Efter en dejlig uge med en masse oplevelser hos Jim og Eileen i Houston, vendte vi igen i lørdags næsen mod vest. Der var ikke så meget mere vi gerne ville se i Texas udover bare selve landskabet, så vi kørte bare ret hurtigt igennem Texas, selvom det er en KÆMPE stor stat. Det var rigtig spændende at se, hvordan landskabet ændrede sig, for det ændrede sig ret meget kort efter, at vi var kørt ud af Houston. Fra at være storby efter storby kom vi rigtig ud på landet og der begyndte så småt at dukke lidt ørken op. Det var sjovt at se en masse store ranch’s, men når man har kørt i den samme slags landskab i mange, mange timer, så er det ikke så spændende mere. Efter Texas kørte vi ind i New Mexico, der minder en del om Texas i starten, men efterhånden, som vi kom længere og længere ind i New Mexico begyndte der at dukke lidt bjerge op. Både søndag og mandag blev kun brugt til at køre igennem disse to stater (søndag kørte vi ca. 1100 km), stjæle internet-forbindelse fra forskellige moteller og rastepladser, og for Louises vedkommende, til at spekulere over, hvordan man kan køre igennem en hel stat (New Mexico) uden, at der nogle steder mobilnet. Hun mener bestemt ikke selv, at hun er afhængig :) Men, at det da bare meget rart at kunne komme lidt kontakt med Mor, Far og Christian! Når tiden blev lidt for lang, når vi kørte, blev der til tider diskuteret heftigt, hvorvidt Louise er en n00b eller om hun sniger sig op og bliver en semi-nørd (der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Kris er nørd med stort N!). Når alt blev træls og vi havde kørt så langt, at vi snart ikke kunne holde til mere, så var det jo godt, at vi havde Shubidua og TV2 med, så vi kunne skråle med på deres sange og holde humøret højt på den måde.
Da vi mandag aften næsten var kørt hele vejen gennem New Mexico fandt vi en lille, hyggelig campingplads, hvor vi ville sove. Desværre sov vi ikke ret godt, nærmere elendigt, den nat, fordi det var ALT for koldt! Selv med tørklæder, tøj, tæpper og soveposer var der svært at holde varmen, for man frøs selvom det faktisk kun var næsen, der stak udenfor. Vi vågnede derfor meget tidligt tirsdag morgen og begyndte bare at køre igen. Efter nogle 100 Miles i sol, der bagte ret meget igennem forruden på bilen, kom vi endelig til vores næste punkt på dagsordenen; ”Petrified Forest National Park”. Vi havde set den markeret på kortet og syntes begge 2, at en forstenet skov lød ret sjov, så der skulle vi da selvfølgelig lige ind og kigge lidt. Vi blev dog slemt skuffede! Når vi tænkte forstenet skov, havde vi forestillet os kæmpe forstenede træer, som så helt uhyggelige ud, men det eneste der faktisk var at se, var nogle forstenede træstubbe. Louise læste inde på pigetoilettet (hvor der underligt nok hang informationsskilte) at der hvert år bliver hugget mere end 12 tons forstenet træ fra parken. Så måske var det alligevel ikke så underligt, at der kun var træstubbe tilbage! Hvad der så undrede os var, at man overalt kunne købe små stykker forstenet træ i ALLE former og farver. Hmm! Lidt mærkeligt, når de så gerne vil bevare deres forstenede skov. Det må være fordi, der er penge i det!
Efter vores udmærkede tur i den forstenede skov fandt vi en campingplads, hvor vi gerne ville sove om natten. En rigtig sød pige, som stod i informationen, fortalte os, at det kun ville blive 30 grader Fahrenheit om natten, hvilket vil sige under frysepunktet, så vi havde endnu en rigtig kold nat i vente. Inden vi ville sove, så vi en film på computer, mens det blev rigtig mørkt og koldt udenfor. I løbet af aftenen var vi begge kommet med forskellige forslag til, hvordan vi skulle klare den nat. Vi overvejede lidt at sove tidligt om aftenen, være vågne om natten og så sove igen om morgenen, så det måske ikke var så koldt. Kris havde hørt fra sine soldaterkammerater, at de nogle gange lynede deres soveposer sammen, så man bedre kunne holde varmen, men der kom ikke nogle rigtig gode forslag på bordet. Lige siden vi ankom til campingpladsen havde vi gået og joket med, at vi jo altid bare kunne lægge os ind på et af de, faktisk ret lækre, badeværelser og sove, men vi grinede bare af det og slog det hen igen. Altså lige indtil vi skulle sove! Det var allerede rigtig koldt, da vi begyndte at redde op inde i bilen, så tanken om at lægge os ind på et af badeværelserne blev mere og mere tiltrækkende. Enden på balladen blev da også, at vi til sidst tog vores soveposer på nakken, lagde os på lur til vi var sikre på, at dem, som arbejdede på campingpladsen var taget hjem, hvorefter vi i nattens mulm og mørke sneg os ind i huset med badeværelser. Louise redte op inde i brusekabinen, der, selvom hun ikke er af de største, var lidt for kort, mens Kris fyldte resten af gulvet. Så puttede vi os i vores soveposer og begyndte at læse lidt inden vi skulle sove. Vi kan nok godt konkludere, at det var en af de mere specielle nætter vi har haft herovre. Kris sov udmærket, mens Louise var vågen ret mange gange. Det var lækkert, at man ikke lå og frøs hele tiden, men tanken om at blive taget på fersk gerning uden at vide, hvad konsekvensen mon ville være, gjorde, at hun ikke sov helt vildt godt. Det var dog en del bedre end kulden i bilen, og så kan vi da sige, at vi også har prøvet det med. Det er der nok ikke mange andre, der har prøvet :)
Onsdag havde specielt Kris glædet sig til, at vi skulle se det bedst bevarede meteorkrater i verden, så det var vores første stop. Vi betalte for at komme ind, og gik så op til det ret store krater, som faktisk ligger midt ude ingenting og det var også spændende og sjovt at se. Men når det så er sagt, så var det lidt af en fuser. For det første kan man ikke bruge meget mere end et kvarter med at stå og kigge på selve krateret og for det andet var det tilhørende museum om meteorer heller ikke værd at skrive hjem om. Det var faktisk bare det samme man kunne læse igen og igen, så det fangede ikke engang Kris, som ellers er ret interesseret i sådan nogle ting. For det tredje havde vi nok også forventet en del mere end det vi så, f.eks. også fordi, at vejen den ligger på, og campingpladsen vi boede på, er opkaldt efter krateret. Derudover, var det også lidt dyrt, men nu har vi set det og det var også godt at få det set.
Heldigvis opvejede Grand Canyon, som vi kørte hen til bagefter, at meteorkrateret ikke havde været den bedste oplevelse på turen. For Grand Canyon var virkelig flot og VIRKELIG stort! Eneste minus var, at vi følte os forfulgt af en stor bus fyldt med japanere, og er der nogen, der går amok med at tage billeder, så er det nok lige japanere. Klik, klik, klik, klik, klik klik Bedst som vi troede, at vi var kommet foran deres bus i vores bil, så var de der igen! Men selvfølgelig skal de også have lov til at være der. Og de gjorde ikke udsigten udover alle sletterne og bjergene mindre fantastisk. Man begynder at forstå, hvorfor Grand Canyon bliver betragtet som ét af verdens 7 vidundere! For os som er vant til landskabet fra Norge og Sverige, som det med skoven godt kan minde lidt om, så er det nok ikke så vildt, som det måske er for japanerne, men man kan alligevel ikke lade være med at synes, at det er smukt. Og når man står og kigger ned, så kan man altså godt blive lidt svimmel (Louises hjerte begyndte også at slå lidt hurtigere på et tidspunkt) for der er bare rigtig langt ned!

Lige nu sidder jeg i bilen og skriver, mens vi er på vej mod Las Vegas, men det må I høre om i den næste historie.
Det var vist alt herfra for denne gang. Må hellere lige sige, at vi simpelthen bare er så glade for, at I er så mange, der følger med på vores hjemmeside. Det er så dejligt at vide, at I sidder derhjemme og glæder jer til den næste historie kommer ud, når man er så langt væk hjemmefra og det gør det også meget sjovere for os at skrive. Så 1000 tak :)
Ha’ det godt alle sammen, vi savner jer :)

Ps. Det er Louise der har skrevet historien selvom den er lagt ind i mit navn!