(Skrevet d. 16/10)

Så nåede vi til Milledgeville, Georgia. Vi kørte fra Key West og dertil på 2 dage, så der havde Black Betty nok at se til. Vores mål var jo Atlanta, og da vi havde haft lidt problemer med at få fat på Dwight, som vi fandt gennem Servas, bestemte vi os for at overnatte på en campingplads lidt syd for Atlanta, altså i Milledgeville. Om morgenen gik Kris ind for at betale, da vi var kommet meget sent om aftenen, og bare havde fundet os en lille plads ved siden af toiletbygningen. Det tog godt nok lidt længere tid end sædvanligt, og da han så kom ud til os 2 små børn i bilen smilede han over hele 5-øren, og spurgte om vi var interesserede i at blive interviewet af den lokale avis. Og ja, hvorfor ikke? Da vi så alle 3 kom ind i receptionen gik det da helt over gevind! Men sådan er det åbenbart at bo i Milledgeville – der kommer ikke så mange udlændinge. Vi fik da også hele historien om byen: Det var Georgias tidligere hovedstad (nu er det Atlanta), der var 5 fængsler i byen, og det var der det første sindssygehospital i USA lå. Så var der lige tilføjelsen om, at det var her de havde opfundet den elektriske stol. Til vores store forundring var receptionisten ret stolt af det! Som sagt fik vi en aftale med avisen, og senere fik vi fat i Dwight, så nu ville vi både blive kendte og få vores første Servasfar. Vi ventede så hele formiddagen på en parkeringsplads ved ”Piggly Wiggly” indtil tiden kom, hvor vi skulle ind på avisen. Interviewet tog omkring 4 min og 33 sekunder, og derudover blev vi fotograferet inde i butikken ved siden af, der var en cowboybutik. Så der stod vi sammen med ejeren og iklædt hver vores cowboyhat – fint skal det være. (Vi skal nok sende et link til artiklen når avisen udkommer på torsdag.)

Så blev det aften og vi fik ringet til Dwight og vi fandt ud til hans hybel på Holly Hill Road. Her blev vi taget i mod med øl, så det kunne snart ikke være vildere! Han var en meget berejst mand, og havde faktisk for nylig været i Sverige og Danmark, hvor han i øvrigt har været op til flere gange. Han var en ret stille mand, men alligevel let at snakke med. Han har boet i det meste af verden, og er professor i antropologi og arbejder på Georgia College & State University. Han underviser dog ikke, men arbejder med de internationale studenter. Fredag aften tog han os med på rundtur i byen, men der skete ikke rigtig noget, desværre. De efterfølgende dage fik vi til at gå med afslapning og telefonsamtaler med de små hjem i Danmark. Lige hvad man havde brug for. Afslapningen bestod i at læse eller se film, for han havde ikke kabel tv, så vi kunne ikke engang se nyheder. Men det var også lige meget, for han havde en masse gode film. Dog manglede slutningen af ”The Lady Killers” til Kris’ og min store skuffelse. Senere på dagen opdagede Kris, at bilen var begyndt at lække olie, så Dwight tilbød os at blive hos ham en 3. nat, så vi kunne få fat i en mekaniker om mandagen. Som tak lærte vi ham at sige ”rød grød med fløde” og ”hygge”. Og så kom vi på værksted igen, igen, igen. Heldigvis var det hurtigt ordnet, så vi kunne komme ”on the road” igen. Derudover skal det lige siges, at det lykkedes Ernst at få solgt den bil, som vi ikke ville have med rødt indtræk af plys. Thomas og Ølhår har nemlig købt den! Så det skulle ikke undre os, at den kører uden problemer hele turen. Men vi er nu alligevel sikre på, at Black Betty er bedre end Røde Roberto!

Derefter gik turen så til Atlanta. Her var det planen, at vi skulle se Martin Luther King Jr.’s grav og Coca Cola museet, men først skulle turen gå ud forbi Stone Mountain, som er en skulptur på en 213 millioner kubikmeter stor sten, der forestiller 3 af sydens største ledere under The Civil War: Jefferson Davis, Robert E. Lee og ”Stonewall” Jackson. Der nåede vi til i 2. forsøg… Ja, der er en del store stene i parker omkring Atlanta… Herefter gik turen til Down Town Atlanta, hvor vi fandt Martin Luther King Jr.’s grav takket være Louises falkeblik. Her købte Kris, som den gentleman han er (eller måske bare for at få ro), en blomst til hver af os af en tigger. 2 blomster til 3 dollars – sikke et kup  Men ro, det fik han. Selvom graven ikke var helt som vi havde forestillet os, var det alligevel flot. Vi kørte herefter videre for at finde Coca Cola museet, og på vejen fik vi da også set den bygning CNN sender fra og Georgia Dome, men vi kunne ikke rigtig finde det vi ledte efter. Igen spottede Louises falkeøjne det vi skulle bruge. En stor bygning, hvor der med stor stod ”Coca Cola” henover. Så der kørte vi hen, men vi kunne ikke rigtig finde indgangen til det, så vi spurgte en lille kone, der sad i et lille skur og tjekkede biler ind og ud, om, hvor det var. Og her fandt vi så ud af, at vi var helt galt på den. Vi var kommet til Coca Colas hovedkvarter, og ikke museet. Hun gav os en folder, og vi fandt så ud af, at museet havde lukket på det tidspunkt, men vi ville finde det, bare for at sige at vi havde været der, så det gjorde vi 

Dagen sluttede vi af på en campingplads med frit trådløst netværk, så det var jo luksus. Nu er kursen sat mod New Orleans, og så skal det lige med, at vi er kørt ind i en ny tidszone, da vi passerede grænsen til Alabama. Så nu er vi 7 timer bagud i forhold til Danmark.

Ha’ det godt derhjemme og tak for alle de dejlige hilsner!