|
Efterhånden er Louise og Pernille ved at være bare en lille smule bekymrede for Kris, for han er lidt ved at udvikle sig til en lidt senil gammelfar i stedet for bare, at være at være gammelfar. Det startede på den første campingplads her i Florida, hvor vi ankom midt på aftenen. Det var næsten blevet mørkt, hvilket ikke skal være en undskyldning, men Kris kunne ikke rigtig finde rundt i det der med toiletterne. Louise og Kris gik op for at tisse, og Louise undrede sig godt nok en lille smule over, at Kris gik med ind på pigetoilettet for at tisse, men tænkte ikke videre over det. Det var da nu også meget hyggeligt. Men det viste sig, at det blot var fordi Kris var overbevist om, at der var unisex toiletter på campingpladsen. Han vil stadig ikke helt indrømme, at han gik forkert Noget andet er, at der er begyndt at være lidt slinger i valsen, når han skal finde vej. Han har misset indkørslerne til supermarkederne op til flere gange, men hvad der er mere foruroligende er, at han kørte lige forbi Wendy’s da vi skulle ind og have burgere her til middag. Måske skulle vi tage ham til lægen en dag, så han kan få det undersøgt, for uden ham er vi da i hvert fald på glatis! Apropos det med at være ved lægen, så er det faktisk også noget, vi nu har prøvet herovre, for Søndag skulle Louise pludselig på hospitalet. Hun var blevet stukket af en masse myg, det stakkels barn, og havde fået blodforgiftning. Dette var også noget af en oplevelse, fordi det system er så meget anderledes end i Danmark. Vi snakkede i alt med 3 sygeplejersker, en sekretær og en læge, for at få de piller hun havde brug for, og for at gøre forvirringen total skulle Louise oven i købet også svare på en masse underlige spørgsmål. F.eks. blev hun spurgt, hvilken religion hun havde, hvorfor hun kiggede op på Kris, helt rådvild i øjnene, og sagde: ”I’m just Christian??!”, som om dette var den eneste religion i hele verden. Noget andet underligt vi har oplevet i Florida, er nogle meget mærkværdige insekter. Det ligner en slags små fluer, men det underlige er, at de hænger sammen 2 og 2, som om de flyver og knalder dagen lang –derfor går de under navnet ”Love-bugs” eller som en af de lokale så smukt udtrykte det ”Fuck-bugs”. Så har man set det med! En stor attraktion tæt på Daytona Beach, hvor vi boede på vores anden campingplads, er verdens største Harley-Davidson forretning, som vi også var inde og se en dag. 2 etager proppet med alverdens forskellige Harley’er og andet gejl. Kris havde julelys i øjnene, men man må også sige, at det var gennemført. Efter et par afslappende dage kørte vi lidt længere ned sydpå, nærmere betegnet Orlando. Her var vi i Sea World, som er en rigtig stor forlystelsespark i ”alt-godt-fra-havet”-stil –Kattegat Centret gange meget vildere! Vi startede med flamingoerne, men I kender jo nok Pernille og hendes fugle-fobi, så vi valgte ret hurtigt at gå videre til fiskene. Næsten allerførst gik vi ned til et ret stort bassin men delfiner, som vi fik lov til at klappe og ae, når de kom forbi. Det var rigtig sjovt og bestemt ikke noget man prøver hver dag, når man kommer fra det kolde nord. Så det kan vi vist godt tillade os at blære os lidt med. Resten af dagen bød både på delfin- og spækhugger-show, samt en tur i Krakken, som nok er den vildeste rutsjebane vi nogensinde har været oppe i. En masse loops, endnu flere twists og psyko-høj fart, så tak for kaffe! Pernille var overbevist om, at det var godt, at hun ikke havde spist en is inden, ligesom Louise og Kris. Efter denne hæsblæsende dag fandt vi vores nuværende campingplads, til sølle 7,5$ (ca.45 kr.). Så her valgte vi også at tage en lille hviledag inden vi igen i morgen drager videre mod Kennedy Space Center, og derefter mod Miami, og endnu mere sol og shopping.
Bye bye!
|