo er synd, naar byen har saa meget atbyde paa. Saa jeg vil da helt sikekert komme hertil igen paa min naeste tur til Sydamerika. Og Corrientes selvfoelgelig.

Men som sagt nye eventyr venter i Chile sammen med Rikke som jeg skal rejse sammen med i januar maaned. Rikke er koebenhavner, saa det bliver lidt en omvaeltning naar jeg har vaeret vant til Dittes nordjyske. Jeg tror ogsaa jeg vil komme til at kalde Rikke, for Ditte det foerste stykke tid.
Men nu hvor jeg har faaet mit nye kamera som Ditte sendte sammen med min ordbog og pebernoedder (der lynhurtig fjernede fokus fra alt andet da jeg pakkede kassen op) er jeg klar til endelig, at faa taget en masse billeder, som jeg virkelig har savnet og ikke gjort siden Machu Piccho, Peru. Hvor jeg sidst, selv om det godt nok var Dittes, havde et ordentligt digital kamera.

Det er maaske lidt maerkeligt at jeg skriver det her lige efter jeg skrev det andet, men kl. er fem om natten, argentinsk tid, og jeg kan ikke sove.
Jeg deler vaerelse sammen med 8 andre paa et dorm hvor der koejesenge i to niveauer. Undtagen en enkelt, hvor der er tre, og jeg er saa heldig at sove oeverst. Der er selvfoelgelig ikke et breat oeverst eller noget der skulle forhindre mig i at rulle ud over og falde de, hvad der oppe fra (uden briller), kunne ligne godt ti meter frit fald. Og en trappe er der heller ikke lige blevet tid til at installere. En af pigerne spurgte mig, hvordan jeg egentlig kom op. Hun troede ikke paa det, da jeg sagde at jeg brugte stoevler med fjedre neden under.

Jeg er traet, men kan ikke sove, og jeg har ikke mere at skrive lige nu, saa jeg vil daffe. Jeg sidder og kigger paa hylden med boeger der er beregnet til bytte blandt backpackere, og overvejer om jeg skulle tage en Lonely Planet: Sydamerika paa hebraeisk med op, og se om den ikke kunne kede i soevn. En bog af Danielle Steele ville helt sikekrt kunne ha gjort et fantastisk stykke arbejde, men der er desvaerre ikke nogen.