Peru.
Inden ankomsten i Lima lufthavn havde vi gennemlevet en stor del stress, da vi pludselig ikke var saa sikre paa, om vi havde et sted at bo ved ankomsten. Nogle forvirrende mails om hotelflytning fra den kaere Jan (rejsearrangoer) havde foraarsaget forvirring. Saa glaeden var derfor stor da vi blev modtaget af en soed, lille mand med Eva Anesen skriblet paa sit skilt.
Vi blev transporteret gennem Limas gader i en riimelig nice minibus-bil, hvorfra vi kunne betragte de nye omgivelser. Vi noterede straks at byen virkede meget flottere og renere end San Jose, hvorfra vi var kommet. Bygningerne var farverige og dekorerede. Bilernes koersel virkede dog ikke til at vaere blevet mindre aggressiv efter vores ankomst til Sydamerika. Anyways. Vi ankom paa vores hotel, noterede baade internetadgang og kort afstand til spisesteder samt en flot plads, og gik tilfredse i seng.
Dagen efter blev brugt paa lidt overfladisk sightseeing I omraadet, der bl.a. indeholdt den foeromtalte plads, en demonstration (hvad demonstranterne demonstrerede over fremgik ikke tydeligt for danske oejne) og en masse “samtaler” i butikker/cafeer/supermarkeder/paa gaden med folk der pure naegtede at se i oejnene at vi altsaa ikke taler spansk. Det er utroligt saa let der kan ses bort fra det faktum.
De naeste dage gik med lignende aktiviteter, midlertidigt afbrudt af de regelmaessige (og livsnoedvendige) besoeg ved hotellets computere. Fie og Charlotte var stadig en lillesmule daarlige efter sygdom i Costa Rica, saa aktiviteterne var ikke overvaeldende. Den sidste dag forinden afrejse til Cusco skiftede vi hotel – deri laa den tidligere forvirring – og fortsatte ufortroedent tilvaerelsen derfra. Rie opdagede soltaget og tog bolig deroppe for eftermiddagen. Vi moedtes hurtigt med dame (vi kan ikke huske hendes navn), som forklarede den foelgende dags forloeb - i hvert fald indtil lufthavnen. Foerstehaandsindtryk: hun kan ikke vaere Gap guide! Hun ligner det totalt modsatte af en Gap guide! (;stylet haar, hoeje sko, nederdel og lange negle). Det viste sig saa at hun heller ikke var Gap guide, men blot ansat paa Gap kontoret I Lima. Aha.
Dagen efter blev vi samlet op af en chauffoer, som senere ogsaa samlede gaarsdagens dame op. Hun hjalp os med at finde den rigtige koe hvor vi skulle tjekke vores baggage ind , finde vores gate (som om vi ikke efterhaanden kan finde ud af det selv!) og at betale lufthavnsskatter. Og foer vi vidste af det var vi paa vej mod Cusco.
I Cusco var der endnu en mand der ventede paa os. Altsaa, man kunne godt vaenne sig til det! Ham her hed Gilbert og var Gap guide. Bare ikke vores Gap guide, vidste det sig. Han hjalp os blot hen til vores hotel, spurgte om vi havde spoergsmaal og hjalp os med at booke en horsebackriding-tur nogle dage senere.
Hotellet modtog os med koka-te. Koka er meget brugt af den del af Perus befolkning som bor i Cusco og omegn. Det siges at modvirke hoejdesyge (Cusco befinder sig 3000m over havoverfladen), samt at modvirke sult, toerst og traethed. Alt I alt ret mange gode egenskaber. Samtidig ved man ogsaa at inkaerne kendte og vaerdsatte plantens egenskaber, samt at den groede paa selve Machu Picchu. I vores forsamling var der lidt delte meninger om teen, som maa beskrives som en groen te blandet med… jord. Man vaennede sig dog til det.
Dagen i Cusco blev brugt paa at vandre rundt i de flotte, brostensbelagte gader og iagtage mennesker klaedt i Perus traditionelle dragter. Meget farverige (isaer) kvinder med bowlerhatte, uldsweater (at de kunne holde det ud!) og gerne et barn i slynge om ryggen. Det var alt sammen meget fremmedartet, flot og spaendende. Desuden virkede det ikke som om det var et kostume de ifoerte sig for turisternes skyld, men naermere blot fordi det var saadan de gik klaedt og saadan de altid havde vaeret klaedt. Cusco kom pludselig til at repraesentere et helt andet Peru end Limas larmende storby havde gjort.
Vi spiste frokost paa en hyggelig café foran den store plads. Herfra kunne vi, mens vi spiste, iagttage flere forskellige optog komme dansende ind fra den ene ende af pladsen. Alle var klaedt traditionelt med flotte, farverige kjoler, hatte og instrumenter. Efter afsluttet frokost gik vi ned og saa naermere paa det urolighederne. Vi fandt aldrig roden til galskaben, men konkluderede at det nok bare var ugentlig glaede over weekend. Det var fredag. Jaja, hvem ved?
Vores rigtige guide, som vi moedte dagen efter og som hed Nancy, vidste heller ikke hvorfor de dansede. Hvilket bare bekraefter teorien. Mere spontan glaedesdans i folkedanserkostumer i Danmark! Anyways. Nancy hjalp os med transporten til Aguas Calientes, byen som ligger ved foden af Machu Picchu. Turen inkluderede baade buskoersel (ja, for vi havde vores egen bus) og togtur. Turen var utroligt flot. Bjergene var simpelthen ufatteligt smukke, nogle af dem med sne paa toppen. Taget ud af et eventyr.
I Aguas Calientes spiste vi frokost med Nancy paa en café med navnet Moder jord, paa spansk naturligvis. Eftermiddagen brugte vi i byens hot springs, som laa i gaaafstand fra vores hotel. Det var dejligt. Paa trods af at Rie havde lejet et haandklaede ved indgangen, som senere blev stjaalet fra poolomraadet og derfor endte Rie med at betale 30 nuevo soles for ubenyttet haandklaede. Ret nederen. Men, den slags sker jo.
Om aftenen gik vi igen ud og spiste med Nancy som anbefalede en restaurant I naerheden. Det var et virkeligt hyggeligt sted, med levende music, ild og dejlig mad. Rie smagte alpaca (lille, soed lama) og var ret tilfreds med sin oplevelse. Koedet smagte lidt som en blanding mellem svine- og oksekoed. Kan anbefales.
Dagen efter stod vi (efter eget oenske) op kl. 4 om morgenen for at besoege Machu Picchu tidligt OG for at faa mulighed for at bestige det naerliggende bjerg, Wayna Picchu, hvorfra der er en utroligt flot udsigt. Machu Picchu skuffede ikke. Selve akitekturen var fantastisk, men samtidig var det virkelig som om stedet var magisk, der, meget tidligt om morgenen. Skyerne bevaegede sig rundt om oerene paa os indtil de pludseligt forsvandt og der var helt klart og solrigt. Det er ikke svaert at forstaa hvorfor inkaerne tilbad Moder jord og naturen, for det var virkelig som om alle elementerne fremstod ekstra tydeligt, med saerlig mening og kraft, her.
Efter en privat rundvisning og forklaringer af Nancy begav vi os hen mod Wayna Picchu (det unge bjerg – Machu Picchu = det gamle bjerg). Her skrev vi vores navne ind en bog (saa de ved at alle der kommer op ogsaa kommer ned) og begyndte vandringen. Det gik opad, stejlt, af hoeje sten-trappetrin hele vejen. Det var lige til at blive forpustet af - og det gjorde vi ogsaa. Nancy tilboed os Kokablade, og saa begav vi os tyggende videre. Maaske er det indbildning, men det foeltes altsaa som om det hjalp.
Udsigten paa toppen var det hele vaerd. Aergerligt at vi skal vaere saa klamme og svedige paa alle billederne, dog. Ikke blot var udsigten fantastisk, men selve foelelsen af at have naaet toppen - at have besteget et bjerg! var ret nice. Vi, der ikke vandrer hele vejen til Machu Picchu af Inka-trekket, maa finde vores glaede og stolthed andre steder. Efter lidt hvil og hoppebilleder paa toppen, gik turen nedad igen. Pyh.
Vel nede igen passerede vi en nyfoedt lama. En nyfoedt lama!! Det kunne vi jo ikke bare ignorere, saa vi blev staaende i lang tid og betragtede scenen. Den lille lama laa i al sin pragt, med blod og slim, paa graesset, mens moderen stod og skaevede til den ved siden af. To maend, der sandsynligvis arbejdede paa Machu Picchu samlede moderkagen op og begravede den sammen med koka-blade, i et hul lige ved siden af. Det var meget fascinerende alt sammen. Vi havde dog ikke oceaner af tid, saa vi sled vores blikke vaek fra den nyfoedte lama og fortsatte lige en hurtig tur op paa det hoejeste sted i selve Macchu Picchu-byen, hvorfra det klassiske postkort-billede blev taget. Knips-knips og saa ned igen. Man blev helt forpustet paany.
Vi fangede sammen med Nancy en bus tilbage til Aguas Calientes, hentede vores tasker paa hotellet, fik en hurtig frokost i farten og endte endelig i toget. Men heller ikke her kunne vi faa fred! Togpersonalet insisterede paa at lege modeshow og klaede sig ud som klovne. Vi formaaede dog at falde i soevn alligevel. Men det er jo heller ikke hver dag (I hvert fald) vi staar op klokken 4.
Vel tilbage I Cusco slappede vi af og gik tidligt i seng. Dagen efter vaagnede Fie op til en grusom hovedpine og derfor var det kun Charlotte og Rie som tog paa hestetur. Vi blev samlet op paa hotellet kl 9 og blev af ham koert hen til hestene. Han kunne godt lide at konversere, saa vi fortalte lidt om vores tur rundt i verden. Han spurgte om vi talte spansk og da vi svarede ‘nej’, sagde han, at saa var det jo godt at saa mange peruvianere snakker engelsk. 10minutter senere moedte vi vores ikke-engelsktalende heste-guide.
Vi saa 3 forskellige arkaeologiske sites paa vores tur, deriblandt Solens tempel og et sted hvor budbringere kunne slappe af og hvile inden deres naeste loebetur paa 15km. Solens tempel er dog kun en skygge af sig selv i sin nuvaerende form, da det, sammen med saa meget andet, blev oedelagt af spanierne engang I det 14nde aarhundrede. Stenene blev brugt til at bygge kirker og en stor del af de nuvaerende bygninger i Cusco by. Rideturen var som altid sjov og udfordrende. Vi red nok i halvanden time over to omgange og det meste af tiden gik det endten stejlt op ad bakke eller ned ad bakke. Vi fik begge ridser paa armene af at passere uvenlige planter, som hestene ikke tog hoejde for. Endnu engang vel tilbage I Cusco gik vi ud og fik frokost og slappede og laeste af resten af dagen.
Dagen efter gik turen til Amazonas jungle. Vi vidste ikke rigtig hvad vi skulle forvente os af den tur, for vores guider har ikke rigtigt fortalt noget. Ikke desto mindre ventede Gilbert om morgenen paa hotellet, hvorfra han hjalp os til lufthavnen og forsikrede os om at der ville vaere en ny guide, der ville hente os I lufthavnen i Puerto Maldonado. Okay, sagde vi saa.
Og ganske vidst saa var der minsandten en guide med vores navn paa I lufthavnen. Elder hed han og han var bare soed.  Selve turen derhen tog nok 2timer (udover den halve time med fly) og indvolverede baade buskoersel og sejlads paa meget bred, brunlig flod. Efterfulgt af umanerligt mange trapper op til vores "lodge" af mangel paa bedre ord. Selve hotellet (eller logden) var en oplevelse i sig selv. I vaerelserne var der to rum, uden doere nogensteder - men med forhaeng, og ud mod selve junglen var der slet ingen vaeg ((eller forhaeng) heller ikke paa badevaerelset), bare et stort aabent sted hvorfra dyreliv kunne betragtes. Inventaret bestod af senge med myggenet, en hanegekoeje, et (koldt) bad, et toilet og en vandhane. Der var ingen lamper, men to sterinlys og fem petroleumslamper. Det hele var bygget udelukkende i trae og de fleste steder kunne man kigge ud igennem tremmerne - dog ikke ind til de andre vaerelser. Det var meget eksotisk.
Foerste dag gik vi med vores guide (Elder) i en halv time gennem regnskoven hen til et meget hoejt taarn, som vi klatrede op i. Viirkelig mange trapper. Og jeg naevner ingen navne, men nogle af os havde altsaa stadig meget ondt i benerne efter at have besteget Wayna Picchu (det der bjerg ved Machu Picchu) Avs. Men udsigten var det hele vaerd. Vi kunne se ud over en million traetoppe -- og hele vejen ned til floden. Til gengaeld svedte vi som heste. Der var nok 35grader (meget ulig den behageligt skyggefylde regnskov nedenfor os) og vi havde lige trasket op af tusind trin. Dagen efter stod vi op kl 4, mange tak, for at kunne iagtage et vaagnende dyreliv ved en naerliggende soe. Turen derhen indvolverede yderligere sejlads paa flod og mere vandren gennem regnskov. Soen inspicerede vi fra baad - da der ikke fandtes sti omkring floden. Der ville heller ikke nogensinde findes sti omkring soeen forklarede guider, da det ville forstyrre dyrelivet for meget. Saa vi sejlede. Vi saa to meter lange oddere helt taet paa. De gnaskede piratfisk, som vi senere fik mulighed for at se naermere paa efter lidt fisken med fiskestang. Med oksekoed som madding. Fie fangede en, mens vi andre misundeligt maatte kigge paa. Forholdsvist smaa, men meget farlige fisk. Pigtaender ud over alle graenser. Guiderne viste med et blad hvordan de bed - og fortalte at der ikke var den store forskel i effekt, paa blad og finger. Ud i soeen med dem igen. (det kunne alligevel ikke betale sig at spise dem, da de var saa smaa)
Om eftermiddagen besoegte vi Shamanen i omraadet, som havde alt mulig viden om forskellige planter med heldbredende virkning. Det var faktisk ret spaendende. Vi smagte paa en af planternes blade, og straks oplevede vi en meget maerkelig foelelse i munden- tungen foeltes bloed og doven, som om den ikke ville egne sig til at forme lyde med. Vi fik forklaret at det var en plante som brugtes til at bedoeve "numb" forskellige steder i kroppen, for eksempel ved tandlaegebesoeg. Derudover var der planten “Para Para”, som lovede undervaerker ved inkompetens, samt en plante, vi pt. har glemt navnet paa, som kunne bruges til at lave kaerlighedsdrik med. Spaendende maa man sige.
Dyr vi saa i junglen: fugle (papegoejer (macawer) - zoologisk have-style med roede, groenne, blaa fjer) og en million andre fugle som guiderne var en del mere begejstrede over end vi var. Oddere, piratfisk, krokkodiller, aber, et lille brunligt dyr jeg har glemt navnet paa, en enkelt tarantel (oh raedsel), en million insekter - deriblandt mega myrer og myrer paa vandring med groenne blade fire gange saa store som dem selv og Army Ants, myrer der kan nedlaegge ethvert dyr, fordi de er mange, store og ondskabsfulde. Man skal ikke goere Army Ants sure. Samt en slange. Slangen var cirka en halv meter, olivengroen og lidt giftig sagde guider. Nok til at slaa sin mad ihjel, men ikke nok til mennesker. Rie og Charlotte er en smule skuffede over ikke at vaere loebet ind I en anaconda, dog. Fie har dog ingen ingen lyster udi den slags.
Dagen efter gik turen, endnu engang tidligt, tilbage til lufthavnen. En sidste sejltur paa floden, og saa var vi naesten allerede tilbage ved lufthavnen. Herfra floej vi tilbage til foerst Cusco og saa Lima, hvor vi nu har vaeret i tre dage. Der er ikke sket noget sindsoprivende, men en frygteligt masse sider er der blevet vendt i vores respektive boeger. Det har vaeret meget rart med en pause ovenpaa alt hvad der er sket i loebet af de sidste par uger. I aften gaar turen til Buenos Aires, Argentina. Og ja, vi skal nok drikke en masse vin naar nu den er saa god.
Kaerlig hilsen Charlotte, Fie og Rie.