Vi bookede en tur som ville tage os rundt paa de 3 oer i Lake Titikaka paa Perus side.

1. dag
Vi startede med at besoege Uros oerne. De bor paa flydende oer lavet af straa fra soen. Der er mange Uros oer og paa hver bor ca. 4-5 familier.
Hver uge skal de vedligeholde deres oer og putte mere straa paa, daa oerne raadner fra bunden af.
Hvis der er kraftig vind eller der falder kraftig nedboer saa stiger vandbestanden og oerne rykker sig - de kan vaagne op og befinde sig i Bolivia ;-)
Det var fantastisk at se hvilket simpelt liv de levede, men stadig civiliseret og struktureret. Deres skolesystem var ligesom alle andre steder, de maa dog soege ind til Puno for Universitet.
Desvaerre, som med saa mange andre minioritetsgrupper, vil de sikkert ikke eksistere om 2-3 generationer. De unge soeger ind til Puno og har svaert ved at vende tilbage til den simple livsstil paa oerne - hvilket man jo ikke rigtig kan bebrejde dem.
Vi blev fragtet fra den ene flydende oe til den anden i deres hjemmelavede straabaade, hvilket var total afslapning i solen.
Med normal baad ankom vi til den naeste oe Amantani. Her var der 5000 beboere fordelt i 8 kommuner.
Paa kajen stod en horde af kvinder i kuloerte klaeder og med striktoej i haenderne - dette var vores nye moedre ;-)
Vi fik hver tildelt en mor (en familie), som vi skulle bo ved.
Vores mor hed Cecelia. Vi ankom til vores hus hvor vi blev praesenteret for bedstemoderen og de 2 doetre Celia 11 og Billa 15. Manden i huset var stadig paa arbejde. Vi fik en dejlig hjemmelavet frokost. Da mit spansk efterhaanden er forbedret kunne jeg sidde og samtale med familien. Vi spillede kort med Celia, lyttede til Ipod og spillede spil paa mobiltelefonen, hvilket hun var ret imponeret af. Der var ogsaa plads til at forkaele hende med lidt slik og sodavand, saa vi blev hurtugt gode venner.
Celia vidste mig stolt sine hjemmelavede armbaand og Billa sine, da jeg er et nemt offer maette jeg hive pungen frem - jeg har snart armen fuld af armbaand, kan bare ikke sige nej naar de smaa piger kommer hen og vil saelge.....
Vi moedtes op med resten af gruppen og gik op paa det hoejste punkt paa oen for at se solnedgangen. Der var et ungt dansk par i gruppen som vi snakkede meget med. Da Henrik ikke er her saa snakker jeg konstant engelsk, saa det var dejligt at faa opfrisket det danske ,-)
Da vi kom tilbage stod aftensmaden klar.
Efter aftensmaden kom moderen ind med favnen fuld af farvestraaelende klaeder. Jeg havde ingen anelse af hvad der foregik og foer jeg vidste af det var jeg klaedt i kvindernes nationaldragt og Jack i maendenes. Cecilia klappede i hendes haender og synes jeg var Muy Bonita!
Saa blev vi eskorteret til det lokale bal af Celia og Billa. Her blev der spillet op til dans og vi fik den ene dans efter den anden af toeserne. Det var virkelig en sjov aften, med anderledes dans og musik! klart et minde jeg ikke vil glemme.
Traette og svedige (det er lag paa lag toej) begav vi os tilbage til det lille hus.....

2. dag
Dagen efter var det lidt en soergmodig afsked med vores familie, som havde vaeret saa soede mod os.
Videre til naeste oe. Den 3 oe hed Tanquile og her var der ca. 8000 beboere fordelt paa 10 kommuner.
Denne oe er knap saa besoegt som de andre og der var heller ikke forfaedelig meget at se eller lave.
Den normale TOUR sluttede her, men vi besluttede at blive en ekstra nat. Vi boede endnu engang hos en lokal familie, men vi havde vores egen lille lejlighed.
Da kl var 14 og den sidste baad mod puno var sejlet var vi stort set de eneste turister tilbage. Til vores store overraskelse lukkede alle butikker og resturanter. Vi troede vi maette gaa sultne i seng, men da sulten naesten ikke var til at baere maette vi ydmyge banke paa vores families doer og spoerge om vi kunne spise med.
Vi fik et dejligt maaltid og en god snak med manden i huset, og saa var det ellers tilbage til vores lille, kolde og ikke mindst moerke kammer.
Vi saa en smuk solnedgang over Lake Titikaka, men da solen var borte og moerket faldet paa, saa foelte vi os noget alene. Med et enkelt stearinlys, huller i vaeggen og komplet stilhed omkring os.
Der sad vi saa, omkring kl 21 var vores stearinlys braendt ned og vi maette overgive os til moerket.
Himlen var helt fantastisk, aldrig har jeg set saa mange stjerner - millioner! - dem havde vi masser af tid til at beundre....
Traette, kolde og rigtig beskidte lagde vi os til at sove.
Med et blev vi revet ud af den soede soevn, en konstant banken vaeggede os.
Jeg tjekkede klokken og den var kun 5!!!!
Det var manden i huset som ville se solopgangen med os. Traette og hundekolde tumlede vi ud af sengen - og hvilken en fantastisk solopgang!
Efter pandekager og te tog vi igen mod Puno....
Vi fik et dejligt varmt bad og rent toej paa... efter saadan et besoeg vaerdsaetter man virkelig de smaa ting, elektricitet, et bad, vand i det hele taget, et varmt vaerelse, et taeppe osv.
Men klart en uforglemmelig oplevelse.

Dagen efter tog vi bussen til Copacabana, Bolivia.....