Vi satte os om bord paa bussen og koerte mod Potosi.... Vi havde ikke koert mere end 15 min. da bussen pludselig stoppede. Vi forstod intet og der blev selvfoelgelig ikke forklaret noget som helst... I godt 30 min var der ingen der vidste hvad der foregik og der var en masse raaben og skrigen... endelig fandt vi ud af at bussen var brudt sammen og vi maette selv soerge for at komme tilbage til busterminalen - ingen penge tilbage, undskyldning eller forklaring, typisk boliviansk!!!
Vi fik heldigvis et lift fra en dame som fik ondt af os, pga. vores kaempe tasker....
Vi kom tilbage til terminalen, kun for at finde ud af at den sidste bus allerede var koert...
Efter lang tids protester fik vi endelig af vide at der ville vaere en ekstra bus, alle vegne fra skubbede og masede folk for at sikre sig en plads paa bussen. Langt om laenge fik jeg mast mig frem og koebt billetter, vi gik ned paa perronen - som var tom!!!
20 min. senere var der stadig ingen mennesker, saa lidt urolige gik vi tilbage til billetboden, hvor de oplyste os om at bussen var blevet aflyst!!!!!! Lige ved at opgive alt haab om at komme til Potosi - og godt traette af det bolivianske transportsystem, var der pludselig en dame som havde 2 billetter til Potosi...
Saa 4 timer efter vi burde have siddet i en bus til Potosi, var vi endelig paa vej...

Kl. 22 ankom vi til Potosi. Traette og sultne fandt vi det foerste det bedste hostal - et rigtig hul, vi kunne ikke engang lukke doeren!!!
Dagen efter fandt vi hurtigt et bedre hostal....
Potosi er verdens hoejst beliggende by over 4500 m over havet....
Potosi er dels beroemt for at vaere verdens hoejste by dels for at vaere en mineby. Tilbage i tiden en af Sydamerikas rigeste byer pga soelvminer...
Idag arbejder der stadig flere tusinde af mennesker i minerne, der er dog ikke mere soel tilbage, kun mineraler...
Det er idag muligt at besoege minerne, det er dog ikke helt ufarligt, inden man tager afsted skal man underskrive en kontrakt hvor folkene bag turen fratager sig alt ansvar ved uheld og doedsfald!!!!!!!!
Vi startede turen og blev klaedt i gummistoevler, gammelt toej og hjelm med lys - saa var vi klar...
Foerste stop var "miners market" hvor vi koebte gaver til de stakkels arbejdere. Gaverne kunne bestaa af: dynamit, kokablade, cigratter, cola eller kiks.
Vi ankom til minerne og fik lidt historie og moedte nogle af arbejderne, som vi gav nogle af vores gaver.
Selvom de efterhaanden er ved at vaere vant til at faa gaver, saa var det alligevel det hele vaerd naar man saa deres glaede og taknemmelighed.
Hele familier levede ved minerne og generation efter generation arbejdede i minerne. Alle boernene loeb rundt omkring og legede, jeg kunne ikke lade vaere at taenke paa den fremtid de gik i moede. I gennemsnit levedede minearbejderne til de var 45 aar..
Arbejdet er yderst kraevende, forholdene daarlige og laennen ussel.
Saa var det tid til at komme ned i minerne.
Vi kravlede paa knae, op og ned, ned i smaa huller osv.
Luften var saa fugtig og steder hvor ventilationen var daarlig, var det virkleig svaert at traekke vejret.
Der var intet lys paanaer vores hovedlamper....
Der var hundredvis af smaa stier. Jeg ville noedig vaere dernede alene....
Engang imellem raabte vores guide "hole to the left" og saa var det bare med at vaere opmaerksom, daa disse huller var virkleig dybe....
Alt foregik manuelt, stadig med trilleboere....
Vi moedte saa mange arbejdere som knoklede loes, og det var forfaedelig at se!!
De havde alle en kaempe bule i kinden fyldt med kokablade, for at kunne klare det haarde arbejde...
Det var til tider skraemmende at kravle rundt i de smaa tuneller og stier - godt man ikke har klaustrofobi....
Udenfor demonstrerede de dynamit spraegninger for os.....