24.03.2010
Det er den første rigtige backpacker dag hvor alting ikke er arrangeret på forhånd. Vi voksne har set frem til dagen med nogen spænding, da meget jo kan gå galt når man ikke præcist ved hvilken bus man skal med eller hvilket hotel man skal bo på når vi når frem!
Billetterne til færgen var dog bestilt nogle dage i forvejen, men vi havde hørt at det kunne blive en hård tur hvis det blæste. Det gjorde heldigvis det ikke, så overfarten gik godt. Det var ikke nogen stor færge så det tog 4 timer dvs. 1 time mere end forventet. På vejen spillede de vietnamesiske musikvideoer på fuld drøn. Ungerne måtte lide da vi kun har to sæt ørepropper tilbage! Af en eller anden grund er det ikke til at få fat i herovre.
Stort set alle om bord var vietnamesere. Mange af dem var ældre mennesker og de kunne slet ikke stå for Emilie. Specielt en vældig sød ældre rynked dame blev ved med at snakke til os. Der var en sød vietnamesiske pige der arbejde på et hotel som kunne oversætte for os. Damen var 82 år gammel, havde ingen mand eller børn, men der var mange andre det tog sig af hende, hun var krigsvetaran/helt, da hun var på min alder færdes hun rundt i skovene med våben i armene! Det er vildt, hvor har de ældre i dette land dog oplevet meget krig! Hun havde været på Pho qouc sammen med flere af de andre ældre i 4 dage for at spise seafood, se øen og de smukke strande, de var nu på vej tilbage til Saigon.
Da vi kom frem til HaTien var der den sædvanlige skare af motos, men de var nu ikke så aggresive som vi er vant til. Måske er vi alligevel ved at være blevet noget hærdet! Vi fandt en meget lille taxi hvor det lige kunne lade sig gøre at klemme os alle ind i. Der var ikke langt, men vi kan tydelig mærke varmen her i syd. Det er bare ikke sjovt at gå med 20kg på ryggen i denne varme.
Da vi kom frem til busstationen viste det sig at vi var ankommet 30 min. før bussen til Chau Doc skulle afgå. Hvor heldig kan man være? Det viste sig, at der på den samme bus også var en venlig amerikaner der er født i vietnam. Det var den værste gamle skrammelbus vi nogensinde har set. Huller alle vegne og meget lidt plads til benene. Men alle ombord var superflinke. Der var endda en sød dame der flyttede sine ting da Michael forsøgte at klemme sig ind på et sæde. Der var et sæde ombord der havde ekstra meget benplads,- det fik Michael og Emilie. Der var ingen aircon ombord, hvilket gjorde det stegende varmt når bussen holdt stille. Men med vinduerne nede kom der masser af luft ind når vi kørte. Undervejs hoppede folk af og på bussen med og uden forskellige varer. Det var en rigtig spændende oplevelse, men den kunne godt have været en time kortere, end de 4 timer det tog!
Da vi nåede frem stod Mike af sammen med os, han skulle også have et hotel og kunne lige så godt tage det samme som vores. Efter at have gået i omkring en kilometer med taskerne var vi ved at blive godt møre i varmen. Men vi fandt det hotel som vi havde ledt efter i Lonely Planet. De havde bare ikke plads, men det havde de heldigvis på et længere ned af gaden.
Vi har udsigt over en central plads midt i byen hvor der er opstillet små boder hele vejen rundt. Om dagen sælger de drikkevarer og snacks,- om aftenen forskellige former for mad. Men det bedste er tidlig morgen eller ved solnedgang. Så spiller voksne og børn fjerbold. Vi har aldrig set så mange spille eller nogen der er bedre. Det er det rene hekseri!
Vi tog en gang suppe på gaden, mens vi så dem spille fjerbold. Tobias havde taget hans egen med og der var en dreng der kom og spillede med ham. Efter et stykke tid byttede drengen og den bedste pige på pladsen med hinanden og så stod Tobias og hende og spillede lidt sammen. Hun viste Tobias en masse tricks. Hun var vel omkring de midt tyve og helt klart den bedste på pladsen, så det var da fedt at hun gad spille med Tobias!
Man må tilsyneladende bruge hele kroppen, hænder, knæ, fødder, albuer, mave og hoved, men det sejeste er helt klart at ramme fjerbolden med fodsålen bag ryggen og samtidig danne en cirkel med armene, hvor den skydes igennem. Hun var virkelig sej til det, lave ingen fejl og høje flotte skud. Det må virkelig gi stramme baller, men det er vildt svært!
25.03.2010
Idag startede vi dagen tidligt da vi havde aftalt med en lokal shop at de ville tage os ud på Mekong floden for at se det liv der er på floden. Vi mødte op kl. 7 og mødtes med vores guide Lock. Vi gik ned til floden gennem et par gader, der tog ikke lang tid så vi bor meget centralt i byen. Chau Doc er faktisk en meget hyggelig by.
Vi tog med en lille longtailbåd, Lock taler godt engelsk og har boet hele sit liv i området også på floden, har derfor masser af viden at trække på. Vi tog ud til det flydende marked først. Der var vel omkring en 75 større flodbåde, ankret op med afstand midt i floden. Vi gik ombord på en af dem for at tage en snak om livet på floden. Alle byer langs mekong-floden har et flydende marked, da det simpelhen er den billigste måde at fragte ting rundt på. Hele familien bor og arbejder ombord, så der er ikke brug for hus eller ansatte. Folk på floden betaler heller ikke skat. De tager ud til landsbyerne langs floden og henter store partier af den frugt, som de store byer har behov for. Dem putter de i sække og sælger videre til handelsfolkene på markedspladsen i byen, som herefter sælger dem videre i mindre portioner. Det var hyggeligt, at sidde på gulvet af skibet og få kokussaft og pomelo til morgenmad. Ejeren fortale at båden er 25 år gammel, han vil igang med at bygge en ny, så hans børn kan overtage denne her, de lever 3 generationer på båden, med en 4 årig dreng som yngste. Er stortset hele tiden på båden, da kunderne sejler ud til dem. Derfor er det også svært for døtrene at lære engelsk, men hvor var de dog gæstfrie, glade og imodekommende.
Vi sejlede videre op af floden for besøge at de flydende huse som der er masser af langs floden. Husene er rimeligt velholdte med små terasser der alle vender mod vandretningen. Under huset er der udspændt store net hvor de opdrætter Catfish. Det tager ca. 10 mdr. fra de er helt små til de vejer 1 kg og kan sælges til hele verden. Lock er selv vokset op på sådant et hus. I dag er det meget nemmere forretning, da man kan have 200.000 fisk under sådan et hus, og kan købe langtidsholdbart fiskefodder, desuden er det nemmere at låne penge i bankerne. Det er dog svært i dag da der er mere og mere forurening i floden.
Ungerne havde det sjovt med at kaste foder ned til de store mængder fisk. Vi tog videre op af floden for at se en Cham landsby. Landsbyen er bygget på pæle da floden ofte forhen gik over sine bredder. I 2000 gik floden næsten 5 meter over sin normale vandstand, så der var der 1 meter vand i vores Locks butik midt i byen. Han mener dog ikke, at det vil ske mere, de der er blevet bygget en lang række dæmninger oppe af mekong for at lave el af vandet. Det giver store problemer for bønderne langs floden, specielt i deltaet ved flodens udmunding. Når vandstanden er så lav begynder saltvandet at trænge op i floden og ødelægge rismarkerne langs floden.
Cham-folkene er meget fattige, men de var søde og forsøgte at få så meget ud af turister som muligt. De er muslimer og har i 1995 bygget en moske, financieret af folk fra Malaysia der hvert år tager rundt i sydøst asien for at finde steder, hvor de kan donere penge. Da moskeen skulle bygges blev folk indbudt fra hele verden til at komme og hjælpe til med at bygge den. Der kom 50.000 mennesker fra hele verden og landsbyen havde noget af et problem med at huse dem. De lever ikke af meget andet end ris, så det var hvad de gav hjælperne. Det er svært at forestille sig 50.000 skåle med ris?
Vi sejlede også forbi et stort rør, der suger vand op til vandforsyning. Så vandet i brugseren kommer altså fra Mekong. De drikker det heller ikke selv, men bruger det til madlavning.
Stort set alle andre steder vi har været på arrangerede ture, har venligheden hængt sammen med udsigten til drikke penge, men der var igen på denne tur der forventede noget, ikke engang bådføren. Da vi kom tilbage spiste vi frokost på et lille sted med køkken på gaden, jane fik smørstegt frø..uhm! Efterfølgende gik jeg (jane) på markedet, det er helt vildt hvad man kan få og de lokale har travlt med at handle, jeg mødte ikke andre turister. Priserne på det frugt jeg købte var ¼ af prisen jeg betalte i Hanoi, hvor jeg troede jeg var blevet godt til at "prutte"!?! Hverken her eller på Pho Qouc er de til at handle med, og jeg tror det er fordi de ikke har hævet prisen x4-6 fordi vi er turister! I Hanoi betalte vi i starten 30.000 dong for 1½ l vand, her er den faste pris 5000dong selv på hotellet! Så vi har nok betalt 6x den egentlige pris, for meget af det vi købet. Vi fandt dog allerede i Hoi an ud af at Vietnarmeser prisen er 5000 på vand, så vi spørges alt tid om prisen på vand, så ved vi hvor mange gange de fordobler prisen til ære for en naiv turist! Det er fint med os at betale det dobbelte af hvad de lokale betaler, alt er meget billigt for os, men 6 x prisen det er sku’ for meget!
Da vi nåede i land efter formiddagens sejlads fik vi arrangeret sejlturen til Cambodia imorgen tidligt, men fik også arrangeret en kort eftermiddagstur ud i landskabet med scooter. I Hanoi betalte vi ca. 70 $ for alle 4 en dagstur ungerne var ½ pris med frokost, sammen med 6-10 andre, og guides med meget svingende engelsk kundskaber! I hue 50$ for en hel dag med luksus bil og super guide, dog det samme dagen efter med gammel bil og ingen engelsk samtale i 4 timer! På Pho Qouc betalte vi 40 $ for en hel dags snorkel tur sammen med 20 andre. Her betaler vi 12$ for formiddagsturen og 10$ for eftermiddagsturen, ture hvor det kun er os sammen med en rigtig god engelsktalende guide!
Lock fortalte også at han var engelsklærer før krigen, men efter krigen blev man mistænkeliggjort hvis man snakkede engelsk eller fransk, så lærte han russisk, og glemte sit franske og engelske! Selve krigen mærkede de ikke meget til i denne by, der var kun få kommunister oppe i bjergene ind i Cambodia. Og i 70’erne hvor Pol Pots røde khmer forsøgte at indvarede området nåede de 50km herfra inden den Vietnarmesiske hær fik den slået tilbage, i det område vi kørte igemmen igår slog de 3000 mennesker ihjel, primært intelektuelle, men også andre familier og børn! I løbet at 14 dage invaderede Vietnarmeserne Cambodia, og fordrev Pol pot op i bjergene, hvor han jo faktisk levede i 20 år indtil hans egne folk slog ham ihjel. (kilde: vores guide og bøger michael har læst) Alt hvad Lock fortalte os, gjorde han opmærksom på at de jo kun var hans version af historien. Han har læst rigtig meget historie og meget Vietnarmesisk historie er meget bedre beskrevet i engelsk litteratur, han fortalteogså at Chamfolket idag kun levet her og i Saigon, hvilket er utroligt da de jo engang hærskede over hele den sydlige del af Vietnam, han mener det er fordi de fleste fuldte med deres konge. Men når han snakker med Chamfolket her ved de ingenting om deres egen historie, som han siger, der er paradoksalt at udenlandske histrorikere heletiden finder ud af mere og mere omkring historien, men folket ved det ikke selv, og interessere sig ikke for det. De lever meget i nuet og fra hånden til munden.
Lock ærger sig lidt over at de ikke rejste til udlandet efter krigen, da der idag er rigtig mange det kommer tilbage og er meget rige. Idag underviser han igen i Engelsk, men kun hjemme som ekstra, men har skulle lære det helt forfra, han er 57 år. Han var meget interesseret i Danmark og ved faktisk en del om vores offentlige system, var dog itvivl om vi har haft Kommunisk styre engang, vi forklarede ham at vi var meget tæt på at blive det efter 2. verdenskrig, da vi blev befriet af de allierede 3 dage før russerne kom! Han gav os ret i at det var heldigt for os. Han fortalte også om deres gamle konge, der rejste til USA!
Senere.. Så er vi lige kommet tilbage til hotellet efter en utrolig oplevelsesrig dag, en af de bedste!
Har lige været nede på torvet lige under vores altan, her har ungerne leget med andre dejlige unger! Ta fat og fjerbold, jeg selv blev underholdt af en rigtig sød lille pige på 4år, hun syntes det var vildt sjovt at blive fotograferet og filmet, så så hun det efterfølgende, hvilket førte til meget latter og store smil! Hendes næsten tandløse bedstemor grinede også stort! Ja Vietnarmesernes er meget smilende og nemme at få til at grine, deres tandstatus er derimod generelt meget dårlig hos alle generationer, men de spiser godt nok også mange søde ting! Vi fik også frisk sukkerrør efter et lækkert måltid, af grillet farsboller og marineret oksekød med dampede risnudler, salat og dressing. Dette sted er den hyggeligste by vi har besøgt, søde og imødekommende mennesker, der slapper af og hygger sig, de er meget hjælpsomme men ikke anmasende. Tilgengæld talte vi iløbet af aftenen 20-25 rotter rundt på torvet, de snusede rundt for at finde madrester og pilede fra busk til busk! Ja selvfølgelig er der rotter på gaden, når de hele tiden smidder og tilbereder mad på gaden, vi har bare ikke set dem andre steder, lige bortset fra værelset i Hanoi!
I eftermiddag var vi bagpå to scootere rundt i området, besøgte en ristærsker, hvor de slår skallen af risen, hvorefter i sliber alt det bruge af risene for at få helt hvide ris, alt det rismel de får til overs bruges til dyrefødder bla. Til Catfish, men som Lock fortalte er der allerflest vitaminer i det rest produkt de giver til dyrene, kun de mest fattige i Vietnam spiser brune ris! Vi kom også igennem rismarker og andefarme, ænder er rigtig god buisness, da de renser markerne for rest risen som ikke kan bruges til andet, ingen omkostninger. En enkelt pagoda skulle vi selvfølgelig også ind omkring, har var der er kvindelig budha, som de primært ofrede stegtpattegris til! De tog den dog efter deres kvartes bøn, med hjem og delte med familie og venner, det så meget lækkert ud, igen var der er kæmpe marked med offergaver foran, det er helt vild hvor mange penge og handel der er i denne religion! Til sidst på turen kørte og gik vi op til toppen af sam mountain, hvorfra vi kunne se udover rismarker og til bjergene i Cambodia, hvor solen gik ned.. meget smukt syn!!