Colombia 2005 - 2006

DANSK | ENGLISH
    START         BERETNINGER (23)         FOTO (212)         INFO         GUEST LOG (2026)    
        
Intet varer evigt!
Skrevet af Capion @ BOGOTÁ, COLOMBIA
9. JANUAR 2006 @ 21:32 (GMT+1)
Dag 154 af 361
Ja intet varer evigt...heller ikke ferie! :o)

Aller kæreste alle sammen!

Jeg håber I er kommet godt ind i det nye år med alt hvad det indebar d. 31. december af knaldperler, romerlys og kransekage! – de bedste ønsker om et lykkebringende år sendes til jer alle herfra Colombia! :o)

Jeg er nu efter næsten 1 ½ måneds ferie og rundrejse på den Karibiske Kyst nu vendt tilbage til hovedstaden Bogotá – og til mit hjem!! Det har været fantastiske og ubeskrivelige måneder med oplevelser og indtryk jeg aldrig før har set mage, og som meget aldrig ville kunne måle sig med.

Min lille rejsegruppe har fungeret perfekt og jeg har været så heldig at være i selskab med de mennesker der betyder mest for mig og som er tættest på mig her under mit ophold i Colombia. Det er en gave og et privilegium at have haft den oplevelse at være omgivet af så fantastisk natur, dyreliv, kultur, fest og farver og samtidig have oplevet det med de mennesker man ellers ville have sendt så mange tanker mens det hele skete. Jeg skal dog skynde mig at tilføje at I alle (alle!) har været uendelig meget i mine tanker denne december måned. Specielt ugen omkring jul og nytår er det svært ikke at føle sig meget langt hjemmefra, fordi man ved hvor meget der hygges i den mørke tid med stearinlys, guf og julekalender.

Juleaften blev tilbragt på en rigtig lækker restaurant i Cartagena – hvor vi da udover den vanvittig lækre (og dyre!!) mad havde den fornøjelse at få hældt rødvinssovs ned af nakken – men dog noget mere rolig aften og en del anderledes end den, for mig, sædvanlige julehygge i mormors stuer med familien.
Nytårsaften blev lidt af en skuffelse i forhold til hvad vi havde troet, fordi vi ikke fandt helt så meget festivitas i Cartagena som vi ellers havde fået stillet i udsigt hjemmefra. Men jeg fik ringet hjem til familie og venner og ønsket godt nytår (hvor det dog varmer at høre de velkendte stemmer på en sådan aften!). Derudover fangede jeg min kære brormand Jonas i mere end almindelig godt humør senere nytårsfesten (skyldes måske at jeg ringede da klokken var lidt over halv elleve dansk tid – og snapsen derfor havde været rundt om bordet adskillige gange!) :o)
Alt i alt en meget speciel og følelsesladet tid. Jeg har aldrig været væk hjemmefra under jul og nytår før, og kunne derfor godt mærke hjemveen og et lille stik i hjertet på disse aftener.

Vi nærmer os nu midten af januar måned og jeg kan stadig ikke fatte hvor tiden flyver. I næstkommende weekend tager jeg på Mid-Year-Camp med organisationen for at markere at vi nærmer os halvvejen for denne oplevelse og dette år i Colombia, og derfor også tid til at gøre status over den første tid med alt hvad det har indebåret af oplevelser, op- og nedture:
Det er jo ingen hemmelighed at den første tid faldt mig uendelig svær og at jeg var meget (meget!) tæt på at tage hjem og opgive alt. Det ligner ikke mig at give op på den måde og smutte fra alting, men hvad jeg mærkede og hvad jeg gik igennem i den første tid hernede er uden sammenligning med noget jeg nogensinde har prøvet før i mit liv. Jeg er nu rigtig glad for at jeg valgte at blive og tage imod alle de oplevelser, udfordringer og minder som jeg i denne tid skraber sammen til mit hjerte og til min forstand.

Inden jeg forlod Danmark havde jeg sat mig det mål at jeg ved dette års ende ville være tilfreds med mit ophold hvis jeg ved hjemrejsen oprigtigt og ærligt kunne sige at jeg vitterligt havde gjort en regulær forskel for nogle børn hernede. Til min store glæde er det et af de mål, jeg allerede her ved halvvejen kan sige er lykkedes! – at et barn fra mit første projekt hernede som det første hvor hun er kommet hjem til sin familie, ringer til Manuela og jeg for at sige god jul og bare sige at hun tænker på os, vidner for mig om at vi på en eller anden måde har gjort noget rigtigt og formået at røre noget dybt inde i disse børn. Ingen evner at forestille sig hvor det glæder mig dybt inde!!!

Når jeg kigger mig omkring finder jeg grundlæggende mening i det jeg gør. Jeg er glad for at være her og jeg synes at jeg indtil nu på det sted jeg har arbejdet hver dag har forsøgt at skabe en lille smule lykke og tro hos dem der behøver det allermest, dem der altid er tabere i sociale kampe som disse; Børnene.
Og omvendt siger mit hjerte og mine følelser mig også at denne verden så langt fra vores rigdom er hård at se og opleve hele tiden og jeg kan mærke på mig selv og mit hjerte at jeg ændrer mig og formes af de ting jeg ser. Men ville man ikke også være lavet af sten hvis man ikke blev påvirket af at se små børn lide hver dag fordi de er født til en skæbne der er dødsdømt fra starten?!
Jeg er glad for at jeg tog denne chance og denne oplevelse, det er en gave for ethvert liv, men når jeg mærker efter dybt inde, så synes jeg også at prisen er høj.

Ved denne halvvej er jeg også så privilegeret at have besøg hjemmefra at min Mor og Allan – en af de største glæder overhovedet under dette første halvår i Colombia. Følelsen af at kunne give dem det første kram er ubeskrivelig, samtidig med at følelsen af langt om længe at kunne føle virkelig ”hjemmefølelse”, ro og tryghed er vanvittig dejlig efter mange måneders kamp og forvirring for at prøve at skabe en hverdag og et liv hernede.

Alt i alt bringer lige netop denne tid af jul, nytår og halvvejen i Colombia mange tanker og følelser frem, og det er svært ikke at tænke tanken ind imellem at alting derhjemme virker så enkelt. Jeg tænker meget på jer alle sammen og ønsker jer oprigtigt det bedste for 2006. Jeg går ind i det nye år fyldt af tro og vilje mod det der vil møde mig i dette år. Jeg tager hele oplevelsen med og ser hvad det bringer mig af udfordringer, godt og ondt, - samtidig med at jeg ved i mit hjerte at jeg altid vil glæde mig til at vende hjem til min familie, mine venner og mit Danmark.

Jeg har skrevet det før – men det kan aldrig skrives for tit – Pas godt på jer selv og giv hinanden et kram fra mig. Jeg tænker på jer.
De kærligste tanker, Knus og Kram, Jeres Tenna
      
KOMMENTER DENNE REJSEBERETNING
» For at forhindre misbrug bliver din IP 216.73.216.147 gemt, nÃ¥r du skriver en kommentar.
DIT NAVN
OVERSKRIFT
DIN KOMMENTAR
anslag tilbage til din kommentar.
Ja, tak. Send mig en email, når der bliver skrevet nye kommentarer.
REJSEBERETNINGER
Loggen indeholder i alt 23 rejseberetninger, hvor den seneste beretning blev tilføjet .
© Copyright http://capion.tlog.dk. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.
Dette site er en del af TLOG.DK - Travel Logs for Travel Folks! - Få din egen gratis Travel Log
Har du kommentarer til TLOG.DK kan du kontakte os her.
    Skriv dit brugernavn eller din emailadresse her.
           Skriv dit password her. Har du glemt det, så klik på spørgsmålstegnet.
    Opret et gratis medlemsskab af tlog.dk