Foerste prioritet paa vej ud af San Diego var at finde et posthus. Maddie tog friskt imod opgaven, men men men.. Maddie var I daarligt humoer og valgte at foere os til en militaer traeningsbase. En soed hr. militaermand lod os koere ind og vende bilen. No worries. Vi fandt senere et posthus, men det er ikke en naevnevaerdig oplevelse. Maddie blev noget upopulaer og knapt nok brugt paa resten af turen.

Ruten gik direkte oest fra San Diego mod Arizona, the Grand Canyon State. Der blev skruet hoejt op for den nyindkoebte “Kings of Leon”-cd og roadtrippet var for alvor i gang. Vi koerte gennem oerkenlandskab, der var sahara-agtig og vi maatte have godt gang i airconditionen.
Vi overnattede i et lille hul kaldet Buckeye, lidt udenfor Phoenix, Arizona. Dagen efter var planen oprindeligt at besoege Phoenix, nu hvor vi alligevel var der. En soed tankpasser fortalte os dog at det ikke var et sted for unge mennesker, “der var kun kedelige kontorbygninger og hoejhuse”. I stedet guidede hun os ud til et naerliggende mall hvor vi udfoerte noget alvorlig shopping. Flagstaff var naeste overnatningssted. Der var en Starbuck´s og gratis internet paa byens universitet, saa den fik kvalitetsstempel som en dejlig lille by.

Naeste morgen var det saa endelig Grand Canyon. Stedet er jo i bund og grund et hul i jorden, men et meget flot hul. Colorado River loeber igennem omraadet og er ansvarlig for udformningen af krateret. Da vi havde parkeret bilen, paa en overbefolket parkingsplads, maatte vi erkende at vi ikke havde taget hoejde for vejrforholdende. Der var bidende koldt og vi maatte rode dybt i rygsaekkene efter vores varmeste troejer. Grand Canyon havde shuttlebusser, som kunne bringe os ud til de mere afsidesliggende kanter af nationalparken, saa vi fik set stedet fra flere vinkler. Det var maje spaendende! Hehe. Hen paa eftermiddagen begyndte der at sne og vi tog det som et tegn fra guderne om at nu maatte vi videre. Charlotte gjorde en god indsats i den tiltagende snestorm, men maatte til sidste give op, da det ikke saa ud til at klare op. Vi stoppede i en by, der laa paa nogle af de allerfoerste kilometer af Route 66.

Sneen var stilnet af over natten og var kun synligt ved lidt sjap i vejkanten, saa vi kunne nemt koere videre mod Las Vegas, Nevada. Foerste moede med byen levede op til alle forventninger. Byen lever af spille- og festglade/gale mennesker. Paa the Strip (hovedgaden) brugte vi et par timer paa at holde i koe, for at finde et sted at sove. Heldigvis var det ikke nogen kedelig koe, da den foerte os forbi alle de beroemte casinoer. Bl.a. Ceasar’s Palace, Bellagio og Paris. Imens vi holdt i koe spottede vi en stor plakat med nogle afklaedte maend, som vi grinede meget af – magen til klamme fyre skulle man lede laenge efter. Der plantede der sig dog en ustyrlig lyst til at komme til deres show, saa vores aften var hurtigt planlagt. Efter at have indkvarteret os paa et motel satte vi afsted mod centrum af byen. Vi gik ind paa Venice og fandt ud af at det var her de havde indendoers gondoler, men operasyngende styrmaend ifoert det klassiske italienske outfit med stribet troeje, roedt toerklaede og en flad straahat. Af frygt for at vores show skulle vaere udsolgt, smuttede vi derop og sikrede os billetter til den sene forestilling af Thunder from Downunder, foer vi foretog os andet. I koen ind til showet kunne vi godt se at det var “for the ladies” – der var kvinder i alle aldre og afskygninger, der spaendte indtog deres pladser i salen. Som intro saa man en laaaang video om “danserne” og deres forberedelser til showet. Det var en sjov film men intet at sammenligne med det rigtige show. Der var 8 overmuskuloese, svendende og dansende maend, den ene grimmere end den anden, der mimede til pophits og dansede i fjollede kostumer. Vi havde en vildt sjov toeseaften!
Paa vej tilbage af The Strip gik vi ind paa Caesar’s Palace, hvor vi havde nogle dollars der ventede paa at blive gamblet vaek. Det blev til lidt sjov ved De Enarmede Tyveknaegte, men desvaerre ingen gevinst.

Efter Las Vegas gik turen tilbage mod Californien, hvor vi havde besluttet os for at tage til nationalparken Yosemite, som bl.a. er beroemt for sine kaempestore traer. Vi ankom hen paa eftermiddagen og fik spottet nogle smukke vandfald og taarnhoeje grandtraer. Vi var paa en kort vandretur, der foerte os helt hen til foden af Yosemite Falls. Lidt for sent besluttede vi os for at vi gerne ville helt op til de store traer. Vejen var spaeret af uforklarlige aarsager og vi maatte gaa de 2,5 mil for at naa derop. Moerket var ved at falde paa og vi naaede forest derop da blitzen skulle slaaes til. Meeeen vi saa de store traer og de var virkelig store! Man skulle vaere I hvert fald 6-7 personer for at naa rundt om nogle af de mindste.

Sidste stop var San Francisco. Byen var meget bakket og totalt uoverskuelig at koere rundt i, saa efter vi (med en del besvaer, takket vaere Maddie) havde fundet et hostel, besluttede vi os for at koere ud og aflevere bilen. Dertil hoerer jo den dejlige fortaelling om vores turs og livs foerste parkeringsboede. Imens vi chekkede ind paa hostellet var parkometeret udloebet (vi snakker maksimalt 3 minutter) og der sad en paen lyseroed boede paa 70 dollars under vinduesviskeren. Aev! Vi boede paa Ellis Street som laa 5-10 mins gang fra centrum. Det var et flot kvarter, der dog blev en smule blakket af de utallige hjemloese, der stod paa gaden og byttede stoffer og lugtede af tis. Vi fik shoppet (alt for meget) de foelgende dage. Vi havde ogsaa en enkelt kulturel dag, hvor vi tog til Fisherman’s Wharf, hvor vi havde hoert der skulle vaere et meget autentisk fiskemarked – det fandt vi ikke. Til gengaeld fandt vi utallige turistboder og soeloever. Det beroemte faengsel Alcatraz (der bl.a. har huset gangsterbossen Al Capone), laa lige ud for Fisherman’s Wharf. Vi maatte desvaerre erfare at det var et af de stoerste turistattraktioner I San Fracisco, saa man skulle have booket billetter i forvejen. Paa vores sidste dag i byen moedtes vi med Alice og Sarah, som vi havde vaeret I Kiwibus med. Vi spiste en rigtig hyggeligt frokost med dem, men maatte jo tilbage til det haarde arbejde, shopping.

USA var en rigtig fed oplevelse, men desvaerre virkelig dyr for en flok backpackere og et road trip var ikke helt optimalt, eftersom det kun var Charlotte der maatte koere bilen. Vi saa alle slags mennesker – fra de hjemloese og fattige til svinerige Hollywood-borgere. I kun 3 stater saa vi alle mulige slags vejrfaenomer – fra snestorm til bragende sol og vi saa oerkner og frodige skovomraader. USA er et vildt land med alverdens muligheder. Vi er alle enige om at vi gerne vil tilbage, men giver det lige et par aar og satser paa at vi til den tid er blevet mere oekonomisk ansvarlige, mindre materialistiske og rigere.