Costa Rica ligger i Mellemamerika og var vores naeste stop paa jordomrejsen. Vores voucher var noget tvetydig, saa vi kunne ikke finde ud af hvad vores hotel hed, hvilket var en smule frustrerende. Vi maatte foretage et par virkelig dyre opkald, foer vi endelig kom igennem til GAP (rejseselskabet)’s kontor, der kunne fortaelle os hvor vi skulle hen. Det var alt besvaeret vaerd, for vores hotel var virkelig luksurioest og vi havde en stor dejlig dobbeltseng hver. Foerste overnattning var i San Jose og vi fik kigget lidt i det naermeste lokalomraade, foer vi om aftenen skulle moedes med vores turleder og den gruppe vi skulle rejse rundt med de foelgende 8-9 dage. Det var en noget broget flok der i alt talte 15 inkl. Os.
En kort praesentation foelger: Carol; en ordentlig skude med en mening om alt og alle og en stemme saa hoej og skinger at kun hunde kunne hoere dele af hendes (uendelige) enetaler. 3x2 = par1, par2 og par3 - egentlig alle sammen soede mennesker, men meget "vi er bare saa lykkelige og i 30’erne og optaget af hinanden - og KUN hinanden og vi er rigtig paa vildmarksferie her inden vi forsoeger at faa boern"-agtige (deres stjerne voksede dog en del, da de en dag havde fundet en bar med happy hour og kom hamrende berusede tilbage paa hotellet og lavede pool party og karaoke-night, hvilket var hylende morsomt). Lillemus; verdens mest klodsede og distraete menneske, der faldt over ált og kunne falde i soevn alle vejne (naevner i flaeng restaurant, off. transport, moeder, i poolen og i bussen paa vej fra stranden sidste dag, saa vi alle maatte side og vente indtil hun vaagnede og maatte med ny bus tilbage til os). Hmm.. Resten var okay normale.

Foerste dag i Costa Rica var den allersjoveste. Vi sagte ja til at komme paa White Water Rafting som i al sin enkelthed er en flod, en stor gummibaad hvori der er 6 personer med hver deres hjelm, padel og en redningsvest. Men en lokalfyr guidede os ned gennem en stroemfyldt flod med smaa vandfald, sten og en masse andet sjov. Vi skulle foelge vores "guides" ordrer og padle amok. Vi blev delt saa Rie kom i en baad og Charlotte og Sofie kom i en anden, hvilket var ret traels, saa vi besluttede os for at fra nu af er vi kusiner - Charlotte og Rie er soestre (de hedder trods alt begge to Nielsen) og Sofie var kusine paa moderens side. Vi har nemlig erfaret at de aldrig dele familier. Rafting var simpelthen saa skaegt og slet ikke vildt nok, saa det vil vi helt sikkert proeve igen!

Dagen efter var vi paa Volcano-hike ved foden af Costa Ricas stolthed: vulkanen Arenal, som er den naeststoerste, aktive vulkan i verden. Vi var heldige med vejret, for normalt er hele vulkanen daekket af skyer, pga. varmen fra vulkanen der moeder kulden fra skyerne, men vi fik et par gode billeder. Da moerket var ved at falde paa koerte vi over til et udkigspunkt, hvor man kunne se lavaen fra. Ca. hvert 10. minut skydes mindre maengder lava og sten op af krateret og flyder/triller ned langs siderne. Det lignede fyrvaerkeri. Vi saa forresten en tukan - det var ret sejt at se saadan en i virkeligheden. Og kolibrier, men dem har vi efterhaanden set saa mange af, at det ikke er helt saa sejt laengere. Efter Vulkan-turen havde vi booket en velfortjent tur i hotsprings. Det var virkelig dejligt! Ca. 10 varme pools af underjordiske kilder i forskellige temperaturer og stoerrelser, saa man kunne drysse rundt mellem virkelig varmt vand og dejlig koeligt vand. Vi holdt os dog hovedsageligt til de varme, eftersom der stod ned i staenger, saa vi i forvejen fik kulde fra oven.

Dagen derpaa stod paa endnu mere vandring. Denne gang i cloud-forrest, hvor vi saa en masse planter og fugle. Vi har simpelthen set saa meget regnskov paa denne her rejse, at vi havde en smule svaert ved at finde den helt store interesse og entusiasme frem for guidens ellers omfattende snak. Vi havde dog paa en del skaeg, da vi alle tre fandt makroindstillingen paa vores kameraer og gik amok paa planter og jord.

Dagende i Costa Rica er en smule uklare, saa vi kan ikke rigtig huske raekkefoelgen paa dagene og hvilke dage vi foretog os hvad. En af dagene skulle vi ud og ride ved byen Santa Elena. Vi fik tildelt hestene Rambo, Baju og Ries hest. Vi red saa paa raed og raekke gennem smaa skove og i bragende sol paa marker. Vi Proevede baade trav og gallop, men slet ikke nok. Vi foelte os alle som naturtalenter til hest og synes godt det kunne have vaeret lidt vildere.

Sidste stop paa turen var ved byen Quepos paa sydkysten, som er et af Costa Ricas absolutte ferieparadiser. Foerste dag blev vi ved poolen og dasede og proevede af faa "svirpe’" (udtales saa aalborgensisk som overhovedet muligt). Lykkedes dog ikke, eftersom solen var ved at vaere vaek. Samme aften var det foer omtalte pool-party med fulde, voksne mennsker. Underligt at vaere de unge aedru. Sjaeldent det sker.
Dagen efter, d.17., var planen at tage et hurtigt smut paa netcafe i Quepos city og saa paa stranden. Der endte vi med at bruge flere timer og det blev henad eftermiddagen foer vi var tilbage ved vores badetoej, saa vi endte igen ved poolen. Om aftenen skulle hele gruppen ud og spise paa en fancy restaurant. Restauranten var indeni et nedskudt kold-krigs fly. Rigtig flot lavet, saa der var baade til oejnene og til ganen. Det var dagen foer Sofies 20 aars foedselsdag, saa Carol havde soerget for at hun skulle fejres. En af tjenerne kom med kage med lys i og alle sang foedselsdagssang. Desvaerre var Sofie ved at blive syg, saa det var en noget taarevaedet foedselsdagssang. Hun var dog baade meget taknemmelig og glad (skulle hun hilse at sige). Om morgenen, den 18., blev Sofie vaekket af foedselsdagssang af to soevndrukne fellow travelers, der hver havde et ildelugtende, groent myggelys, venligst udlaant af receptionen i haanden. Ved middagstid tog vi (endelig) til stranden for at faa svirpe’. Vi spiste morgenmad/brunch paa cafe, hvor der endnu en gang blev sunget foedselsdagssang af tjernerne. Rigtig soedt.
Det blev ikke til mange timer paa stranden, fordi der simpelthen var for varmt. Vi trak os tilbage til skyggen ved poolen og noed de sidste par timer inden vi skulle paa en 4 timers lang koeretur tilbage til hovedstaden, San Jose, hvor turen sluttede. Vi blev samlet op ved 16-tiden af en soed Tico (Costa Ricaner-mand), der skulle koere os den lange vej. Pludselig, in the middle of nowhere, punkterede vores van og chauffoeren maatte ud og lege mekaniker. Carol sagde meget rigtigt til Sofie: "this is a birthday you ain’t gonna forget, sweetheart" - det har hun ret i. Hele vejen i bussen var der den vildeste sing-along-session med gamle 80’er-hits og parerne gik amok. Sofie var stadig syg og endte sin 20 aars foedselsdag paa et privathospital i San Jose. Lidt aergelig afslutning paa en ellers hyggelig dag. Vi havde 3 dage I San Jose efter GAP-turens afslutning, hvor vi bare skulle slappe af og se byen. Det blev der ikke meget af eftersom baade Charlotte og Sofie var syge og tilbragte det meste af tiden i sengen, mens Rie pyntede paa liggestolene ved poolen.

Costa Rica var flot og spaendende og vi er alle glade for at have vaeret der. Vi er dog alle sammen relativt enige om at vi godt kunne have undvaeret det og evt. Vaeret laengere tid et af de andre steder. Men det var jo ikke til at vide og vi fik det bedste ud af det. Vi laerte I hvert fald at bruge makro.