Saa er det vist blev tid til en opdatering.

De sidste par dage, har ikke vaeret praeget af noget som helst udflugter eller andet. Rikke o jeg har faktisk bare rejst fra by til og taget det roligt hver gang vi naaede frem.
Vi har begge faaet laest en del, og siddet paa en masser cafe’er.

Efter Pucon tog vi til byen Valdivia, hvor det blev bryggeriet Kunstmann, hvor Jeg, sammen med Rikke, og nogen Australiere og englaendere fik os et par coloumn, som er en helt fantastisk opfindelse, som Ditte faktisk tidligere havde fortalt mig om. Og hun havde allerede dengang sagt, at det var noget jeg ville syntes om; og hun fik igen ret.
Det lille toese-pige-barn i tysk Oktoberfest outfit kommer over med det tarnhoeje helvede af et roer der er fyldt med 2,5 liter oel. Det kostede under 60 kr, og vi var 7, saa det var jo toemt inden det havde roert bordet. Der blev vi saa et stykke tid, og fik laekkert mad inden vi tog paa discotek, hvor det at bestille en normal el ikke eksisterede, og deres drinks var half ’n’ half, saa efter den ene jeg fik i starten, saa skulle jeg ikke ha flere drinks. Lidt aergeligt, naar man giver ca. en tredjedel af hvad det koster i DK.

Efter Valdivia tog vi videre til Puerto Montt, men det foerste og de naeste mange indtryk vi fik af byen, at den bare var ualmindelig beskidt. Ikke ligesom i Bolivia, hvor man vaenner sig til det, og det snavns der er skyldes at landet er bagud i udviklingen. Her var det bare snavs. Det hostel vi boede paa, der havde eget koekken var hele tiden besa af famlien, saa det at lave mad, skulle goeres sammen med de lavede mad. Normalt ville det ha generet mig over hoved, men hele stedet havde ingen charme. Der hvor charmen manglede var der bare beskidt og enormt snusket.

Saa der forlod vi hurtigt, ogsaa fordi byen ikke havde det vilde at byde paa.

Vi tog derefter til Ancud, som er den foerste "storby" paa den lille oe Chiloé. Der var langt hyggeligere, men det skulle ogsaa blive stedet jeg fandt ud af, at min nyerhvede spansk dobbeltvejs ordbog stadig laa i den taske jeg havde paa da jeg besteg vulkanen i Pucon. Og min T-shirt fra Buenos Aires ogsaa var forsvundet paa mystisk vis.
Vi tog bussen ud tilet sted hvor man med baad kunne komme ud og se 4 forskellige pingvin kolonier. At kade det kolonier lyder bedre paa papiret end i virkeligheden. Det var 4 bakker en masse pingviner der bare stod. Og jeg troede heste der graessede havde et kedeligt liv. Jeg saa ikke en enese der bevaegede sig. Men det var svart at se, om det bare var papfigurer. Det var det vist ikke.

I Dalcahue, som ligger godt 1,5 times koersel fra Ancud blev vi bugseret og moedt med en by ikke meget anderledes fra Ancud. Men nu var vi der, og by var bestemt ikke praeget af at have mange turister. Men vi fik indlogeret os paa et lille hyggeligt hostel, der, ligesom alle de seneste vi har vaeret paa lige siden vi forlod Santiago faktisk, var et en bolig hvor familien valgte at bruge halvdelen af huset til udlejning af vaerelser. Stort set alle husene var ens, undtagen af farve, men stoerrelse og udseende var ens. Men den aften sad Rikke og jeg paa resaurant, og forlod den som de sidste ved godt 2 tiden om natten. Og da jeg ikke lige havde sourgt, om der var et tidspunkt, horefter det var for sent at komme tilbage, gik vi jo naive tilbage, da alle de andre steder har haft en ringeklokke der resulterer i et surt ansigt automatisk aabner doeren.
Saadan en var der ikke der, og det var ret koldt. Doeren var spaerret af et af de der jerntaepper som ogsaa butikkerne ruller ned foran deres doere og vinduer. Jeg siger til Rikke, at jeg lige kravler over hegnet og ser, m der er en maade jeg kan kravle op til vores vindue paa foerste etage. Jeg var godt 2 meter for kort til at kunne naa vindueskanten og det havde nok vaeret lidt svaert at komme ind af vinduet, havde jeg varet de to meter hoejere. Men, men... der er altid en loesning. Der var en balkon jeg kunne kravle op paa, og derfra banke paa vinduet og faa nogen til at aabne doeren neden under, som var ubeboet, og ingen kunne hoere Rikke der stod og bankede som besat paa alle vinduerne, i et forsoeg at faa oerenlyd.
Jeg kravler hen over bliktaget, som den tidligere traemester og nu vulkanbestiger jeg nu en gang er, loeber over taget, da det ikke var saa robust, og faa fra altanen kravlet ind i huset gennem et lille aabent vindue. Rikke har i mellemtiden selv faaet loeftet gitteret der slet ikke var laast og doeren var aabent, saa jeg havde leget liste tyv uden nogen grund. Men vi fik os nogen billige grin af det, og jeg fik nick navnet: Skyggen med sidekick. Rikke fandt baade paa mit og sit eget. Skyggen and the beauty!

Efter Dalcahue tog vi til byen Castro, som er oens stoerste by. Der blev vi kun en enkelt dag, men vi ankom om soendagen, og det var sjovt nok ogsaa planlagt da byen har et marked hver soendag, soim vi selfoegelig skulle se. Det var desvaerre bare et af de markeder jeg saa godt 739 af i Peru sammen med Ditte. Saa jeg kunne ikke rigtig fascineres af det saa meget. I stedet for Cusco, stod der bare Castro paa de forskellige ting.

Hele den maade vi rejser paa, er i bund og grund mod hvad jeg vil, men i og med, at jeg ikke bare kan rejse langt vaek, da jeg har en deadline, og et fly at naa, saa tager vi det meget roligt, og det er faktisk meget rart. Men jeg kan ogsaa godt maerke, at jeg glaeder mig til New Zealand, hvor jeg skal moedes med tidligere rejse venner fra Bolivia og se fantastiske landskaber, som der ogsaa er her i Chile, bare nede i bunden og toppen. Ikke det at her ikke er smukt her, for at staa op, og saa kunne se et bjerg ud gennem vinduet er jo fantastisk.

Vi tog derefter den korte bustur paa tre un media timer til Puero Varas, der er langt hyggeligere og vejret er langt varmere her end det var ude paa oen.

I morgen tager jeg bussen tilbage til Santiago, hvor jeg nok lige et smut til Viña del Mar et par dage, inden jeg har 14 timer i fly til Nuevo Zelandia, som jeg skal til at omtale som New Zealand.