Cuba, Rom og Buena Vista Social Club
Flyet fra forfærdelige turistede Cancun i Mexico til Havanna tog 1 time og 5 minutter. Og alligevel blev jeg skuffet over, at der ikke blev serveret mad.
Vi landede i Havanna lufthavn og havde hørt at immigrationen skulle være et helvede at komme igennem, Julie skulle være der i næsten 2 måneder, men kun havde visa til 1, men det lyse hår og danske smil fik hun sig vist charmet gennem tolden uden problemer. Jeg derimod blev trukket til siden og spurgt om jeg havde taget noget ulovligt med, røg hash og det skete alt samme tid med at jeg var blevet trukket over til et bord hvor en vagt rodede alle mine ting ud af tasken. Jeg kunne ikke andet end syntes det var lidt komisk for jeg havde ikke fået vasket et stykke tid, og efter 4 måneder i tasken uanset om man bruger Ajax eller Vanish så lugter en tøj bare ikke skide godt. Så kan han lære det. Han virkede nærmest skuffet over ikke at finde noget.
Lada taxi til byen hvor forventningerne blev skruet mere og mere op. Tanken om at være kun få kilometer fra Havanna var en surrealistisk tanke, da Cuba altid har været et af de steder der kunne være helt fantastiske at tage til, men ikke rigtig virkede realistisk. Og nu var vi på vej.
Jeg fik givet adressen til chaufføren til et hostel fra min store Moon rejsebog, der var samme størrelse som De gule sider telefonbog og skulle vise sig, at være den mindst praktiske rejsebog overhoved. Det første sted vi ankom var booket af nogen andre, men de kendte nogen venner vi blev vist hen til. På Cuba er der nemlig ikke noget der hedder hostels. Man bor enten på latterlig dyre hoteller eller i casa particulares, som er hos private mennesker der er så heldige at have plads nok til at leje et værelse eller flere ud til turister. Og KUN turister. Casa particularesene har et lille blåt anker over døren, der symboliserer, at de har tilladelse til at huse turister. Et rødt anker er til cubanere og efter godt 15 ugers rejse, skulle jeg sove i det bedste og flotteste værelse jeg har gjort på denne tur. Der var ikke eget bad, men der var aircondition, og plads nok til at kunne bevæge sig uden at gå ind i alt muligt. Men det bedste af det hele var vores vært, Norma.
Norma var en dame i 60’erne der havde huset mere end få gæster gennem tiderne, og hun startede med at sætte sig ned og fortælle os de forskellige ”do’s and dont’s” man bør vide omkring Cuba.
Først og fremmest. Cuba har to valutaer. En for turister og en for cubanere, som turister ikke er beregnet at skulle kunne få fingre i. Den ene, Cuc, til turister, har tæt på samme værdi som den amerikanske dollar. Den anden, Cup, eller Monedos Nacionales, har en 24’ende del værdi af den anden. Så man skulle selvfølgelig vide hvor man skulle betale de forskellige steder med den rigtige valuta, men det lærte vi hurtigt. Norma udstyrede os med 480 MN, som vi begav os i krig med, og glædede os til at se værdien af.
Første aften gik vi bare rundt og så os omkring i det område vi boede, og efter at ha spist, tog vi ned et sted hvor der var nogen mennesker for at få os en øl og se nogen mennesker. En normal øl, Bucaneer, var på 5,6 ’’ og en stærk var på 6,5’’. Der gik ingen tid før en eller anden kom over og spurgte os om penge, og en anden fyr satte sig for at ville snakke. Hans engelsk var ganske ok, og det var interessant at høre hans synspunkter til, hvordan Cuba var, og hvordan det så ud, nu med Raul ved roret. Det var det samme, sagde han. Inden han kørte samtalen videre og ville tale ned om regeringen kiggede han sig lige over skulderen, rykkede lidt frem og talte svagere. Der er ytringsfrihed i landet... så længe man ikke bagtaler regeringen. Spioner lytter og de rykker direkte i fængsel for at ytre utildfredshed omkrring den store, den evige og fantastisk Fidel.
Aftenen fik jeg noget danseundervisning af en fuld cubanerinde der sagde, at jeg skulle tage mig sammen og tage det alvorligt. Jeg svarede noget med, at hun skulle hun da lige tage en slapper. Efter at ha drukket min første rom på karton gik jeg op gav hele 20 kr. for en ¾ liter 3 års Havanna Rom, som, da vi forlod stedet, gjorde mig lidt upopulær, fordi den havde ham gutten jeg havde siddet og snakket med, da regnet med at skulle ha. Sådan kan man jo tage fejl en gang i mellem.
Dagen efter var tæt pakket program. Jeg havde stablet et program på benene og Julie lavede et til dagen efter. Først var vi inde og se la universidad de Havanna. 20.000 elever, inkl. godt 4 tusinde udlændinge hvis jeg ikke husker helt forkert. Det dækkede sjovt nok et kæmpe område og to studerende øjnede hurtigt deres chance for at give os en rundtur. Vi vidste begge to godt, at det ville koste noget, til trods for det ikke blev nævnt på noget tidspunkt. Men jeg har lige nu læst, at man faktisk skulle ha speciel tilladelse for at gå indenfor og/eller følges med nogen studenter. Det havde en rigtig afslappet atmosfære og ikke for lille eller faldefærdigt. Skolens ene computer lokale havde 8 pcere. Jeg blev snere fortalt, at intern i landet først var blevet åbnet op til brug for cubanere omkring d. 1. Maj i år. Altså snart 2 måneder med internet i landet. Og computerene, som jeg så da jeg stak hovedet ind i lokalet så ikke ud til at være fra dette årtusinde. Derefter ned på en café/restaurant, som Fidel i sin tid gik meget på hvor vi fik mojitos. Kl. var altså ikke mere end 11-12 om formiddagen. Vi sagde tak, betalte for drinks til os alle fire, og sagde, da de spurgte om noget for rundvisningen, at det havde de lige fået igennem drinks. Da vi forlod Universitet kom vi forbi det andet sted vi skulle ha vores Cuba pizzer, som er gået hen og blevet et slags varetegn for Cuba og hvad der det mest udbredte mad man kan få for cubanske pesos. Men stedet var lidt anderledes i forhold til normale pizzeriaere. Menuen hang på en gul dør godt 2½ meter over jorden, hvor man, efter at ha hvad slags pizza man ønskede, gik over på den anden side af vejen, og ventede til ejeren stak hoved ud oppe fra tredje sals højde fra taget, hvor man så råbte sin bestilling op. Når pizzaerne så var færdige, så stak hun hovedet ud, pegede på den hvis pizza var færdig, og hejsede pizzaerne ned i en kurv. Og med hejse, der mener jeg bare kaste den ned, og ikke en gang, var der ikke nogen som ikke fik den i hovedet. Så tog man sin pizza, lagde pengene (hvad der svarede til 1 kr. pr. pizza) og gik. Der var en tillid til at man ikke bare tog pizzaerne, og der var altid mennesker nede på gaden der ventede på deres mad fra det Høje. Samme dag tog vi ud til Kirkegården der var utrolig smuk og husede omkring 500 mosuleumer, lidt kirker, og utallige mindre gravsteder. Om aftenen var jeg nede hos en Cruillo og hente mad, som er der hvor de lokale spiser, og man betaler under 5 kr. for mad. Jeg bestilte en bakke med et eller andet og det var først da Julie sagde, at det lugtede som Gøls den billige leverpostej, at vi fandt ud af, hvad det var vi spiste. Det smagte ikke godt før, eller efter opdagelsen.
Jeg har ikke tænkt mig at gøre det hele op i kronologisk rækkefølge. Dels fordi det er ikke sjovt at læse, og også fordi jeg smed min rejsedagbog væk, og i stedet skrev alle de små ting ned på seddeler, som jeg også har smidt væk og derfor ikke kan huske det hele. Men vi fik også set Capitolioen, som er en bygning næsten magen til Capitol Hill i Washington. Der havde de også internet, og et flot dekorativt bibliotek hvor var der blandt andet engelske kogebøger på hylderneog andre skønlittere værker. Vi besøgte også Havannas ældest cigar fabrik som for mig står som en af de mest mindeværdige oplevelser på hele turen. Inden turen sagde guiden, at vi ikke måtte tage kamera eller taske med ind. Jeg tog ikke min taske med ind. Det er en fabrik og der er virkelig mange mennesker der sidder derinde og ruller cigarer, men samtidig er det en mulighed for at se hvor ringe vilkår de arbejder under. Først så man en masse damer der sad og snakkede derudeaf i et lokale mens de rullede tobaks bladene ud og checkede at kvaliteten var god nok til at de kunne bruges. I hjørnet sad en mand helt for sig selv, tavs og rullede det brune papir og lagde det i bunker. Næste stop var hvor de rullede bladene til cigarer. Cigarene består egentlig bare af en masse blade der bliver rullet i en masse lag, alt efter tykkelsen for så derefter at blevet presset i en skruetvinge i nogen bakker, hvor der lå ca. 15-20 stks cigarer, så de fik den fine og glatte overflade. De er alle provsionslønnet, men jeg fandt aldrig ud af hvor meget de tjener. En gennemsnitlig cubaner tjener mellem 100 til 250 US dollar om måneden. – Inde hvor de sad og rullede var der måske 60- 70 mennesker og kun 3 af dem røg. En med cigaret og to med en stor fed cigar i kæften. Den ene, en dame på godt 70 der sad med sine store briller og sin fede cigar i munden, lignede en der havde rullet og røget 70 cigarer den dag alene og af udseende, bare ikke kunne komme fra andre steder end Cuba. Jeg prøvede at tage et billede med mit kamera, men uden blitz, så blev det desværre rystet.
Der blev rullet cigarer i alle mulige forskellige tykkelser og de tynde kaldte guiden for dame-cigarene. Derefter ind og se hvor de lavede kasserne, og lagde cigarene i. De blev også sorteret efter farver. De smager ens uanset om de er lyse eller mørke. Det ser bare bedre ud når det er samme farve man lægger i kasserne. Kasserne får et kvalitetsstempel og en lille lap papir i der skal garantere, at den er original og ikke fra det sorte marked. Når man går på gaderne på Cuba, vil man som turist blive spurgt omkring 100 gange om dagen om man er interesseret i at købe cigarer til en ”good price for you” Alle de blade som ikke er goode nok til cigarene bliver samlet i tønder og solgt til cigarretproducenterne.
Vi forlod Havanna for at tage en turistbus til Trinidad. På Cuba er der busser til turister og til cubanere. Turist busserne er langt dyrere og går ikke så tit. De andre er der masser af, og langt billigere. De er altid fyldte så om der er nok, ved jeg vel egentlig ikke.
Trinidad er en gammel kolonialsk by som en gang må have været rigtig flot. Alle husene i centrum far forskellige farver, men lignede også noget der ikke var blevet istandsat i hundreder år. Hvilke nok også var tilfældet. Vores vært familie var flinke, men var så fokuseret på at hjælpe, at de i stedet på at høre hvad vi ønskede bare tilbød os alle de ting de kunne skaffe. Vi fik hummer, med suppe til forret og kage til dessert, og imens vi spiste var han over at spørge 54 gange, om maden ikke var god. Fint nok første gang, ligegyldig og irriterende resten af gangene. Men det kostede os 55 kr. at spise virkelig god mad. Om de selv har råd til det ved jeg ikke, men de køber varene på et sort marked, hvor turister ikke har adgang. Og jeg er ret sikker på, at dem udlejer huse, kan komme i ballade hvis de bliver opdaget i at tjene flere penge end de indskriver. Hver gang man flytter til et nyt casa particulares, skal man indskrive sig, og så tager værten ens visa med ned til immigrationen og siger, at nu har man nogen turister boende, i så og så mange dage. Hvis man beslutter for at forlænge, så skal de derned igen. Værtsfamilerne betaler et fast beløb hver måned, og er derfor meget afhængie af, at der kommer nogen og bor. Og derfor da vi ankom til Trinidad var der alt for mange mennesker der kom over og blev ved med at spørge om vi ikke ville bo hos dem. Vi havde aftalt noget med Norma, og ville ikke bryde den aftale. Det fattede de ikke og til sidst sagde det klik for mig. Der blev slået over i børne, men også: "nu fatter du fandeme hvad det er jeg siger til dig eller så stikker jeg dit store fede reklameskilt ned i kæften på dig –engelsk. Det fattede de stadig ikke.
Musikken om aftenen var fantastisk. Buena Vista Social Club, var den stil de spillede. Alle dansede og alle var gode til det og det var jo pisse snyd. Selv par på over 90 år vrikkede med hofterne som en teenager. Og når der var nogen fyre der ville danse med Julie, så kom de over og spurgte mig, om det var ok. Det syntes jeg var helt fint, men det syntes Julie ikke, og var lidt forarget over, hvorfor kunne de ikke spørge hende, men hun vidste udemærket svaret. De er nok lidt mere gammeldags end vi er.
Videre til Cienfuegos hvor vi ankom til hvad der mindede om en by der var blvet forladt, og at det pissede ned gjorde det ikke bedre. Og endnu værre, så boede vi hos en dame hvis stemme jeg ikke kunne klare i mere end et nano sekund af gangen. Jeg gik simpelthen (uden at ligge mærke til det) når hun begyndte at snakke og lod Julie høre på hende. Julie ville også gerne øve sit spanske og jeg ville gerne undgå at springe ud over blakonen i et så ivrigt forsøg for at komme væk fra hende, hurigst muligt.
Cuba er ca. 1200 km fra den ene ende til den anden, og der bor lidt over 12 millioner mennesker. Det ligger 7 tidszoner væk, og alligevel mødte Julie en hun kendte hjemmefra. To danske piger, som vi senere samme aften var ude og få tilfældige drinks med. Med tilfældige så var det fordi den ene, Maja, og Julie var oppe og leje bartendere. Bartendere på Cuba ved ikke hvad en White Russian er. Dagen efter tog Julie og jeg med de to ud til et tropisk paradis, El Nicho der lå godt 45 km væk. Man skulle gennem noget rimelig svært terræn, og over nogen bakker der ikke var for børn. Vores lift var i en smadret lille, bette Fiat, der ganske enkelt ikke var bygget til den tur. På et tidspunkt skulle vi da også lige stoppe for at køle motoren ned. Men den fedeste detalje ved bilen var, at hver gang den blev sat i bakgear, spillede den lambada. Stedet vi ude ved, var fantastisk og kan ikke beskrives så jeg vil i stedet sende nogen billeder i det håb at det giver grobund til en masse misundelse. Da vi kom tilbage, så skulle vi betale ham indenfor, for igen, så må man ikke tjene mere, og på den måde være rigere end andre i kommunistisk samfund. Alle er ens.
Om aftenen var vi alle 4 i byen og jeg havde, grundet de 400 grader det havde været, ikke taget andet end en undertrøje på. Der var dresscode, med jakke. Det havde jeg jo sjovt nok ikke, men den to meter og 5 høje dørmand gav mig sin, som var stor nok til at jeg kunne bruge den som telt. Men ind kom jeg da.
Vi tog derefter tilbage til Havanna, da jegs kulle flyve nogen dage senere, og vi havde begge lyst til at se meget mere til Havanna, som vi begge rigtig godt kunne lide. Ligesom Trinidad og Cienfueegos er hestevogne en stor del af den offentlige transport, og kuskene har også bakspejle til dere.
Denne gang flyttede vi til den gamle bydel der hedder Habanna Vieja, som er langt mere turistet, men egentlig også hyggeligere. Der var en gade, Hamlets Gade hvor der om søndagen var live musik hvor der var samlet en ca. 30 mennesker. Den lille del af gaden hvor der var musik var som et lille Christiania samfund. Farver i alle regnbuens kulører og badekar oppe i 3 meters højde og et kasseapparat på en pæl og et lille galleri hvor maleren havde været i Danmark, og malede blandt fra/i Christiania, Kolding, Århus og lidt mere i København. Julie og jeg sluttede vores eventyr sammen med at se en fantastisk solnedgang der hvor alle bader i Havanna. Cuba var lige så spektakulær som jeg havde forventet og jeg er glad for at ha set det inden Fidel dør og nogen tror vil blive starten af en stor revolution (igen) og ske et kæmpe skift når Fidel dør. Mange drømmer om en bedre hverdag, om at kunne købe de ting, som man kun kan med Cucsene. Andre ønsker nok bare at tingene skal blive som der er. Bare et ønske om at det kunne være lidt bedre.

Tak for alle mailsene og alle dem der skrevet herinde. Hvert et ord er blevet læst, og jeg har virkelig sat pris på det.