“If you don’t have a car, you’re screwed!”

Det var de eksakte ord fra en venlig amerikaner vi mødte, og vi kan godt skrive under på at det passer. Der er nemlig sket det uheldige at barnet har haft sin første sygedag – med andre ord, Betty er blevet syg.

Det begyndte i torsdags. Efter planen skulle vi køre fra Buffalo ned til Washington DC, men det nåede vi aldrig. Da vi kørte af sted om formiddagen begyndte det at lugte en smule i bilen, vi troede sådan set bare det var en lugt udenfor, så det gav vi ikke flere bekymringer. Senere begyndte gulvmåtten i passagersiden at blive lidt våd. Tankerne gik på at det nok bare var et lille hul, som fik vand fra kørebanen til at sprøjte ind på måtten – vi blev klogere! Det viste sig nemlig at det var kølervæske til motoren som lækkede ind i bilen. Dette erfarede vi, da vi ved et tilfælde holdte ind på en rasteplads (Louise skulle tisse igen, igen ), og så at der dryppede en ildelugtende grøn væske fra bilen. Vi fik ringet til Ernst og han fandt en automekaniker et lille stykke derfra, som lukkede kl. 18.00. Det skal lige siges, på daværende tidspunkt var klokken 17.47, så Betty fik ”tuld furbo”, men vi nåede det lige inden lukketid. Aftalen med mekanikeren lød på, at de ville have den klar til næste formiddag kl. 12. Så langt så godt.
Fredag formiddag kl. 12, efter at have tilbragt natten på et dejligt motel med 2 kæmpe dobbeltsenge, trådløst internet og kabel-tv, fik vi ringet til mekanikeren for at høre om bilen var klar. Til vores store overraskelse havde Ernst sagt nej, til at de skulle fikse det, da han ikke var tilfreds med prisen. Det betød at vi skulle få bilen over til en anden mekaniker, samt overnatte endnu en nat i byen. Laurel var navnet, ca. 20.000 indbyggere og ikke en skid at lave! Vi fik dog det samme hotelværelse, så hele dagen blev brugt på at skrive mails, samt se film og æde chips (vi købte en pose chips der var 3 gange så stor som dem man ser i DK og den lever endnu!).
Lørdag eftermiddag gik, og gik, og gik vi, i hvad der føltes som en uendelighed for at komme hen og hente Betty. Da fandt vi ud af hvor vigtigt det er, at have en bil for at komme rundt herovre. Man ser ingen fodgængere, eller cyklister for den sags skyld. Det er kun i de større byer de findes. Da vi endelig nåede op til mekanikeren var vi meget glade for nyheden om at Betty var klar. Hvad vi var mindre glade for var at AC’en (Aircondition) ikke længere virkede. Det skulle fikses et andet sted, men det gad vi ikke vente på, så vi får det lavet senere i denne uge.

Da klokken lørdag slog 18.00 var vi endelig nået til Washington DC. Igennem Servas havde vi fundet frem til en familie vi kunne bo hos. Det viste sig dog at være et bofællesskab, så der boede i virkeligheden 8 mennesker fast i huset, derudover kom og gik der hele tiden en masse folk, så vi fik mødt en masse nye mennesker. De var alle sammen rigtig flinke og vi spiste aftensmad med dem den første aften – vi var 12 i alt, så det var en stor middag. I huset boede der en anden dansker, som også havde fundet frem til dem via Servas. Han hed Nils, var 23 år og kom fra Vejle (selvom han selv sikkert vil sige Århus, ”men os nordjyder kan du sgu ikke snyde Nils” ). En rigtig flink fyr, som næste dag tog os med ned i byen og viste os hvor de fleste seværdigheder lå (han havde været der 2 dage før os, så han havde allerede set det meste og han var derfor guide for os). Vi fik set Washington Monumentet, Det Hvide Hus, Arlington Cemetery, osv. En rigtig fed ting ved Washington DC er at langt de fleste museer og udstillinger er gratis, så vi besøgte National Museem of Natural History, hvilket er et kæmpe museum med alt fra diamanter til dinosaurer. Højdepunktet (for mig i hvert fald) var da vi så Aliens of the deep, som er en 3-D Imax film der handler om livet under havoverfladen. Der var flere gange hvor man følte at væsnerne hoppede ud af skærmen og lige op i vores face – rigtig cool!

Hip Hip Hurraaa! Mandag havde Pernille (og Henriette) fødselsdag. Det blev fejret med danske flag og gaver medbragt hjemmefra. Det meste af dagen gik med at slappe af, se film og få snakket lidt med familien over Skype. Nå ja, vi fik også gjort Betty lidt ren, så nu spinder hun som en mis igen! Vi kørte fra Washington DC om aftenen og fandt en lille campingplads hvor vi overnattede. Vi kom kun af med 10 dollars, så det kan næsten ikke gøres meget billigere.

I skrivende stund (26/9) kører vi på en lille landevej i staten Virginia og passerer snart over i North Carolina. Det bliver varmere og varmere for hver dag der går, da vi hele tiden kører sydpå, og netop derfor savner vi mere og mere vores AC. Men når vi kommer til Georgia, har vi lavet en aftale med en mekaniker som Ernst kender, om at vi skal ha’ det ordnet. Det burde være en nem opgave, som kun tager en time ca. så vi håber på det bedste.
Ellers er der vist ikke så meget mere at berette. Vi har det alle sammen godt og lever ikke alt for usundt. Vi har investeret i nogle skåle, nuppet en hel del engangsbestik på restauranter og købt noget morgenmad, så nu kan jeg få min daglige ration 3 gange om dagen!

Bye bye now!