Kære alle.

Ja, så er endnu en uge gået, og weekenden står igen for døren. Tiden flyver afsted synes jeg, tænk at det allerede er oktober (ja i mit hoved er vi stadig i august!).
Denne fredag, er som så ofte før, lig med Salsa Bar, og hvilken glæde det dog kan frembringe hos pøbelen at vi kan komme ud og swinge fusserne lidt.. Jeg kan for den måbende skare afsløre at jeg er afsindig elegant til at danse Salsa! :)

Rent arbejdsmæssigt, som jo er en temmelig tungsvejende del af hverdagen, så synes jeg denne uge på Villa Javier har været mere end almindelig strid.
Der er i løbet af den sidste uge/10 dage kommet op mod 25 nye børn, hvilket altid resulterer i problemer inden disse unger er "tilpasset" med omgivelserne, de andre børn, hverdagen, osv. Det har givet anledning til afsindig mange kampe synes jeg, og jeg må indrømme at jeg ind imellem virkelig kæmper med mit ellers så velafbalancerede temperament (!)...

Det er sikkert ikke synderligt svært at forestille sig at disse børns opdragelse er noget nær ikke-eksisterende. Ja selve ordet tror jeg er dem fremmed. De mangler i den grad, hvad vi andre ville kalde, social fornemmelse for andre mennesker, og forstår ikke at hver gang de gør noget så afføder det en naturlig reaktion hos andre.

De kan tæve løs på andre børn i en uendelighed, for så 5 minutter efter at komme tudende hen til en for at ville trøstes og for at sladre om at "Han slog mig, han slog mig!" - "Ja, søde ven, men taget i betragtning af at du har tævet løs på ham hele formiddagen, så er det vel ikke ligefrem unaturligt at han før eller senere slår igen, vel?!" - men det forstår de ikke. Man kan forklare den samme morale om og om igen omkring det at slå eller sparke, og det resultat at man så selv bliver slået eller sparket indenfor overskuelig fremtid, men efter 5 minutter er vi tilbage ved udgangspunktet igen (hvilket er et minimum af forståelse!) - jeg bliver gråhåret før tid tror jeg..

Et andet eksempel var en af de større drenge i min gruppe i går, der synes han og jeg skulle have os et raskt lille slagsmål (da jeg i parentes bemærket synes vi liiige skulle have os en lille alvorssnak om det der med at slå små drenge i hovedet med en kæp!) - og da det langt om længe, efter en del tumult, går op for ham at slagsmål er en skidt idé (OG at han ikke er den stærkeste..he he, YES!) så vender han kort tid efter tudende tilbage og synes at jeg skal smide alt hvad jeg har i hænderne for at trøste ham fordi han ikke har nogen stol at sidde på i rundkredsen..(!) - ja her er vi så tilbage ved de grå hår i hovedet...i guder altså..!

Derudover er der det faktum at rigtig mange af disse børn er i et afsindigt opmærksomhedsunderskud, især fra voksne, og de forsøger derfor, ligegyldigt hvordan, at tiltrække sig opmærksomhed, hvad end det så er ved at græde, slås eller bare opføre sig fuldstændig gudsjammerligt for at få en eller anden form for reaktion (Hvilket er ubegribeligt anstrengende i længden!).

Alt i alt, er disse unger nogle virkelige stakler. De er født med en skæbne og i omgivelser der sætter deres opførsel tilbage til noget der mest af alt minder om Darwin’s "Sirvival og the fittest" - altså fuldstændig primitivt.. De lever et liv, med bekymringer og indhold der end ikke hører voksne til, og de er jo bare børn.
Mange af dem er født med en glimrnde intelligens, kreativitet, e.l., men de får aldrig mulighed for at bruge det eller vise hvad de kan, de kommer aldrig i skole eller på universitetet, fordi de er født i omgivelser der ikke bringer dem noget som helst.

Det er svært ikke at blive vanvittigt irriteret og frustreret over disse ungers opførsel ind imellem, og andre gange, når de åbner sig og deler lidt ud af deres livshistorie, ja så har man så inderligt lyst til at tage dem alle med sig hjem og vise dem at der er alternativer til deres liv og deres chancer..

Sådan er hverdagen i Colombia - med Salsa den ene dag og forladte børn den anden dag - en så fuldstændig sammensat oplevelse, og det er svært at skille tingene ad altid og ikke ind imellem føle et stik af dårlig samvittighed over at være født med en så svineheldig skæbne, som jeg er.

Her til sidst, skal lyde en STOR OG KÆRLIG HILSEN til alle jer herlige kvindfolk i B1921 - jeg har, med stor glæde, hørt at I følger lidt med i begivenhederne hernede.
Lykke til med turneringen (Jeg vender tilbage når I er rykket op!) :oD - Jeg følger jer på DBU.
Og til Kutte: Tre ord de skal høre om og om igen: Disciplin, disciplin, disciplin! ;o)
Mange Knus og Kram til jer alle!

Jeg sender mange kærlige tanker og hilsner hjem til DK til jer alle - I er alle i mine tanker.
Pas som altid uendelig godt på jer selv og hinanden.

De Kærligste Hilsner, jeres Tenna <3