Kære alle!

Først og fremmest TAK til alle jer der trofast sender mails og skriver indlæg herinde i gæstebogen med varme tanker og moralsk opbakning, - det varmer utrolig meget!

Idag - onsdag 21/9 - 2005 - var så min 3. arbejdsdag på Villa Javier. Og hvilke 3 dage... Jeg er i øjeblikket i den, noget uvante situation, at jeg mangler ord. Jeg besidder ganske enkelt ikke ord eller vendinger der kan forklare eller beskrive under hvilke omstændigheder og forhold de unger på Villa Javier vokser op. Det er ganske enkelt fuldstændigt ufatteligt og fordærdeligt.

Der er 161 børn, og der hersker hvad jeg med et godt gammeldags udtryk vil kalde KAOS! - der er meget lidt organisation og meget få aktiviteter i løbet af dagen og ungerne tilbringer således deres dage med at karte omkring og lave hvad der falder dem først for. De omgivelser de lever i, lader sig vist bedst beskrive med ordet; Trist!

Når man kigger ind i et rum, er det komplet uoverskueligt. I det ene hjørne er der en flok der slås og råber, det næste hjørne nogle der sidder og stirrer ud i luften uden nogen form for aktivitet mellem ørerne, tredje hjørne nogle der leger og i sidste hjørne nogle der græder. De er så fortvivlede de børn og de græder hele tiden, flere af dem siger hele tiden at de vil hjem eller at de vil se deres mor. De er bare små børn (6-7 år), og de lever i et fængsel. For det er hvad det er, det er ikke en institution, det er et børne-fængsel. Og der er ingen (ingen!) der gør noget, ej heller ingen der så meget som bekymrer sig. Det er mig ubegribeligt at man kan arbejde sådan et sted uden at føle den mindste smule omsorg eller eller medfølelse for det liv disse børn er født til.

Der var to små drenge der kom op og slås idag, og det eneste den tilsynsførende gjorde var at råbe efter dem og sparke den ene, og så kunne de ellers sætte sig ned i deres række og være stille. Den ene dreng tudede i jeg ved ikke hvor lang tid, men ingen gør noget.
De lyver for en hjerneskadet dreng for at få ham til at glemme hans sygelige idé om at komme ud og besøge hans mor, og når de så har lokket ham indenfor igen, lukker de døren og så står han ellers der i hans desperation og er helt ude af sig selv. Han er jo syg.
Der er en pige der som er samlet op af politiet på gaden, hendes familie aner ikke hvor hun er, ingen har fortalt dem at hun er blevet parkeret på dette center.
En anden pige (13 år) har en 3-måneder gammel baby på samme center, men må ikke se sit barn, og hun fik en abort for 2 uger siden!
Mange af ungerne har alle deres søskende på stedet, fordi de alle er fjernet med et slag. En søskendeflok er på 11 !

Jeg tudede i vilden sky da vi gik derfra mandag! - det var ganske enkelt en hæslig dag. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde til at se de syn hver eneste dag, men jeg håber jeg kan klare det indtil jul (hvor der er normalt projekt-skifte) - men det er ikke sikkert, det kommer an på hvordan den næste tid bliver.

Jeg synes dog at jeg kan mærke at vi gør en forskel for de børn (det bilder jeg mig i hvert fald ind!) - at der sker noget i deres eller noget trivielle hverdag, og kommer med lidt input udefra. Omstændighederne (161 børn, 1 hus og sløjt engagerede medarbejdere) gør det lidt svært, men vi må se ad og prøve at komme i gang med nogle aktiviteter når den første tid er overstået og vi er blevet mere dus med rutinerne og de ansatte på stedet.

Puuha for et sted altså! - man bliver i den grad bevidst om din egen svineheldige skæbne når man ser de børn og hører deres historier.
Jeg kan med disse ord på ingen måde sætte jer ind i hvad det vil sige, eller hvad de børn gennemgår, men nu er den første info om den første arbejdsuge i hvert fald givet videre.

Hav det rigtig godt - og vær søde at kigge jer omkring og prøv at mærke efter hvor mange ting vi har at være glade for omkring os derhjemme.
Pas godt på jer selv.

De Kærligste hilsner, jeres Tenna