09.03.2010
Vi startede turen gennem det centrale højland i en lille bil med en chaffør der hed Dong. Vi havde ikke kunnet booke en tur med den samme guide hele vejen til Dalat. Enten var vi for sent ude eller også var det for dyrt. Og vi havde samtidig lært af vores erfaringer med at booke bil fra Hue til Hoi Ann, hvor vi den første dag fik en super guide der kunne engelsk,- men den anden fik en der ikke kunne et ord. Vi ville ikke ligge så mange penge på bordet, hvis det samme skulle vise sig på denne tur.
Vi var dog knap kommet ind i bilen før Dong begyndte at overbevise os om, at vi for det første skulle have ham som guide hele vejen til Dalat, men også at vi skulle have en større bil. Vi var ikke kommet ud af byen før vi var overbevist. Vi kunne fra hans gæstebog se at andre turister var meget glade for at de havde valgt den store bil, da vejene er temmelig dårlige. Samtidig kunne vi høre at han var rigtig god til engelsk og havde en god humor. Han var også sikker på, at det ville være meget svært for os at finde en engelsktalende chaffør i Kontum som kunne køre os videre til næste by. Det skulle alt sammen vise sig at være rigtigt!
Vi kørte op gennem et bjerglandskab som var utroligt varierende. På den ene side af bjergene var der tåget og regnvejr,- mens det 5 min senere var strålende solskin. Der var områder med ren uopdyrket og meget tæt jungle som Jane syntes lignede Costa Rica. Og der var områder hvor næsten alle toppe var opdyrket af de forskellige minoriteter der bebor området. Regeringen har forbudt, at der bliver ryddet mere land. Men det er de lokale nu ligeglad med,- og hvad kan regeringen gøre? De kan jo bare komme og konstatere at skoven er væk! Det ser ud til at denne afskovning resulterer i jorderrosion. Der er store områder hvor sider af bjerge er kollapset.
For bare 5 måneder siden var der en stor tyfon i området hvor 200 mennesker blev dræbt. Vi kan ikke huske at have hørt om det i Danmark, men det jo typisk nok. Vi kunne se hvor højt vandet var gået. Hele områder var dækket af træer og rødder der var blevet samlet sammen af vandmasserne. De var stadig i gang med at save træet op til brænde. Vi så også en bro der var blevet skyllet væk af jorderrosion. Det tog 17 dage at fjerne al den jord der lå på Ho Chi Minh Highway for at få den åbnet igen. Vores guide fortalte os at på vores hotel i Hoi Ann var der en meter vand i receptionen og at hele byen havde været under vand. Det havde vi ikke kunnet se da vi var der. Det var godt for buissness som vores guide sagde,- alle turisterne ville væk fra byen!
På vejen holdte vi ind ved forskellige små landsbyer for at se deres fælleshuse, som er meget forskellige alt efter hvilken minoritet gruppe, der bor i byen. De enkelte stammer holder sig helt for sig selv og gifter sig med hinanden. Der er ikke megen tro på, at de vil tilegne sig den vietnamesiske måde at leve på. Det lyder som om at vietnameserne ser meget ned på minoriteterne og betragter dem som dumme mennesker. De vil i bund og grund ikke have noget med hinanden at gøre,- og det gælder begge veje.