Kære alle!

Ja så har Bjerggeden igen skiftet trekkingskoene ud med kondisko og vendt tilbage til det mere civiliserede liv i Bogota D.C. og forladt det ufatteligt smukke og fredelige Cocuy.

Vi nåede at få to fantastiske uger i Cocuy og fik set en masse. Den første weekend jeg var der tog vi tre – to colombianske gutter og jeg – op til et berømt pas for at nå toppen af ”Púlpito del Diablo” og ”Pan de Azúcar” i 5100 meters højde. En tur der helt klart var højdepunktet for den samlede oplevelse. Vi har set de mest fantastiske laguner, sletter, øde områder og blomstrende liv. Vi har besteget bjerge og i den forbindelse rørte jeg endelig sne for første gang i lang tid. Vi har været faret vild og overnattet på et eller andet gudsjammerligt sted i midten af ingenting. Det har været kæmpe udfordringer både fysisk og psykisk, for vi har oplevet og vi har kæmpet men først og fremmest har vi levet til det ypperste.

Det har, helt ærligt, været skide hårdt. Men nu, da jeg så småt er ved at være kvit med blå negle, vabler, ømme muskler og hævede fødder, ja så er jeg også ved at være klar til en tur til. Det at komme helt derud fysisk hvor det bare gør røvondt, men hvor man ved at hvis man ikke kommer i trav og kommer op ad det her bjerg til den næste camp, ja så er der bare ikke noget mad (Ja, det er sgu noget der får mig i omdrejninger!) – det er super fedt og helt sikkert en hobby jeg skal praktisere i fremtiden. Den rus af glæde og stolthed når først toppen er nået og man føler sig som på verdens tag, den er helt ubeskrivelig og selvom man i det øjeblik er ved at dø ved tanken om at skulle hele vejen ned igen, så glæder man sig allerede indeni til man prøver det igen, står der igen.

Som beskrevet i diverse fællesmails så var det temmelig meget mod min vilje at vi var nødt til at tage hjem fra Cocuy før tid, men af forskellige årsager måtte vi lade fornuften vinde (noget der jo ellers ikke umiddelbart ligner mig!) og derefter håbe på at vi senere på året kan vende tilbage.
Den væsentligste grund til at vi afbrød ved halvvejen var hovedsageligt vejret. Vorherre tog i særdeleshed regntiden bogstaveligt i år og lod kaskader af vand oversvømme vores stakkels lille telt (Ja og os!) – og da regn og skyer jo tit hænger temmelig tæt sammen, og det at befinde sig i 5100 meters højde uden at kunne se en bjælde ikke er videre morsomt, blev det ret hurtigt temmelig træls.

Da de vejrmæssige problemer begyndte at udfordre sikkerheden i bjergene – klipper og sten der er glatte som is er heller ikke videre morsomt i 5100 meter skulle jeg hilse og sige – begyndte også de ansvarlige for Nationalparken at sætte begrænsninger op for hvilke ture vi kunne tillade os at tage, idet vi jo ikke har vanvittig meget erfaring indenfor dette felt. Da en ung guide døde højt oppe i et pas – stort set samtidig med at Manuela og jeg var faret vild i 2 dage i samme område – begyndte der at blive lidt for mange ting at gamble med til at vi synes det var det værd når sikkerheden ikke var tilstrækkelig på det tidspunkt. Derfor cuttede vi ved halvvejen mens legen er god, efter en super fed oplevelse – der kun har lagt grund for mere af den slags i fremtiden.

Jeg er ovenud glad og lykkelig for mit liv her i Colombia. Prøver at huske at skønne på mens tid er, for lige om lidt er det forbi og jeg vil endnu en gang være nødt til at sige farvel til familie og venner. Mennesker der har betydet ufatteligt meget gennem dette år i Colombia og som besidder en meget speciel og værdsat plads i mit hjerte.
Jeg har på ingen måde noget at brokke mig over, forundres derimod over hvad jeg dog har gjort siden livet tilsmiler mig på denne måde og med disse gaver. Jeg er så taknemmelig for denne oplevelse og denne lærdom. Prøver at gøre hver dag til en oplevelse og en glæde så jeg kan kigge tilbage på mit liv en dag og glædes over de ting jeg oplevede og ikke ærgres over de ting jeg gik glip af. Jeg gider ikke være en af de gamle damer der krabber sig sidelæns hen til en på perronen for at begynde en svale af endeløst brok over at toget er et øjeblik forsinket.
Hvorfor ikke løfte hagen, lukke øjnene, tænke på en gammel joke og stå der i et øjeblik af indre glæde og minder…
Ville det gøre jer noget hvis jeg stoppede tiden et par måneder og bare nød at være mig..?!

Pas uendelig godt på jer selv.
Al min Kærlighed, Knus og Kram - Tenna