Hej igen alle I kære derhjemme!

Ja, nu synes jeg altså vi skal have noget lidt mere festligt at kigge på og læse om herinde, end de deprimerende historier om mit sociale arbejde. Jeg begynder mandag, så må vi tage den derfra...

Idag lørdag 17/9 har noget nær været den længste dag i mit liv. Altså ikke på nogen dårlig måde...ja eller det kommer vel ret beset an på om man mener dårlig i helbreds forstand, for i det tilfælde må jeg da tvivle..
For at kunne finde mening i dette vrøvleri må vi nok hellere tage det hele forfra (hvilket erfaringer jo også viser klart er det letteste..).

Torsdag var jeg nemlig at finde på, hvad jeg nu vil kalde Bogotá’s mest suveræne bar, nemlig en 80’er bar. De af jer der kender mig rigtig godt, og særligt min passion for 80’er musik, vil let kunne forestille sig udtrykket i mit ansigt på dansegulvet i et inferno af 80’er-klassikere. Grundlæggende mener jeg nu at "Dodo and the Dodo’s" klart er at foretrække, men da dansk musik, og måske navnligt dansk 80’er-musik har trange kår i Colombia (ja forstå det hvem der kan!) så måtte jeg altså tage til takke med den mere internationalt prægede scene da jeg torsdag indtog omtalte bar med min "Bror" Diego + en håndfuld af hans venner.

Men underholdende var det - særligt da selskabet blev tilbudt en gratis flaske fra baren - om det var procenterne hos undertegnede eller min tilsyneladende manglende spanske forståelse der gjorde udslaget skal jeg være usagt, men jeg fik ikke helt fat i hvorfor det lige var, at der blev parkeret en gratis flaske rom foran os.

Men alt har jo en ende som man siger (Undtagen ormen som har to!) - og altså også denne aften, som endte ved 5-tiden, hvor vi i løftet stemning bevægede os hjem.

Allerede fredag var den dog gal igen. Jeg havde i et øjeblik af sindsforvirring nemlig lavet en aftale med 2 fra gruppen om en frokost inde i byen, og måtte således op fredag morgen og, dog lettere klatøjet, begive mig afsted.
Frokosten blev til en tur på Kaffe-Bar, kaffe-baren blev til en ganske almindelig bar (Hvor en øl dog kan opklare en dundrende hovedpine for øvrigt!). Nå, men det ene sted tog altså det andet og før vi får set os om er vi atter samlet med gruppen parat til at indtage en ny bar og fejre 3 gange fødselsdag fredag aften. Jeg vil skynde mig at indskyde at jeg på ingen måde er medskyldig i dette inferno af barer, der mest af alt kan minde om danske tilstande, men at jeg er udsat for gruppepres og udelukkende lokkes med.

Nå, men for at gøre en lang historie kort (Hvilket vel for øvrigt egentlig er ved at være for sent!) så er vi altså nu ved at nærme os sagens kerne. Det såkaldte klimaks, hvis man da ellers kan svinge sig op til at leve sig ind i det ord.
Lørdag morgen - efter 2 gange alt for meget festivitas - var der så møde på organisationens kontor kl 7:30 (Ja hvad i alverden mener I!) for at tage ud til en Camp 2 timer udenfor Bogotá og tilbringe dagen sammen med de colombianere der netop er vendt hjem fra Europa og altså har tilbragt enten ½ eller 1 år i vores hjemlande. Mægtig sjove bekendtskaber, selvom jeg dog må indrømme at aktivitetsniveauet er set højere hos de fleste (Ja vist hos alle egentlig, men det lyder altså ikke ret godt når man skriver det synes jeg..selvom det jo nok unægteligt er noget nærmere sandheden end det første postulat..!).

Efter en laaaang dag er vi altså alle tilbage i Bogotá her til aften (En aften der i de flestes tilfælde nok bruges til for en gang skyld at komme tidligt i seng!).

Jeg medsender billeder - og undskylder på alles vegne den gennemgående vandrette kropsholdning (Jeg har fået at vide at jeg skal sige at det er noget vi har spist..!). Stedet var rigtig lækkert, med pool og spa og det hele, en afkølende herlighed, helbredets tilstand taget i betragtning (ja det er tilladt at være misundelig på lokationen!) :o)

Hyg jer nu rigtig godt derhjemme, - og pas som altid rigtig godt på jer selv.
De Kærligste Hilsner, Tenna