Aller kæreste alle sammen!

Her langt om længe nyt om arbejdssituationen – der nu langt om længe ser ud til at være blevet løst. Det har taget utrolig lang tid af forskellige årsager; Men mest fordi jeg var nødt til selv ud og finde noget, da jeg ikke var tilfreds med det udvalg ICYE Colombia havde. Det er så absolut muligt selv at finde projekter her i byen, der er uendelig mange af dem, men det tager selvfølgelig mig, som udlænding, noget længere tid at få alle parter til at enes om arbejdstider, indhold, m.v.

Men jeg har nu fundet et projekt i bydelen ”Ciudad Bolívar” – der hedder ”Mujeres Transformadores” (meningsmæssigt betyder oversættelsen, kvinder der ønsker at ændre sig). Det er et projekt under en stor organisation, som kører mange af disse projekter der hjælper børn, kvinder, osv. i svære situationer.

Selve projektet går ud på at uddanne, undervise og oplyse alle disse kvinder om deres rettigheder (menneskerettigheder), hvordan de er stillet i forhold til at de er enlige forsørgere for 6-8 børn og i deres samfund ikke opfattes som kvinder med behov og drømme, men som arbejdere der udelukkende er til for at få maden på bordet kl. 17 og se efter børnene. Det er en stærk kulturel tradition, der gør det uendelig svært at give disse kvinder tro på at der findes mere for dem, at de har ret til mere end at finde sig i den terror deres familier ofte kører overfor dem. Og ikke mindst, at de kan mere end det!

Ciudad Bolívar er en samling af omkring 250 kvarterer og det skønnes at der bor omkring 1,2 mio. mennesker i denne bydel, der derudover betegnes som den farligste i Bogotá. Hele bydelen ligger spredt udover bjergene i den sydvestlige del af byen, og omfatter et helt enormt område, som hvis man ser det fra et højt punkt, er et fuldstændig ubegribeligt syn.
Udover at Ciudad Bolívar, specielt ved aften/nattetide, er uhyggeligt farligt, så er det også uhyggeligt fattigt. Mange af de kvinder der deltager i dette projekt bor i huse uden vand, varme, gas til madlavning samtidig med at de sover på gulvet – der jo altså er jordgulv. Det er et utrolig trist kvarter der huser mange triste skæbner, som aldrig kommer ud af dette mønster og får muligheden for at skabe sig en nogenlunde fremtid. Børnene hjælper til med arbejdet allerede fra de er ganske små, 4-5 år, og størstedelen kommer herefter ikke i skole.

Lad mig lige tilføje – før en eller anden får et hjerteslag – at jeg udelukkende befinder mig i Ciudad Bolívar fra formiddag til eftermiddag/aften – og aldrig efter kl. 20! – Vi går aldrig rundt alene og har altid en mere lokal kendt til at følge os til bussen, m.v. På den måde skulle jeg være så beskyttet mod fattigdommens grusomheder, som jeg kan være, samtidig med at jeg gerne vil arbejde i orkanens øje og være med til at hjælpe dér hvor det virkelig er nødvendigt, og ikke holde mig væk til blankpolerede facader fordi det er mere sikkert for mig selv. Jeg tager væk fra denne bydel hver aften – det er mere end mange af dem der bor der nogensinde kommer til.

Da jeg bor langt nordpå i Bogotá og Ciudad Bolívar er noget af det sydligste man kommer til i denne kæmpe by, betyder det at jeg har omkring 2 timers transport hver vej frem og tilbage mellem mit hus og projektet. Hvilket virkelig trækker tænder ud i længden. Derfor er aftalen med projektet at jeg tager derned og arbejder 3 dage om ugen og de resterende dage kan lave kontorarbejde hjemmefra, så jeg ikke fysisk behøver være til stede hver dag. Det er en perfekt løsning for mig, fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg ville være døden nær efter et par uger med al den transport, og for dem fordi de næsten altid er kronisk bagud med papirarbejdet for disse kvinder.

Så sådan ser situationen ud foreløbigt med arbejde. Samtidig med dette, er jeg/vi i gang med at ansøge om hvorvidt det er muligt for os at komme ud og arbejde i en nationalpark et sted i Colombia for en given periode. Hvilket faktisk var grunden til at jeg valgte netop Colombia da jeg i sin tid skulle vælge hvilket land jeg gerne ville til.
Jeg ved endnu ikke hvad det ender med, om jeg tager afsted eller ej. Det viser sig at den information jeg fik i Danmark af den danske organisation og sådan som tingene virkelig forholder sig, ikke rigtig stemmer overens, så lige nu er jeg ikke sikker på hvorvidt jeg tager afsted eller bare bliver her i Bogotá og arbejder de sidste måneder.
Men jeg skal selvfølgelig nok holde jer underrettet når jeg ved mere!

Der kommer foreløbigt ingen billeder fra det nye projekt – den kvikke læser vil nok kunne regne ud hvorfor jeg ikke slæber mit kamera med derned og leger pressefotograf på åben gade…!

Jeg håber I alle har det godt og er glade for hvad I hver især laver – jeg tænker meget på jer, og ønsker jer, som altid, alt det bedste. Pas som altid uendelig godt på jer selv.

That’s all folks!

Jeres, Tenna