10.03.2010 redigeret
Vi gik rundt i mere end en time igår aftes for at finde en restaurant i midtbyen. Det lykkedes ikke! Istedet gik vi ind omkring et supermarked og fik købt nogen sukkerbrød og youhurt chips osv. Ikke just det lægen anbefaler, men hvad gør man ikke, når man er træt og sulten. Vi kunne ihvertfald sande, at vi var kommet til en del af landet, hvor der ikke er mange turister. Det var en lise at gå rundt i en by uden at folk råbte efter en for at sælge noget! De smilede og var rare, men vi mødte ikke nogen der så ud til at kunne engelsk.
Dagen idag startede med en rundtur i Kontum, hvor vi så en stor trækirke med tilhørende børnehjem. Området i højlandet er primært katolsk da mange katolikker flygtede til højlandet efter at landet blev delt i to. Man så ikke pænt på religionen i det kommunistiske nord! Området er i høj grad præget af minoritetsgrupper der generelt lever under en meget lavere levefod end resten af vietnameserne. Det betyder, at de ikke kan brødføde deres mange børn og de derfor sender dem på børnehjem. Vi var inde og besøge et af dem, hvor der boede 300 børn og der var 4 af slagsen i Kontum. Det er langtfra normalt i resten af vietnam og det var tydeligt på vores guide, at det kunne han ikke forstå. Vi tænkte på Loises tid i Bolivia, hvor hun arbejde frivilligt med samme slags børn og tog hatten af for hende,- endnu engang.
Vores guide fortalte at en del af børnene, der var på hjemmet var kommet, fordi deres mor var død ved barsel. Inden regeringen forbød det blev børnene begravet sammen med deres mor også selvom børnene havde overlevet fødslen! Udfra en lokal synsvinkel gjorde man børnene en tjeneste, da de jo var født til et liv med dårlig karma. Det er ikke til at forstå, men børnene er nu engang på hjemmene og så smilende og imødekommende ud. Når de blev 7 år startede de i offentlig skole, som der detsværre er for få af, så de er kun i skole formiddag eller eftermiddag, ellers arbejder de nogle timer med landbrug.
Vi var også inde omkring en Bahmar landsby inden vi forlod Kontum for at køre sydpå. Vi besøgte en gammel mand, som tog venligt imod os på verandaen til hans gamle hus. Han var 84 år og havde arbejdet for franskmændene i sin tid. Jane forsøgte desperat at tolke hans franske, mens vi andre lyttede til den musik, han spillede for os på et bambusinstrument. Han levede meget primitivt og havde levet sådan i de 10 år vores guide var kommet forbi,- intet var forandret! De boede 6 personer sammet i et hus på stolper, et rum, en veranda og et lille køkken bygget til resten af huset med åben ildsted. Under huset var hængekøjer, høns og køer græsede ved siden af.
Vi kom også gennem områder hvor Ede folket boede. Her er det kvinderne der bestemmer alt og f.eks. bliver familiens navn givet videre til døtrene. De bor i langhuse af forskellig længde alt efter antallet af døtre,- deres mænd flytter nemlig ind ved deres hustruer. Så jo flere døtre i familien,- jo længere er huset!
På vejen gennem Pleiku og flere andre mindre byer kørte vi igennem et utroligt varieret landskab. Der var områder der var meget tørre med spredt bevoksning og andre områder med intensiv dyrkning af både peber, kaffe og gummi. Kaffe planterne bliver høstet i september, men en del af dem stod allerede i blomst. De dufter helt fantastisk, lidt en blanding af cabrifolie og hyasinter. Vi kørte i mindst en time med stort set ikke andet end kaffeplanter,- alle sammen privateget. Senere kom vi gennem ligeså store områder med ikke andet end peberplantager. Vi holdte ind ved en lille privat familie, hvor vi snakkede lidt om peber. Viste i f.eks. at den eneste forskel på sort og hvidt peber er, at det sorte tørrer efter det er plukket og stødt med skallen på,- mens det hvide tørrer på busken og blivet stødt efter at skallen er gnedet af? Peberplanten ligner lidt en busk, men vokser op af pæle så det lidt ligner humle. Man kan høste ca. 5 kg af en peberplante. Samme sted så vi også den plante, som laver dragefrugten vi har fået flere gange til morgenmad. Planten er en kaktus og det er svært at forestille sig den forholdsvis lille plante kan sætte så mange og så store frugter.
Hen imod slutningen af dagen kørte vi igennem store områder med gummitræplantager. Det havde vi set før i Thailand, men denne gang holdte vi ind ved en flok folk, der var ved at skære i træerne. Normalt gøres dette ved 4 tiden om morgenen, men de skar træerne for at trække saften til i morgen tidligt, hvor de ville skære dybere. Så de sparede lidt tid ved at lave forarbejdet om eftermiddagen. Ungerne hyggede sig med at kommunikere med de arbejdere der var igang. De var rigtigt søde og smilede og grinte til ungerne. Gummiplantagerne er forøvrigt de eneste der er ejet af staten. Det er nok fordi det er dyrt at plante dem. Tilgengæld kan man malke dem i 40-50 år. Træer bliver skåret en gang om måneden og plantagerne er derfor delt op i 30 dele. Når træerne er blevet for gamle bliver de brugte til møbeltræ.
På næsten hele vejen kunne vi se at de tørrede Casava rødder. Det skulle smage som søde kartofler men ligner lidt store brune gulerødder. De skærer dem op i skiver og tørrer dem i solen hvorefter de bliver sendt til en fabrik, hvor de laves til mel og bruges i mad til dyr og mennesker. Før i tiden spiste mange i Vietnam dem for at holde sulten for døren, men efter at de kan producere mere ris end de kan spise bliver de vist mest brugt til dyrefoder.
Undervejs på turen snakkede vi med vores guide om alt muligt. Der var mange spørgsmål og svar. F.eks. fortalte guiden at det værste ved at få en fartbøde i Vietnam er at man skal tilbage 10 dage senere for at betale den. Man kan ikke betale den på stedet. Det er rimeligt træls hvis man får bøden i Hanoi og kommer fra Saigon!
Der er ca. 84 mill. mennesker i Vietnam og der er ca. 25 mill. scootere. Der er 40 mennesker der dør hver dag i trafikken og 80' af dem kører på dem. Det er ikke svært at forstå når man har boet i Hanoi!
Da vi mødte nogle soldater snakkede vi lidt om militæret. Hvis man ikke kommer ind på universitetet og er sund og rask skal man aftjene værnepligt. Det er rimeligt hårdt, da man ikke får til andet end en bytur og cigaretter og skal arbejde hårdt. Der bliver holdt øvelser engang imellem, men meget af tiden går med at bygge veje eller broer for folket. Det er dog ikke sværere at undgå de 2 års værnepligt, end at man betaler en læge for at sige, at man har dårlig ryg. Det er lige før man kan nikke genkendende til den sidste del af historien?
Vi snakkede også lidt om vietnamesernes forhold til banker. Det er ikke vores indtryk at de bruger dem meget. De fleste sparer op og investerer i guld som de gemmer hjemme i deres hjem. Guld holder bedre prisen end Dong. Vietnameserne betaler 5' i skat hvis de tjener mere end 5 mill. Dong om måneden. Men det er noget uklart hvor mange der opgiver hvor meget,- ligesom i DK.
Dagens mål var at nå Buon Ma Thout der er højlandets største by med 130000 indbyggere. Det viste sig at vi nåede frem til byen på dagen for befrielsen fra amerikanerne. Byen var den første af de sydlige byer som blev befriet og byen var udsmykket med lamper og guialander over det hele. Vi brugte en god times tid på at finde en restaurant i midtbyen, men fandt først en lige uden for vores hotel på hjemvejen. Mens vi sad og skrev det her begyndte det vildeste fyrværkeri Jane og jeg nogensinde har set. Vi var ellers ved at tro, at vietnameserne havde glemt hvordan man laver den slags efter Tet i Hanoi. Det var fantastisk med kæmpestore drøn og små bitte haletudse der eksploderede i små røde hjerter.