Kære alle!!

Ja så løber kalenderen for alvor stærkt, og vi nærmer os nu målstregen med hastige skridt. Der er nu næsten gået et år – en periode der indtil nu har forekommet mig uendelig, både på godt og ondt. Jeg har levet i lykkelig ”uvidenhed” om at denne skønne periode ville ende, og jeg har savnet mine kære mere og mere for hver dag der er gået. Det er nu ved at gå op for mig at det jeg har set frem til, planlagt, levet og kæmpet for i så lang tid snart vil være fortid, et dyrebart minde for livet.

Inden den endelige afrejse skal jeg nok komme med en lang sentimental beretning om hvordan jeg har ændret mig som menneske, set ind i fattigdommens helvede og grædt snot over savnet af mine brødre… (Ja I kan godt glæde jer, det bliver farverigt!) ;)
Inden da kommer vi dog til noget langt sjovere – rejsemåneden!! En periode der hele tiden har forekommet så langt væk og som noget vi ikke skulle til før om hundrede år (eller der omkring!)…men halelujah nu er den her og off we go!
Da Colombia jo er en del større end vores lille ørige derhjemme og har en del mere at byde på end vadehavet og Bornholm, så besluttede Manuela og jeg at vi måtte udvide begrebet rejsemåneden til ”rejsemånederne” – vi snyder som sådan ikke, tillægger bare et par uger, får datoerne pakket godt så vi får set mest muligt inden turen går retur til DK og den kommer til at stå på pasta, SU og gældsnedsættelse de næste 140 år (Ja overdrivelse fremmer forståelsen, pointen er at dette år ikke har været helt billigt – i den forbindelse tak til de gamle for favorable renter!).

Derfor lægger vi frejdigt ud den kommende søndag – 11. juni – med at tage til en Nationalpark kaldet ”Los Nevados” (De Sneklædte), en bjergkæde en smule sydvestpå hvor den endnu en gang kommer til at stå på primitiv camping, trekking, sne og røde kinder. Det bliver alle tiders.
På vejen derfra tager vi et smut forbi en del af Colombia der hedder ”La Zona Cafetera” (Ja jeg ved ikke om navnet afslører at det er i denne del af landet at de producerer den kaffe Colombia er så kendt for). Derudover byerne Manizales og Cali (som er særlig kendt for Salsa – juhuu!).

Fra Cali tager vi direkte til Gorgona onsdag d. 21. juni, en lille ø i Stillehavet hvor hvalsæsonen netop er begyndt og det vrimler med slanger, skildpadder, sommerfugle og andre kryb. Det er et fredet naturreservat og bliver i folkemunde kaldt Colombias svar på Galapagos-Øerne. Altså lige noget for en natur- og dyreidiot som mig – bliver så fantastisk!!

Derefter slår vi et smut hjem til Bogota for et par dage, for at deltage i End-Year-Camp med ICYE fra den 1. til den 3. juli. Den sidste gang vores lille udvekslingsgruppe er samlet og det er tid til at sige tak for et begivenhedsrigt år og håbe at der en dag bliver lejlighed for et gensyn. Det bliver en vemodig weekend hvor det helt sikkert vil blive snakket godt og mindet mange gode timer og oplevelser.

Dagen efter drager vi så videre til Amacayacu i Amazonas Regnskoven (hvor mit klare mål er at få taget et foto mens jeg hiver en anakondaslange i halen!!) – der tager Manuela og jeg ud sammen med en australsk pige, Julia – så vi skal rigtig på tøsesafari, kanotur på Amazonefloden om natten og besøge indianere. Så bliver det vist ikke mere Tenna-agtigt!! 6 dage under myggenet og syngende cikader iført hørbukser og andekald.

Efter en vaske-pakke-om-dag i Bogota tager vi derefter d. 11. juli tilbage til Cocuy hvor vi tilbragte så fantastiske uger i april, for at færdiggøre den rundtur vi aldrig fik taget pga. vejret og for lige at gense bjergene og mærke lidt mere af den Rambo-følelse der unægtelig rammer en efter 10 dage i midten af ingenting, langt fra rent tøj, lækker mad og ikke mindst et varmt bad (eller bare et bad overhovedet!). Men det bliver godt med en uges tid langt fra Bogotas mylder, med lidt tid til at klare tankerne og så småt forberede sig på at der nu tales om dage og uger og ikke længere måneder før flybilletten skal fiskes op af den æske hvor den har ligget trygt i snart 10 måneder.

Sidst – men absolut ikke mindst – efter endnu en pakke-om-dag i Bogota går turen d. 19. juli til den berømte San Andres. En absolut Bounty-Ø i det Caribiske Hav med kridhvidt sand, azurblåt vand, palmer, negere og reaggemusik. Den kommer til at stå på absolut ingenting udover sol, strand, drinks og god mad. Vi skal nyde de sidste uger i Colombia og da både mad og drikke er inkluderet i prisen skal vi have nogle farvestrålende drinks ind under stråhatten, blive lidt sentimentale, tude en masse og forsøge at give slip, acceptere og samtidig glæde os til at en ny og indbringende periode af livet snart vil begynde. Det er ikke en slutning, bare en ny begyndelse.

Vi vender herefter tilbage til Bogota d. 28. juli – med 5 dage til at pakke og veje kufferter (Gad vide hvor meget der skal smides over bord før vægten kommer ned på noget der minder om 30 kg!) – med tid til at besøge de absolut sidste steder, sige farvel til venner og bekendte i Bogota og holde Farvelfest med familien. Bare sidde på et gadehjørne en halv times tid for lige at indsnuse byen en sidste gang og derefter torsdag d. 3. august efter 5 forfærdelige, vemodige og overvældende dage, tage til lufthavnen og vende hjem.

Jeg vil gerne slutte denne – en af de absolut sidste – beretninger med at sige jer alle den varmeste og mest dybtfølte tak. Tak for at sende pakker med mit elskede Woman-blad, hårkur, Riesen-chokolade, film og billeder hjemmefra. En helt særlig tak skal lyde til Pernille for at have sendt halvdelen af en Matas-Butik, andebamser samt billeder af kronprinsen. Du er fantastisk.

Men mest af alt skylder jeg jer en stor tak for den måde I altid har været der for mig, uden direkte at være ved min side. For at skrive mails om alt mellem himmel og jord, for hjælp og indlevelse i de ting jeg har givet mig i kast med, men frem for alt tusind tak for at fortælle mig at jeg var modig på de tidspunkter hvor jeg mest behøvede at høre det. For at give mig styrke og overbevise mig om at jeg gjorde det rigtige. Tak for at I også tror på at det er muligt at gøre en forskel.

Pas som altid uendelig godt på jer selv.
I har ligeledes gjort en forskel dette år.
I al Kærlighed, Tenna

PS: Hvis nogen skulle være interesseret i at støtte min kampagne mod at få papegøjerne ud af storbyerne – så man ikke morgen efter morgen skal vækkes af et grønt krapyl der skriger ”Paaaaaaapi” uden for vinduet – så vil jeg gerne høre nærmere!! Kom frisk.