"Gagaju Bush Camp"

Den 4.dec. ankom vi til Noosa og blev moedt af en aeldre mand (foerst i 50’erne;), som mildest talt havde svaert ved at skjule sin skuffelse, da han saa os: Han havde forventet en fyr og en pige! Rikke kunne med blussende kinder og stigende frustration konstatere, at hendes navn endnu en gang var skyld i komplikationer og uforstaaende blikke. Folk har overraskende svaert ved at udtale hendes navn, og dette har udloest adskillige grin paa Rikkes bekostning (selvfoelgelig med Mille i spidsen). Det positive ved situationen er, at hun i loebet af den sidste maaned har faaet flere nicknames end hun i hele sit snarligt 21 aar lange liv har haft - og det maa da siges at vaere dejligt...

Efter at have koebt ind til de tre dages ophold ude i bushen, ankom vi til campen, som ganske rigtigt som den aeldre mand havde sagt, laa uden for al by og civilisation. Vi blev inlogeret i ’huse’, som mere mindede om telte fra en militaercamp, end et sted man rent faktisk betaler penge for at overnatte i. Mille konstaterede toert i loebet af det foerste kvarter i bushen, at hun naermere forlangte penge for overhovedet at gaa med til dette, efterfulgt af et klynkende: "Rikke, jeg faar fniller af det her sted." Rikke ikke saa meget som vaerdigede hende et blik mens hun sagde: "Jeg ved det!"

Men det skulle hurtigt vise sig, at vi begge noed den afslappede stemning, og stedet vrimlede med soede og imoedekommende backpackere og en aeldre, hjaelpsom mand. Efter et varmt bad, en trods alt paent redt seng og en omgang pasta med tomatsauce, var vi begge klar til en dejlig nats soevn..

Morgenen derpaa startede allerede klokken halv otte, hvor den foerste briefing omkring dagens kanotur blev indledt med en undskyldning fra guidens side af: "Beklager at vi starter lidt senere end planlagt. jeg fik saamaend lige et par oel for meget igaar, saa det var sgu lidt svaert at komme op her til morgen.." Som sagt: Stemningen var afslappet!!!

I 4 kanoer begav vi os efter en grundig indstruktion afsted paa egen haand ud paa Everglades. Vi var 12 mennesker,og havde faaet besked paa at forblive samlet. Turen paa 3,5km hen til foerste stop var overraskende let at komme igennem. Det boer dog fra start pointeres, at det paa ingen maade kan sammenlignes med at padle en bette tur paa Gudenaaen!!

Efter en mindre gaatur om paa den anden side at oeen vi havde sejlet ud til, ankom vi til en laekker, hvid sandstrand, hvor vi tilbragte det meste af eftermiddagen. Vi var derefter klar paa en stille tur hjem over soeen for at faa en omgang aftensmad, da vi satte os i kanoerne sidst paa eftermiddagen. Dette skulle dog vise sig at vaere saa langt fra sandheden, som var det naermest muligt. For det foerste skulle vi sejle hjem i modvind, for det andet var det kommet en hel del mere vind siden vi sejle derud, og for det tredje var boelgerne nu bemaerkelsesvaerdigt stoerre! dette resulterede i, at vi maatte padle, kaempe og samarbejde i vores ’baad’ for at komme over paa den anden side af soeen. Men efter at vaere kommet over, kunne vi saa konstatere, at vi manglede en af de fire kanoer, og ingen af os kunne faa oeje paa den heller. Paagrund af boelgegangen, var det umuligt for os at holde os stille og bare slappe af, mens vi ventede paa hjaelp, saa efter et kvarters tid, besluttede Rikke og jeg egenhaendigt, at vores kano ihvertfald blev noedt til at padle hjem, for ellers ville vi ikke have kraefter til det..
Naa, men efter denne tur, som paa mange maader havde vaeret lidt vild, men ogsaa oplevelsesrig, havde hverken Rikke eller jeg lyst til at tage paa en endnu laengere tur dagen derpaa, og tog os istedet en dag med hygge, laesning i haengekoejerne og grilning af skumfiduser over baal. Skoent! :)

Efter tre dage i bushen, hvor vi blandt andet gik en tur en sen eftermiddag og saa en vild kaenguru, kan det konstateres, at Mille overlevede sit fniller og kriller og at Rikke overlevede at vaere i hendes naervaer!

Aerligst Rikke og Mille :D