Familien Toft i Thailand

DANSK | ENGLISH
    START         BERETNINGER (12)         FOTO (192)         INFO         GUEST LOG (11)    
        
Chiang Mai
Skrevet af familientoft @ CHIANG MAI, THAILAND
16. DECEMBER 2009 @ 15:03 (GMT+1)
Dag 0 af 27
Da vi ankom i Chiang Mai blev vi afhentet af en chauffør fra det hotel vi havde booket et værelse på (S.K. House) Dejlig luksus for backpacker-familien . Hotellet lå i en stille gade, der er swimmingpool og en rigtig hyggelig gårdhave. Værelset er noget mindre, og badeværelset mindre luksuriøst, men personalet er meget venlige og maden super billig og god. Vi gik en tur rundt i byen, som er noget mere overskuelig end Bangkok, og fik booket to ture de kommende dage. Og så skulle vi jo i poolen! Det var en stor og ren pool – men meget kold! Så det tog en del tid at overtale kroppen til at komme ned i vandet, og Maria kom ikke i, i dag, og jeg nåede ikke en gang at tage badetøjet på.

Torsdag 17/12
Vi sov længe og brugte formiddagen til afslapning med bøger, tv, leg og facebook (Sara). Efter frokost havde vi bestilt en tur til en silkefabrik og en smykkefabrik. Det viste sig, at der var en kort rundvisning på fabrikken og derefter en grundig gennemgang af deres velassorterede butikker. Derefter gik turen til endnu to butikker, hvor den sidste mere mindede om et marked. Vi købte fine souvenirs og lidt gaver til dem derhjemme. Bl.a. fik pigerne håndmalede T-shirts, Sara fik malet direkte på den som hun havde på. Det var imponerende at se hvor hurtigt og præcist maleren arbejdede, og det var sjovt for pigerne, at de selv kunne vælge motiv.

Fredag d. 18/12 2009
Tænk at der kun er gået en uge fra vi stressede rundet derhjemme for at blive klar til rejsen. Det føles som meget længere tid. Den første uge af vores ferie har været fantastisk på trods af jetlag og sygdom de første dage. I dag sov vi længe (igen) og kørte sidst på formiddagen til Chiang Mai Zoo. Det er en relativ ny men stor zoo, så man transporteres rundt i busser, og går så rundt ud fra stoppestederne. Man kunne købe foder til dyrene, så pigerne fodrede giraffer, elefanter og flodheste. Det var en stor oplevelse. Vi så igen de hvide- og de bengalske tigre og denne gang også pandaer og koalabjørne. Sara har lige skrevet rapport om de hvide tigre, de bengalske tigre og pandabjørne, så det var en stor oplevelse for hende at se alle 3 truede dyrearter på samme dag. Da vi kom hjem gik Sara, Ulla og Søren i poolen (der stadig var iskold) mens Hanna og Maria slappede af med henholdsvis dagbogsskrivning og tegnefilm. Vi havde en lang og god dag, så vi var trætte og gik tidlig i seng.


Lørdag d. 19/12
I dag var den store tur dag, så vi stod tidligt op (kl. 7.30) og startede dagen med det der efterhånden var ved at være den sædvanlige menu i Chiang Mai: bananpandekager til Maria og Sara, scrambled eggs med pølser og toast til Hanna og toast med marmelade samt frisk frugt med youghurt og müsli til de voksne. Lækkert!
Efter ca. en times kørsel til syd for Chiang Mai var første stop på en sejltur på en flod med bambus-tømmerflåder. Naturen var fantastisk og det var rigtig hyggeligt. Efter sejlturen blev vi kørt til et elefantshow hvor elefanterne underholdt med diverse kunster i ca. 30 minutter. Derefter red vi på elefanter i junglen og over- og gennem floden. Efter en thailandsk frokost kørte vi til en orkide farm, hvor vi så sommerfugle og orkideer inden vi kørte tilbage til hotellet.
På turen fulgtes vi med et kinesisk par fra Hong Kong, der havde en datter på 4 år, der hed Phoebe. Hende blev Maria gode venner med, og de nød begge af fjante og grine når vi kørte i bilen skønt de ikke forstod mange ord af hvad hinanden sagde.
Da vi kom hjem gik vi en tur i byen til et lokalt marked hvor mange lokale kunsthåndværkere og handlende solgte deres varer. Det var et hyggeligt marked, hvor Hanna bl.a. fik tegnet portrætbillede. Efter en lang og begivenhedsrig dag gik vi i seng med en aftale om, at det var forbudt at vække andre, når man stod op næste morgen.

Søndag d. 20./12.
Efter nogle indholdsrige dage, og en dag hvor vi (efter ferie-målestok) var stået tidligt op, havde vi lovet de store piger at de måtte sove så længe de kunne denne morgen. Da Maria og de to voksne vågnede gik vi ned og spiste morgenmad, og senere havde Sara og Hanna fornøjelsen af at gå ned alene og købe deres egen morgenmad. Det synes de var vældig hyggeligt og sjovt at prøve.
Dagen skulle være fredelig, men vi ville gerne lige nå en tur op i bjergene omkring Chiang Mai og bl.a. se et af vandfaldene i området. Vi fandt en taxichaffør som ville køre os frem og tilbage for 1000 baht. Chaufføren talte meget lidt engelsk og kunne heller ikke læse engelsk, så selvom vi havde vist ham, hvor vi gerne ville hen ud fra vores guidebog, og selvom han gjorde som om, han havde forstået det, var vi meget spændt på, hvor vi ville komme hen. Det viste sig også at være et lidt andet sted vi endte. Han kørte os langt op af det højeste af de to bjerge ved Chiang Mai (Doi Pui, 1686 m højt). Det var en meget smuk tur ad smalle bjergveje. Deroppe var der en lille landsby, en smuk have, et lille vandfald og en meget smuk udsigt. Der var også små boder, og vi blev selvfølgelig fristet til at købe lidt. Det var specielt at gå rundt i den lille landsby fordi menneskene her levede helt anderledes og meget mere primitivt end vi havde set før.
Vi synes ikke helt vi havde set vandfald nok, så vi spurgte chaufføren om han kunne stoppe en time ved et vandfald på vejen ned ad bjerget. Det ville han gerne. Vandfaldet lå i en nationalpark. Man kunne se nederste del af vandfaldet tæt på, hvor vi blev sat af. Men så kunne man følge vandfaldet til forskellige niveauer op ad en lille sti, hvor der var lavet små trin op af bjerget. Det var meget smukt og dejligt at komme så langt væk fra byen. Vi fortsatte alle til næste niveau. Her blev Søren, Hanna og Sara og nød freden og vandfaldet, soppede lidt og lavede en dæmning. Maria og jeg havde lyst til at længere op, så vi forsatte af den smalle, stejle sti op ad bjerget. Det var rigtig sjovt og hyggeligt at være ”bjergbestigere” sammen, og Maria gik op i det med liv og sjæl – og uden at blive træt, selvom hun måtte kravle op at nogle af trinene. Vi nåede op til næste niveau og nød den fantastiske udsigt og naturen der. Stien fortsatte i alt 1900 meter, men vi vendte om, for at være sikre på at nå ned til chaufføren til den aftalte tid.
Da vi vendte tilbage til vores guesthouse nød vi bare at slappe af der, og fik pakket til næste dag, hvor vi skulle videre sydpå. Vi syntes alle det var lidt vemodigt at skulle rejse fra stedet. Vi blev rigtig glade for de ansatte på stedet, som var meget venlige og imødekommende, og børnene (og de voksne) følte sig meget hjemme der. Og maden i restauranten var fantastisk god (og meget billig). Vi syntes også rigtig godt om Chiang Mai og området heromkring. Menneskene er meget venlige og vi er flere gange blevet budt velkommen til Thailand. Maria er nærmest en turistattraktion i Thailand og ikke mindst i Chiang Mai. Der er mange som forsøger at skabe kontakt til hende (på en venlig måde) og de vil gerne lige røre hende eller lave sjov med hende. Og mindst tre gange den første uge er der mennesker, som har stoppet os og spurgt om de måtte tage billeder af hende eller af hele familien. Maria skulle lige vænne sig til den store opmærksomhed (som hun både fik i Bangkok og Chiang Mai), men nu har hun lært at de vil hende det godt og vinker nu og siger hello, når der er nogle som taler til hende.

Mandag d. 21./12.
Vi skulle checke ud kl. 10 fra vores værelse. Vi skulle lige nå at nyde den gode mad en sidste gang, og vi fik en dejlig morgenmad, inklusiv de fantastiske banankager, som vi alle var ret vilde med. Vi stillede vores bagage på stedet og tog en taxi til et shoppingcenter. Vores tog mod Bangkok gik først kl. 16.30, så vi skulle lige slå nogle timer ihjel og manglede stadig at købe Hannas julegave. Vi havde nogle gode timer og fik gjort nogle gode køb, inkl. diverse tasker til Sara og jeg, og et kamera til Hanna (julegave). Der var et stort legeland, hvor Maria kunne boltre sig. Vi tog tilbage og spiste en sen frokost, og så blev vi kørt til stationen. Vi skulle med et nattog. Denne gang på 2. klasse. Det var en fin tur, og vi sov nogenlunde i køjerne, og ca. kl. 8 næste morgen ankom vi i Bangkok.

Tirsdag d. 22./12.
Vi startede med at spise morgenmad på stationen og aflevere vores bagage ved det rejsebureau, hvor vi havde booket turen videre ned sydpå igennem. Vi skulle bruge endnu en nat på transport og derfor ville vi have en fredelig dag uden alt for meget input. Vi tog en taxi ned til floden og tog en bådtur på 1½ time rundt i de mindre kanaler i Bangkok. Det var rigtig hyggeligt og en fin måde at slappe lidt af på. Dernæst tog vi endnu en taxi til en stor park. Her var rigtig dejligt med en stor legeplads og masser af mulighed for bare at slappe af. Da vi var sultne og ville finde noget frokost gik vi ud på gaderne igen og en lille stykke hen til et indkøbscenter. Her fandt vi en McDonalds, som forældrene indvilligede i at spise på – godt med noget genkendeligt ind i mellem. Efter at have brugt lidt tid i shoppingcenteret tog vi tilbage til stationen. I nærheden af stationen gik vi ind og checkede vores email. Her viste det sig at der ikke var plads på det hotel vi gerne ville have boet i Ko Lanta. Vi besluttede derfor at bruge rejsebureauet, som havde hjulpet os med busturen sydpå, til at finde et sted at bo og til at booke turen fra Ko Pha Ngan til Ko Lanta. De fandt et fint sted til os (tror vi) til rimelige penge og vi fik reserveret transport mellem de to øer.
Vi fik spist noget aftensmad og så skulle vi med bussen (19.30). Vi havde hørt godt om busserne, men det viste sig at blive en noget hårdere tur end ventet. I første omgang følte vi os helt malplaceret i bussen. Vi var de absolut eneste med børn, og stort set alle andre i den propfyldte dobbeltdækker bus var unge backpackere, på vej mod fest og farver…. Nå, men de var jo meget søde og vi fik en plads og lagde os rimelig hurtigt til at sove. Men så pludselig kl. 2.00 blev lyset tændt og bussen stoppede. Ingen gav nogen informationer og alle i bussen var rimelig forvirrede. Det viste sig efterhånden, som vi fik spurgt forskellige inklusiv de meget dårligt engelsktalende ansatte, at vi skulle af her og dette var havnen, hvor vi kl. 7.00 ville blive hentet af en færge….. Så der stod vi på en mørk havn med tre trætte børn. Efter planen skulle vi have været til en anden by længere sydpå og skulle have været ankommet på Ko Pha Ngan kl. 9 næste morgen. Hvorfor planen var helt ændret finder vi nok aldrig ud af, men pigerne faldt heldigvis i søvn på nogle bænke og timerne gik indtil færgen gik. Færgeturen varede 5 timer og både Hanna, Maria og jeg blev temmelig søsyge, indtil vi fandt ud af at sætte os op i den friske luft på dækket. Det blev også fuldstændig kaos at få fat i vores bagage. Heldigvis var det nogle søde medpassagerer, som hjalp os, da personalet stortset ingen engelsk kunne. SÅ alt i alt en alt for hård tur, men pigerne var simpelthen bare seje! Der var ingen brok og ingen klynk. De tog det bare i stiv arm og deres forældre var meget stolte og taknemmelige for deres dejlige piger! Da vi endelig ankom var det rigtig dejligt at blive hentet af ejeren af det ressort vi skulle bo på (Tantawan Bungalow).
      
1 KOMMENTAR REGISTRERET
» Skriv din kommentar herunder for at deltage i debatten
VISNING EMNER PER SIDE SORTER EFTER
HEJ-HEJ.
skrevet af Mor/svigermor/farmor. (GÆST) 21. december 2009 @ 19:07
Tak for jeres interesante beskrivelser af, hvad I oplever. Det er dejligt, at følge med i, både det I skriver og billederne, der er med. Her er koldt udenfor, men smukt med sneen, som dækker jorden.
Vi har det godt, og kan se, at I trives med at have ferie.
Kærlig hilsen
Far og Mor i Haderslev.
KOMMENTER DENNE REJSEBERETNING
» For at forhindre misbrug bliver din IP 3.147.42.168 gemt, nÃ¥r du skriver en kommentar.
DIT NAVN
OVERSKRIFT
DIN KOMMENTAR
anslag tilbage til din kommentar.
Ja, tak. Send mig en email, når der bliver skrevet nye kommentarer.
REJSEBERETNINGER
Loggen indeholder i alt 12 rejseberetninger, hvor den seneste beretning blev tilføjet .
© Copyright http://toftithailand.tlog.dk. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.
Dette site er en del af TLOG.DK - Travel Logs for Travel Folks! - Få din egen gratis Travel Log
Har du kommentarer til TLOG.DK kan du kontakte os her.
    Skriv dit brugernavn eller din emailadresse her.
           Skriv dit password her. Har du glemt det, så klik på spørgsmålstegnet.
    Opret et gratis medlemsskab af tlog.dk