15.04.2010
Vi lavede ikke rigtigt noget igår. Michael sad det meste af dagen med næsen i en bog, mens Jane og ungerne hyggede sig på stranden. Det er OK siger Jane,- det skal der også være plads til. Rart at have sådan en tolerant hustru! Bogen var god men det sidste skal gemmes til den 8 timer lange bustur vi skal på den 17, hvor vi lander på Koh Chang i Thailand. Vi tror vi har fået booket et hotel, men hvis ikke finder vi nok også ud af det.
Tobias og Michael fik dog taget hul på et nyt kapitel i matematikbogen. Vi er gået igang med at gange,- og det er faktisk ikke så svært, når man først kommer igang. Tobias er næsten færdig med hans matematik og vi håber at han vil være med, når vi kommer hjem til klassen. Det kniber lidt med at få skrevet en masse, men Tobias er begyndt at læse op fra Gummitarzan. Den har vi haft med helt fra et hotel i Hanoi. Det er super hyggeligt og rigtigt sjovt,- også selvom man har hørt historien 10 gange på denne tur. Mens Tobias sidder og sveder over bøgerne om formiddagen, sidder Emilie og tegner på livet løs. Det er blevet til rigtig mange flotte tegninger i Tobias´s dagbog. Der er ikke blevet skrevet ret meget dagbog, men den er næsten fuld af tegninger! Det skal de nok få meget spas med, når de bliver lidt større.
Dagene går hurtigt når man nyder livet på stranden, men vi begynder også at længtes efter lidt mere action. Nu må vi se hvad der skal ske på Koh Chang. Efter sigende skulle det være noget af det bedste dykkervand i Thailand, så måske vi får lejlighed for at dyppet maskerne igen. Hvis ikke finder vi nok på noget.
Vi vil gerne tilbage til Bangkok i god tid,så vi kan få shoppet lidt, men vi ved ikke rigtigt, om det er en god idé med den situation, der er der lige nu. Vi forsøger at følge udviklingen, og det ser ikke ud til, at Udenrigsministeriet er alt for nervøs over det indtil videre,- så skulle der vel heller ikke være nogen grund til at vi/i er det. Men tingene kan jo ændre sig, og så ændrer vi jo også vores planer.
16.04.2010
Sidste dag i Sihanoukville og i Cambodia! Det har været 3 gode uger med masser af input på både den ene og den anden måde. Det har været en kæmpe oplevelse, at få set Angkor og få et indtryk af den del af landets historie. Men det har også været en stor oplevelse, at komme ud og sejle med ungerne og opleve ølivet både i små hytter og det lidt mere luksusiøse.
Dagen startede idag med at være utrolig varm og der var stort set ingen vind. Hvilket her faktisk kommer ud på et. Regnsæsonen starter normalt omkring nytåret her i landet dvs. at det kunne starte nårsomhelst. Det er helt ulideligt varmt hvis man ikke er ved vandet på dette tidspunkt. Ved vandet har man brisen, og det er den der får os igennem dagen.
Ud på formiddagen blæste det dog lidt op, så vi skulle selvfølgelig ud og have en sidste tur på vandet i en Hobi. Vi havde ikke sejlet mere end en lille times tid, da vinden tog en del til. Vi fik så meget vand ind over siden, at det ikke var så fedt for ungerne mere. Så vi måtte gå ind igen. Men mand hvor var det fedt at sejle på fuld skrue med vind i håret og salt i øjnene!
Da vi kom i land var der en masse der tog ud med kitesurfere og vindsurfere. Det var super fedt at se dem styrte rundt på vandet med tæskemeget fart på. Det er jeg helt sikker på man bliver afhængig af!
Da vi kom hjem til vores sted trak det op med skyer! Det blev dog ikke til meget regn om eftermiddagen, men det var helt mærkeligt, at der var overskyet og temperaturen var behagelig.
Det var sjovt at se alle de cambodianske familier, der slog sig ned på stranden i skyggen eller ved de forskellige beværtninger. De kommer i lastbiler eller på rigtig mange scootere og lejer sig ind ved et sted. De har al deres mad med og betaler vist bare for at være der. Der er masser af børn og de hygger sig allesammen. Lige som i Vietnam nyder de at være sammen med deres børn. Det er mærkeligt at de i Thailand arbejder væk fra deres børn mens bedstemødrene passer børnebørnene!
Til aften spiste vi aftensmad på Karma, som vi har gjort så mange gange før. Ungerner leger rigtigt godt med ejernes søn Arron. De har haft stedet i 2½ år og kunne fortælle om udviklingen på stranden som er gået stærkt! For 4 år siden var der måske 7 steder på Otres Beach og for hvert år er det blevet fordoblet. Det forklarer lidt den udvikling som vi så på Koh Tao! Vi fik også forklaringen på alle de flotte murede hegn, der er bygget rundt om brakmarker, hvilket vi har undret os meget over, der er i murene sten nok til hele huse. Alt landet bag stranden er ejet af forskellige højstående pinger inden for regeringen og muren rundt om landet er simpelthen for at afmærke det. Det er faktisk istedet for skelpæle. Så vil jeg alligevel sige, at vores system er noget nemmere at administrere. Jeg ville ihvertfald nødigt skulle til at mure en 2 meter høj murstensmur hver gang jeg lavede en udstykning. Han fortalte også at præsidenten havde skrevet et brev til alle "ejerne" langs stranden at de havde lov til at være der, og at de ikke ville blive smidt ud. Man køber en grund men ejer den faktisk ikke rigtigt. Så i flere år er der gået rygter om, at alle stederne ville blive jævnet med jorden! Han mente, at regeringen var blevet træt af korruptionen blandt de lokale myndigher.
Ellers har vi siddet og snakket om vores hus og have, og det vi kommer hjem til. Vi glæder os til at se det hele igen, men vi havde lovet hinanden ikke at snakke om huset før de sidste 14 dage. Lidt mærkeligt at vi nu gerne må snakke om det igen. Det har været en lang tiltrængt pause fra byggeriet der har fyldt rigtigt meget det sidste halve år. Det er dejligt, at det der er tilbage er afgrænsede projekter, som er til at overskue, og som helst ikke skulle gå ud over alle de venner, vi glæder os til at se igen.
17.04.2010
Så kom moonsumen, rottefamilien flyttede ind og vi sagde farvel til skønne Cambodia!
Det var endnu en af de store rejsedage vi skulle ud på idag. Fra Sihanoukville til Koh Chang over grænsen. Det indebar en tuktuktur fra Otres Beach til busstationen og videre derfra med EN bus videre over grænsen og til færgen til Koh Chang. Når vi nåede frem ved 4 tiden, havde vi bestilt afhentning ved færgen af hotellet vi havde booket. Hvor nemt kan det være???
Måske vi bør starte natten inden, hvor det trak op til tordenvejr med masser af lyn. I løbet af natten kom der en del regn og med regnen kom rotterne. Vi havde ikke set eller hørt noget til dem i løbet af de 6 nætter vi boede der, men Jane kunne høre dem pille hen over loftet i løbet af natten. Da loftet bestod af metalplader gav det en vældig larm. Ja det lød som om loftet i badeværelset eller i hjørnet af værelser faldt ned, et par gange kunne jeg høre noget på gulvet under sengen, om natten vidste jeg heldigvis ikke, at det var rotter og hvor store de var!! Myggenettet var heldigvis spændt godt ned om madressen, Emilie sov tungt ved siden af mig, og det var ikke alt for varmt til at have vattæppet over sig, jeg beroligede mig selv med, at det nok bare var små mus, de kan jo også lave en forfærdelig larm, men det var fuldstændig mørkt, for alt lys på hele stranden slukkes kl. 2.30, så jeg var glad for lyset i mobilen, der dog var ved at løbe tør for strøm! Ungerne og Michael hørte ingenting, heller ikke at jeg kaldte på michael, når det lød som om loftet faldt ned over os! Ja drengene sov i værelset ved siden af. Så jeg fik stort set ikke lukket et øje i løbet af natten. Men jeg blev glad da solen endelig stod op, og jeg kunne se gulvet ordentligt og konstatere at loftet ikke var faldet ned nogen stedet, til gengæld så jeg en stor fed rotte løbe hen over stråtaget på køkkenet, videre på halvtaget over resturanten og ind i samlingen til værelserne, hvor vi uheldigvis sov i det første, så den voldsomme lyd må have været når de hoppede ned på metalloftet! Nå det blev ikke den bedste baggage at have med på en rejsedag.
Vi havde aftenen fået bestilt en tuktuk som kom og hentede os kl. 7. Ja han var endda lidt tidligt på den, så dagen startede jo godt. Vi kom ind omkring en købmand og fik købt lidt kiks og vand til turen. Man ved aldrig helt om der er lejlighed til at få noget at spise på de busture. Og efter en halv times ventetid kom vi afsted med bussen. Der var god benplads og rigeligt med aircon og musikvidoer på cambodiansk. Men hold da kæft hvor kørte den chaffør stærkt. Han var langt over de 120km på nogle tidspunkter! Og overhalede familier på scootere, pickups med mennesker bagpå, der også kørte ret stærkt!
Efter 4,5 time i bussen med et enkelt kort stop holdte vi ved grænsen. Der var en masse venlige mennnesker som gerne ville bære vores baggage over grænsen og som instisterede på,½ at vores selskab ville lade os i stikken, hvis vi ikke gav dem lov. Den hoppede vi nu ikke på! Det var en smal sag at komme over grænsen. En times tid senere var vi på den Thailandske side af grænsen. Og der blev vi! 2 timer senere kom der endelig en minibus som skulle til Trat, som ligger på vejen til alting i forhold til grænsen. Så på trods af at vi havde købt 4 billetter sad ungerne på et par kasser uden ryglæn i en times tid, inden vi nåede frem til Trat. Vi var vist 13 mennesker i en minibus som med al rimelighed kun skulle have kørt med 8. Men der var så varmt ved grænsen, at vi ikke nænnede at stå på, at ungerne skulle have et sæde hver. Så var der et par stakler der var blevet efterladt ved grænsen til den næste bus kom forbi. De sagde at det var pga. nytår, men det er helt sikkert kun en undskyldning.
Da vi langt om længe nåede frem til Trat, stod vi og ventede en halv time på et autoværksted, hvor de ved siden af var igang med at hakke asfalden up!! så kom en minibus fra den samme grænse som vi lige var taget over. Den skulle køre os videre til færgen til Koh Chang. Han er nok den værste charfør vi har haft, og jane nåede at blive køresyg på de 20km til et sted, hvor vi så skulle vente yderligere en time, inden vi kunne tage færgen over til øen. Imens prøvede de at få solgt os alt fra overnatning til returbilleter. Vi hoppede dog ikke på andet end en gang aftensmad. Det var det første ordentlige måltid vi havde fået i løbet af dagen. Tålmodigheden var ved at være tyndslidt!
Færgen kom og tog os med, men der var stadig ikke meget plads i den pickup vi blev kørt de sidste 5 km i. Iøvrigt af samme vej som vi tidligere var kommet fra. Så vi havde helt sikkert siddet og blomstret, bare for at de havde muligheden for at få solgt lidt ekstra, færgerne går hvar ½ time.
Da vi kom af færgen var de unge lidt hurtigere end os. Så den ene pickup der var på havnen blev hurtigt stopfyldt, og de eneste der var tilbage var os. Chafføren ringede dog efter en ekstra vogn som kom 5 min. efter. Super service ude midt i ingenting. Der var bare det problem, at han forlangte det samme af os, som han ville have fået af en helt fyldt pickup. Det syntes vi sgu ikke var rimeligt, men hvad skulle vi gøre med to trætte unger og en møgtræt og forkvalmet kone, på en havn hvor der ikke var et øje! Vi betalte og brokkede os hele vejen.
Men vi kom frem til vores hotel som selvfølgelig havde misforstået vores reservation, så ungerne sover på et par tykke sengetæpper i nat. Men alt ser fint ud og der er rent og ingen rotter! Lad os se hvad morgendagen bringer,- vi håber at den bliver bedre end idag!!!!