9.2.2010 H’Mong
Vi ankom til Lao Cai kl. 5 om morgenen hvor vi havde fået at vide, at der ville stå en med et skilt med vores navn. Det gjorde der bare ikke og så sker der det i Vietnam, at man som turist bliver overfaldet af ALLE tilgængelige taxichaffører i en omkreds af ca. 10Km! Det var med, at have is i maven, for vi havde jo betalt for den 40km lange tur fra Lai Cai til Sapa,- vi havde ikke tænkt os at gøre det igen!
Efter en halv times afvisen af diverse chaffører skete der det utrolige, at vi fik kontant til en gut der arrangerede gæsternes ture for et andet hotel i byen. Vi lånte hans mobil og forsøgte, at ringe til vores bureau i Hanoi(uden held). Da han kom tilbage efter sin mobil fortalte han, at vi kunne køre med en anden gut. Han ville køre os til Sapa uden betaling?? Vi sad de 40km og forberedte os på, at når vi nåede frem ville vi stå i en masse problemer! Men han satte os pænt af foran et hotel hvor der stod en gut med en email med Michaels navn på. Og så kørte chafføren uden videre videre! Hotellet var godt nok ikke det der stod i vores papirer, men hold op hvor var det lækkert. Så vi blev! Solskinshistorier skal der også være plads til.
Sapa ligger på en mindre bjergtop i 1600 meters højde med udsigt til Fansipan. Ihvertfald hvis man bor i den turistede del af byen. Fansipan er Vietnams højeste bjerg i 3200 meters højde og de tonkinske alper er rimeligt imponerende. Vi følte os hjemme med det samme og kunne genkende meget fra Norge og Østrig. Vi havde to dobbeltværelser for os selv plus en kæmpestor terrasse med den flotteste udsigt over bjergene. Vi fandt hurtigt ud af det vi havde mangler i Hanoi var en terrasse hvor vi kunne side og slappe af. Det fandtes ikke på hotellet i Hanoi og vi havde vændet os til det fra Thailand. Hvor vi jo havde brugt det meste af en måned på at sidde i skyggen og nyde udsigten!!
Personalet var superflinke, men der gik alligevel et par dage inden vi holdt op med at tænke på om der mon kom en ekstraregning for hotellet. Det var jo ikke det samme som der stod i vores papirer. Man bliver så træls mistænksom af at snakke med andre backpackere i Vietnam!
10.2.2010 Gåtur langs floden
Ifølge vores guide er det bedste tidspunkt for en længere trek i Sapa-området fra start til midt September. Det er tidspunktet hvor bønderne høster deres ris marker. Markerne står på dette tidspunkt gyldne og flotte og skaber rammen om en del fester da der i dette område kun bliver høstet en gang om året. Ellers er maj også flot, her planter de risplanterne ud. Guiden laver en del private ture som koster det halve af hvad bureauerne forlanger. Han mener, at en tur på 14 dage rundt i området med homestays inkl. alt skal koste ca. 1500 US for en familie. Ungerne bør dog være 12-14 år og have trænet inden med 10km dagligt i 3 mdr. Så det går en del op og ned på turen rundt. Vi fik guidens email-adresse hvis nogen skulle være interesset! Normalt er der meget diset og sigt på ca 4 meter i området på denne tid af året, men vi oplevede kun blå himmel og ingen dis. Sapa er helt klart en turist by specielt den del vi boede i, men der er helt klart lav sæson og de lokale er optaget af, at det de skal have købt ind til Tet (nytår).
Dagen efter tog vi en lille tur ned i dalen for at se hvordan H’mong folket boede,- troede vi. Men det viste sig, at vi ikke rigtigt kom til at se deres hjem. Men vi fulgtes med dem hele vejen ned i dalen. Faktisk fulgte de turisterne rundt i hele byen i store flokke for at sælge alle deres håndværk. De var meget insisterende og det var sjovt at se dem arbejde. De gik målrettede efter de nyankomne som ikke havde lært, at sige NO men kun Maybe Later. De opfattede tilsyneladende ikke det første, men lagde meget vægt på det sidste.
Jane havde en rigtig sjov oplevelse den sidste dag med 2 kvinder som kom og spurgte om vi Wana Buy! Jane lavede noget sjov med dem og spurgte ind til hvor de kom fra og hvad deres alder var osv. Præcis som de selv gjorde ved alle turisterne. Det syntes de var rigtigt sjovt, så de sagde at de ville sælge til en rigtig god pris! De mødte tit nogle sure turister og til dem sagde de at de ville have en halv million for deres varer, men Jane var smuk og sjovt,- så hun kunne få det meget billigere. Vi sad og grinte sammen med dem i 15 minutter inden de gik videre med et smil på læben,- dog uden at have fået solgt noget til os.
11.2.2010 Sapa
Vi havde dagen helt for os selv, intet planlagt. Vi bookede ud og lod tasken stå og gik op igennem byen for, at finde vejen til hvad vi troede var et radiotårn. Her måtte der være en super udsigt over dalen. Dagen var faktisk mere klar end det havde været de andre dage. Vi har været helt utrolig heldig med vejret mens vi har været her. Normalt er der 12 grader og så tåget at man kun kan se 4m frem i dalen. Vi har haft 3 dage med 22 grader og høj sol!
Det viste sig, at der på vej mod radiotårnet var lavet et helt parkanlæg. Der var lavet en masse stier i området. Men en eurupæisk have og legeplads. Men det flotteste var de sjove sorte klippeformationer der var i området, med små udkik gennem klipperne til en fantastisk udsigt over begge dale. Ungerne og de gamle var efter 2 dages vandring ved at være i topform, så der var ikke meget brok selvom turen gik noget opad.
Dagen efter blev vi kørt ned i dalen for at gå langt med floden 4km. Der gik en sti gennem flere af landsbyerne. Det var fedt at se meget mere til hvordan folkene boede i dalen. Vores guide var god til at fortælle om deres dagligdag, da han selv var vokset op i en mindre landsby ca, 60km fra Sapa. Han havde selv måtte passe bøflerne som dreng. Han fortalte, at der var meget stor forskel på hvor meget børnene gik i skole. I dalen hvor man kunne høste ris 2 gange årligt gik næsten alle børn i skole. I bjergene var det 25’ af børnene der gik i skolen. Faktisk gik læreren selv rundt efter ferien og samlede børnene ind. Læreren lokkede også nogengange med slik for at få børnene i skole. Det var skidt, da børnene så ikke fik lært hvordan man f.eks. skulle holde bøflerne. Sidste år var mange af bøflerne døde i bjergene, fordi folk ikke vidste at dyrerne skulle ind når vejret var ekstra koldt.
Det var mærkeligt, at høre at der kunne være så stor forskel på børnenes vilkår i 2 landsbyer der ligger blot 2km fra hinanden. Og at det altsammen bundede i hvor tit de kunne høste deres ris og dermed hvilken levefod de havde. Ris betyder alt i dette område!