Magnus’ mor Malene guidede os erfarent hele vejen til Lufthavnens indcheckingsskranke. Timerne i KBH gik hurtigt, og turen over Atlanten gik problemfrit med masser af film. Så kom Seattle og de frygtede Amerikanske toldere. Lidt fingeraftryk og smil senere sad vi i et underligt, men velfungerende, interlufthavns metrosystem. De to timer vi havde i Seattle viste sig at være rigelige. En time med hæftig turbulens senere befandt vi os i Canada! Canadiere er kendt for deres afslappede mentalitet og gæstfrihed. Det ved det Canadiske grænsepoliti vist ikke. De mødte os med samme skepsis som når en 2-årig møder en omgang stuvet hvidkål. Efter at have vist samtlige kvitteringer, gennemgået vores privatøkonomi, vores erhverserfaring, samt at højt og helligt love at fraholde os fra at arbejde i Canada fik vi allernådigst lov til at komme ind i landet. Efter lidt problemer med at finde vores baggage kunne turen endelig gå til Fernie. Troede vi. Fra Calgary til Fernie er ca 400 km, som dagligt bliver tilbagelagt af både shuttlebusser og Greyhounds. Bare ikke kl. 2200 lokal tid. Så efter et døgs rejse tid stod vi i en rigtig træls situation. Greyhounden gik først kl 0630 næste morgen fra busstationen, og næste shuttle først 1330. En lur i en rigtig seng syntes at have lange udsigter. Peter faldt i snak med to unge gutter som stod for taxi og limo service. De kunne oplyse om en ekstra mulighed: Taxi til Fernie. Hvis vi kunne finde en ekstra person til taxien ville det blive dyrt, men overkommeligt. Efter at være udstyret med et skilt med skriften "Anyone going to Fernie?" fandt vi en New Zealænder i samme situation som os. Efter den længste taxitur i vores liv kom vi 0330 lokal tid frem til vores slut destination. 105 Ridgemoud Cresents indbygger er nu Camilla, Jonathan, Søren, Rasmus, Rene, Magnus og Peter. Og vi er en sød flok. På mandag bliver vi endnu én. Heldigvis er plads langt fra en mangelvare. Billeder kommer!