|
Kære alle!
Jeg er – af adskillige personer i tidens løb – blevet spurgt meget til hvordan vejret er her i Bogotá, og i Colombia generelt. Så nu lader jeg den indre gnist af Henrik Voldborg jeg altid har haft i mig, komme til udfoldelse og laver her hvad man så populært ville kalde, en lille metrologisk gennemgang…
Lige i øjeblikket har vi højsommer hernede (december-februar). Hvilket vil sige at vi her i Bogotá har omkring 20-25 grader normalt om morgenen og formiddagen. Hen over eftermiddagen bliver det normalt lidt mere overskyet – og ind imellem har det endda den frækhed at regne (hvilket dog er meget lidt normalt for denne årstid!). De sene eftermiddage og aftener ligger normalt på omkring 15 grader, måske lidt under hvis vinden er kølig.
Dette vejr påstår de så vil fortsætte nogle måneder endnu, førend det bliver mere ustadigt og vi så går ind i den største af de to årlige regntider, i april-maj. Her kan vejret nogenlunde kort beskrives ved at det pisser ned ustandseligt! (ja undskyld, men der findes ikke andre danske gloser det kan beskrive det helt på samme rammende måde!). Alt det vand de behøver til et helt år med den hede hernede, kommer over to omgange, i april-maj og i oktober-november, så der bliver gået til den med vandmasserne i de måneder…
Det er så det de kalder vinter hernede, regntiderne – jeg har prøvet at forklare dem at det ganske enkelt er fordi de ikke ved hvad rigtig vinter er!. Det der for os er sommeren – juni-august er hernede regulære måneder med god jævn varme, uden at vi dog nærmer os de tropiske højder. Men god behagelig varme, uden rigtig regn. Herefter nærmer vi os så igen den anden regntid (oktober-november) der dog ikke er så slem som den i forårsmånederne. Og så er vi så nået hele turen rundt, hele året skiftende hede-regn-hede, osv. De har ikke årstider som vi kender dem derhjemme – det er grønt og frodigt hele tiden, naturens udseende skifter ikke rigtig, det eneste der ændrer sig er om der kommer regn eller ej. Enkelt egentlig…
Da Bogotá ligger i 2700 meters højde er vejret her noget anderledes end hvis man kører bare 1-2 timer ned af bjergene. Vejret her er varmere end i Danmark, men minder ellers ret meget om det med overskyet og kølig vind. I Cartagena fx hvor jeg slog mine folder i juleferien har de en daglig temperatur på 30-35 grader, som ikke svinger i løbet af året, men er konstant og fuldstændig kvælende og fugtig. De har den samme form for regntid som vi har her i Bogotá, dog falder temperaturen bare ikke, fugtigheden bliver bare tilsvarende højere (hvilket er ulideligt!).
Ned igennem Colombia skærer Andesbjergene – i 3 nogenlunde parallelle kæder – hvilket gør at enhver form for natur findes i Colombia. I dalene, lavområderne, er der tropisk hede fordi vi befinder os lige over ækvator. I bjergene bliver det koldere og koldere jo længere op man kommer, og der findes adskillige bjergtoppe med sne hele året rundt. Mod syd i Colombia, findes der komplette modsætninger, i form af Amazonas junglen mod sydøst og store områder med slette og ørken mod sydvest. Samtidig med at de har kyster både mod Stillehavet mod vest og det Caribiske Hav mod nord, som giver Colombia nogle af de smukkeste og mindst spolerede strande i verden.
For mig er klimaet her i Bogota tæt på at være perfekt. Jeg kunne godt tænke mig det gad lade være med at regne – men ellers er varmen behagelig lun det meste af tiden, mens man bare behøver køre et par timer førend man finder lækker tropisk varme (som jeg ved ikke hvor mange danskere kører Europa tynd for hver sommer!) – så på den måde er sammensætningen helt fantastisk!
Jeg medsender billeder af Colombia som det tager sig smukkest ud! – et land med mangfoldig og rig natur, som jeg aldrig har set overgået noget sted i verden.
Pas godt på jer selv og - God Vind! (Voldborg ville sgu da være stolt...ville han ikke...) :o)
Jeres, Tenna
|