Ruiner, fattigdom og vise ord fra en 6aarig...

Vores moede med Cambodia har indtil videre vaeret yderst positivt. Vi havde paa forhaand mange forventninger og dog var vi ret usikre paa hvad der ventede os, da landet jo foerst i de senere aar er blevet et mere sikkert land at rejse i.
Vi landede saaledes i Siem Reap den 24.feb. om eftermiddagen, efter en lang rejse fra Bangkok. De sidste par naetter har vi overnattet paa guest houset Home Sweet Home, hvor vaerelserne er store, sengene yderst komfortable og personalet venligt!

Igaar, torsdag, lejede vi saa en tuk tuk (som i Cambodia daekker over en scooter med overdaekket vogn bag paa), som koerte os rundt til de forskellige templer. Vi stod saaledes tidligt op for at faa det meste ud af dagen, og udfra vort fyldte kamerakort sidst paa dagen, maa man kunne konstatere at DET GJORDE VI! Vi blev simpelthen tryllebundet allerede fra vi kunne ane den foerste tempelruin fra vores saede bag paa tuk tuk’en og begejstringen har efter endnu en dag endnu ikke lagt sig. Det er ganske enkelt vanvittigt fascinerende hvordan man for over tusind aar siden har vaeret i stand til at bygge disse enorme bygninger, udelukkende i sten. Og maaske endnu mere imponerende er det, at de paatrods af aarhundreders slid fra vind og vejr, evolution og borgerkrige stadig fremstaar som disse smukke beviser paa menneskets evige skaberlyst. Rent historisk set er templerne modsat almen opfattelse ikke bygget som ét stort sammenhaengen kompleks, men derimod ad flere omgange, og havde oprindeligt forskellige funktioner. De foerste templer er, groft sagt, blevet bygget i starten af 1000-tallet, mens de sidste stammer fra slutningen af 1200. Nogle af ruinerne er under konstant renovering, lande som eksempelvis Italien og Frankrig varetager saaledes arbejdet med udvalgte templer og har forpligtet sig til at faerdiggoere arbejdet. En lille ’sjov’ historie knytter sig til templet Bapuon, hvor franskmaendene som en del af renoveringen valgte at skille det ad til atomer. Uheldigvis blev tegningerne vaek, og selve genopfoerelsen er nu yderst problematiseret idet man ikke heeelt ved hvor de enkelte sten hoerer til og hvordan det faerdige resultat skal vaere. Ja ja, men de kaere franskmaend har vel gjort deres bedste og saadan et par tegninger af verdens kulturarv kan jo saa let forputte sig..

Rundt ved de forskellige templer blev vi gentagne gange kontaktet af lokale, som forsoegte at saelge os alt lige fra solbriller og sodavand til toerklaeder og guideboeger. De er meget, meget insisterende og derfor svaere at ryste af sig. Alligevel kan man ikke andet end baere over med dem, for landets fattigdom lyser ud af hver enkelt lille pige og dreng, som med deres snavsede toej og tandloese smil vokser op i en verden som er saa fjern fra den, som vi andre tager for givet. Rikke og jeg tillod os selv en frokostpause mellem tempelbesoegene og sad saaledes og noed lidt ris i skyggen. En lille pige paa omkring 6aar med sort, filtret haar og et par levende oejne kontakter os og paa imponerende engelsk spoerger hun Rikke hvor vi kommer fra. Da Rikke svarer Danmark kloer hun sig distraet i panden hvorefter hun med bestemt mine goer opmaerksom paa, at hvis hun kan fortaelle os hovedstaden i vort hjemland, saa skal vi koebe noget fra hende. Rikke hopper selvfoelgelig ikke paa den, og pigen finder istedet nogle siv-armbaand frem, som hun mener Rikke kan koebe til sin kaereste. Rikke naar knap at goere hende opmaerksom paa det faktum, at hun ikke har en kaereste, foer pigen paa overbevisende engelsk og med et bestemt blik kigger Rikke i oejnene og siger: ’’Ýou know why you don’t have a boyfriend? It is because you don’t buy him presents from me!’’ Ak ja, taenk sig at skulle hoere sandheden fra en 6aarig pige. Men vi grinede simpelthen saa meget og kunne ikke andet end vaere imponerede over, at en pige i hendes alder beherskede det enelske sprog og en saadan charme.
Vi kan heller ikke sige os helt fri for at blive paavirkede af disse boern, og besluttede os derfor for at stoette dem. Det er alment kendt, at det er den bedste og mest direkte maade at stoette de lokale paa, og da vi oven i koebet synes godt om nogle smukke toerklaeder, var det helt naturligt paa den maade at slaa to fluer med et smaek.

Paa vejen hjem fra tempel-crashing idag oplevede vi en smule dramatik. Vi kommer stille koerende med vores kompetente chauffoer (en aeldre herre) bag styret af scooteren, da han stopper op fordi bilen foran ham er stoppet grundet trafikkoe. Mens vi holder her naar vi blot at hoere et skrig bagfra foer en tuk tuk med 4voksne og et enkelt barn stablet ind i vognen koerer ind i os bagfra. Stoedet bagfra foraarsagede at vores chauffoer maatte manoevrere vognen ind i kantstenen for ikke at stoede op i bilen foran os. Der blev en masse tumult, og vores chaoffoer fik hurtigt brokket sig til et par dollar af manden, som havde koert for hurtigt og for uopmaerksomt og derfor var bumpet op bagi os. Men da ingen var kommer noget til og de generelt ikke koerer saerlig staerkt, var dramatikken forholdvis hurtigt overstaaet. Vor gamle mand koerte os hjem til guest houset og stod bagefter og sparkede daek og vurderede skaderne sammen med ’gutterne’. Ork ja, vi oplever noget hver eneste dag!

Efter to dage med masser af tempel-ruiner og historie, bruger vi morgendagen paa det lokale marked. Billederne, som er blevet lagt ind fra Angkor Wat, taler vist for sig selv, og vi haaber at de i det mindste afspejler bare lidt af den storhed, som vi oplevede.

Til slut er der vist ikke andet at sige end: Godnat og sov godt, vi vil op og ligge i vores nyredte senge og nyde den behagelige traethed efter endnu en spaendende dag under solens straaler!