Saa blev vi splittet op. Fra 5 til 2 paa en dag Det maatte jo ske. Angie skulle afsted samme aften vi kom tilbage fra 2 dages trekking i Colca Canyon og Hele og Andreas skulle til Cuzco for at gaa inka-trekket. Saa Ditte og jeg tog bussen til Puno. Vi havded koebt billet dagen forinden bare for at vaere sikker. Da vi finder vores pladser, sidder der i forvejen to maend., De viser deres billeter, og de identiske med vores. Jeg har i loebet af aftenen oparbejdet mig en ret stor hovedpine, og det sidste jeg havde brug for, var at vi ikke kunne komme afsted. Det skal lige naevnes, at den bus aabenbart slet ikke gik til Puno. (????) Vi gaar ind og snakker i informationen, og ser, at vi er langt fra de eneste der er i en saadan situation. Men af en eller anden grund, saa blev det os der trak det korteste straa, og vi matte bugsere vores tasker ud af bussen igen. Efter en halv time, hvor bussen skulle vaere koert 3 kvarter forinden, kommer der en madam ud og siger, at vi kan sagtens tage med; vi faar bare nogen nye pladser, og saa gaar bussen aabenbart til Puno alligevel.
Vi kunne ikke andet end grine af det.

Busturen varede 5 timer, og den eneste film der kom paa, var en Steven Segal film, som heldigvis var paa engelsk. Jeg faldt i soevn under den!
Men nu er vi i Puno. Vi skal ud og til nogen flydende oeer, hvor der skulle vaere nogen fuldstaendige fantastiske udsigter. Puno ligger i godt 3800m over hav overfladen, og det kan maerkes. Baade Ditte og jeg syntes at Cuzco var slemt, men her kan du maerke forskellen i luften naar man bare tager en dyb indaandning. Jeg snakkede om at tage en loebetur, men i denne her hoejde, kunne jeg forestille mig, at jegvillle kollapse 25 m fra vores hostel.

Men saa er det ogsaa snart farvel til Peru. Det har vaeret en fantastisk maaned, med utrolig mange oplevelser, og vi er ikke n gang faerdige med landet endnu.

Der er to maaneder til jul idag, og jeg tror jeg vil komme til at have den mindst stressfulde jul nogensinde.