Kære alle!

Ja så nærmer tiden sig hvor vores obligatoriske spanskkursus slutter og det frivillige sociale arbejde, som jo er pointen i at være her, begynder.

Vi var idag - fredag 9/9 - til møde med organisationen for at fastlægge og planlægge vores ønsker for projekterne og fremtidige arbejdspladser. Og jeg fik, til stor glæde for Frk. Capion, det projekt jeg ønskede..JUHUU...

Så mandag 19/9 bliver altså min første arbejdsdag på "Villa Javier".
Og hvad siger så navnet Villa Javier...umiddelbart ikke meget for jer derhjemme endnu, men for mig siger det allerede meget om bagsiden af medaljen for Colombia og det grimme ansigt som fattigdommen fører med sig.

Villa Javier er et center for misbrugte børn (misbrugt både sekeuelt og voldeligt) og for børn samlet op af politiet på gaden, og fungerer således som midlertidigt værested inden de sendes videre i systemet til permanente institutionspladser (Her skal det imidlertid indskydes at der med institutionsplads bestemt ikke menes de ekskursionslignende tilstande i Danmark med frugtpause kl 14 og fællessang i rundkreds! - men noget der i Danmark ville blive klacificeret som et ungdomsfænglsel. Der gadelivet taget i betragtning, alligevel må betegnes som værende at foretrække!).

Problemet er så bare at der desværre er langt flere misbrugte børn og børn samlet op på gaden, end der er antal af disse såkaldte institutionspladser i Bogotá og centret er således midlest talt overfyldt. Der bor i øjeblikket 161 børn i alderen 1 måned til 15 år på Villa Javier.

Officielt - og udelukkende officielt - befinder disse børn sig på Villa Javier i max. 72 timer inden de sendes videre til institutioner der herefter kommer til at udgøre rammen om deres liv og deres opvækst. Reelt er der dog menge af de 161 børn der har været der i meget længere tid, nogle op mod ½ år, uden udsigt til hverken institution eller frihed.

Jeg kommer til at arbejde der sammen med en anden pige fra gruppen - Manuela fra Schweitz - og jeg synes det er rigtig fint at vi kommer til at være to. Dels for at kunne være dobbelt så meget for disse børn, og dels for at kunne støtte hinanden og få talt ud om tingene i de perioder hvor det, uden tvivl, vil blive hårdt og komme til at gå meget, meget tæt på psykisk.
Dette projekt er helt klart det med de hårdest ramte børn og de mest triste skæbner, men lige præcis derfor er det, det projekt jeg vælger. For uden tvivl bliver det hårdt, men omvendt er det også det sted hvor man virkelig kan gøre en forskel. Der er så uendelig meget at gøre for disse unger.

Så jeg håber at Manuela og jeg i fællesskab kan bringe lidt glæde og farve ind i disse børns liv. Og måske...kun måske, bringe deres hjerter en lille gnist af håb.
De børn er så fulde af livsglæde - hvor i alverden de så får den fra - at jeg ikke kan undgå at føle mig fattig i forhold til deres energi og deres utrættelige appetit på livet.
Jeg håber, og tror på, at disse børn kan gøre mig til et rigere menneske, på alle andre måder end økonomisk, men på punkter der ikke lader sig måle i værdi, men som man kan mærke indeni når man ser en 1 måned gammel baby ligge i en tremmeseng, fra morgen til aften, uden den mindste smule liv i øjnene..men samtidig føler at dette er stedet der kan hjælpe mig som menneske, mindst ligeså meget som jeg kan hjælpe dem med min arbejdskraft.

Sådan er Colombia et så utrolig sammensat land, der på trods af dets skønhed desværre også rummer sider som dette. Det sætter i den grad ens eget liv i perspektiv at tage hjemmefra om morgenen i omgivelser der sagtens kan måle sig med vores derhjemme, og ½ time senere stå af bussen i noget der minder om et 3. verdensland omgivet af fattigdom og forfald.

Jeg kan med disse ord på ingen måde beskrive hvad jeg følte eller hvilke tanker der fór gennem mit hoved da jeg forlod Villa Javier torsdag efter at have besøgt det for første gang. Mine øjne var fulde af tårer og med en kæmpe klump i halsen, gik jeg derfra med følelsen af at have kigget direkte ind i helvede, men samtidig med en sammenbidt tro på at jeg om et år vil have gjort en forskel..

Pas godt på jer selv og hinanden, - mere end nogensinde.
De Kærligste hilsner, jeres Tenna